Buddhisme

1a) Såvidt jeg husker (er ikke 100% sikker) men så kan man da kun komme til nirvana via god karma? Man bliver ved med at udføre gode gerninger til man slipper ud af den 8-leddede vej.

2)Frelse = At nå nirvana?

Nej, karma er ikke vejen til Nirvana. Frelsen opnås ved at frigøre sig helt fra samsara - og dermed også fra karma.

Til spørgsmål 1b: Nirvana er målet for "eliten" - munkene. Den helt almindelig buddhist i den lille landsby er langt mere optaget af at opnå en bedre genfødsel i næste liv, og her spiller den gode karma den afgørende rolle.

Frelse i buddhisme hviler på menneskets egen skulder og betyder, at opnå oplysning, dvs. de 4 ædle sandheder. Når det er fuldført, har man nået oplysning og kan slippe ud af Samsara og ind i Nirvana.

'Jeg tager min tilflugt til Buddha, Dharma, Sangha'. - hvad betyder dette?

#4

Det kaldes "de tre juveler".

Læs her en kort indefra-forklaring: http://www.lakha.dk/buddhisme/3juveler.html

En længere indefra: http://www.religion.dk/artikel/121477:Spoerg-om-buddhisme--Tilflugt-i--De-tre-juveler?highlight=mahayana

Og her en kort wiki (udefra): http://da.wikipedia.org/wiki/De_tre_juveler

Og til sidst en rigtig god leksikalsk artikel om buddhisme: http://leksikon.religion.dk/buddhisme

Sidstnævnte skriver bl.a.:
De Tre Juveler: Gautama Buddha efterlod sig ved sin død tre ting kaldet "De Tre Juveler", Triratna:

1. Læren (dharma) hvor én mulig vej til "frelse" beskrives.

2. Munkeordenen (sangha) hvor de rette betingelser for at nå til oplysning er til stede.

3. Og ikke mindst sig selv som forbillede (Buddha) og koncentrationspunkt.

Det er i en vedkendelse af triratna, at buddhister finder deres religiøse identitet, og det er derfor ofte det, de kalder deres religion. Triratna indgår således i den bekendelse, som en rettroende buddhist indleder sin morgenbøn med, og den er central i munkeindvielsen: "Jeg tager min tilflugt til Buddha, jeg tager min tilflugt til Dharma, jeg tager min tilflugt til Sangha". At der står: "Jeg tager min tilflugt" og ikke: "Jeg tror" er helt central i en forståelse af buddhismens væsen som en ateistisk og individuel frelsesvej. For det var karakteristisk, at Gautama Buddha ikke så sig selv som grundlægger af en religion. Men at han gav anvisninger på den vej, han selv havde fundet, og som kunne hjælpe andre til at finde den.