Klage - kommentar

Hej!

Fik 02 til min skriftlige dansk eksamen, hvor jeg min årskarakter ligger på 10, så overvejer at klage.

Nogen der har tid og lyst til at kommentere min opgave?

Opgaven lød på at skrive en kronik.

På forhånd tak! :)


Alvor og spøg

En forholdsvis kendt talemåde lyder, at 80% af alt hvad vi siger i sjov, mener vi faktisk alvorligt. Selvom talemåden overhovedet ikke har nogen videnskabeligt opbakninger (af hvad jeg ved af), og jeg i øvrigt mener, at det er en stjålen replik fra en TV-show, kan de fleste mennesker nikke genkendende til fænomenet. Måske ikke lige hele, runde 80%, men tæt på. I hvert fald hvis de tænker sig om. For netop det med at pakke sit budskab ind i humor for derved at beskytte sig selv, er vel så udbredt og naturligt for mennesker, at der næsten er tale om en medfødt forsvarsmekanisme. Hvor mange har måske ikke i sjov sagt til sin ven, at hans nye trøje er noget af det grimmeste, de længe har set og så ment det i sin fuldeste alvor? Jeg skal være den første til at sige, at det har jeg. Ordret endda. Efterfulgt af et “Arj, jeg laver bare sjov!”. Derved beskytter man sig selv mod den grimme konflikt, der kan opstå, men man beskytter - tror man i hvert fald selv - også vennen fra at blive såret. Hvis de spørger, så mener man det jo ikke, det er bare i sjov. Og anderledes skal det da ikke være for den ædle digtekunst.
Niels Lyngsø skrev i tidsskriftet Standard i 2002 en artikel om alvor og spøg i poesien. Teksten, med overskriften Mona og overskægget, beskriver med finurlige vendinger de grundlæggende forudsætninger for et godt digt. Nemlig, at

“Hvis et digt skal være godt, er alvor altså en nødvendighed mens spøg blot er en mulighed.”#

Lyngsø skriver, at alvor og spøg hverken er hinandens modsætninger eller forudsætninger. Han mener derimod, at spøg forudsætter alvor, men alvor forudsætter ikke spøg. Derved bliver teksten Lyngsøs bud på en defination af spøgen og alvoren i poesiens verden, og vi får som læsere også en grundig forklaring på ordet alvor, som i følge ham, kan afspejles i de to adjektiver: alvorlig og alvorsfuld. Hvor alvorsfuld forstås som det selvhøjtidelige, er alvorlig det oprigtige og saglige, og netop dette alvorlig er grundlæggende for alt spøg.
Samme klare defination på ordet alvor finder vi derimod ikke hos Lars Bukdahl, som i samme nummer af tidskriften Standard, skrev artiklen Alvorligt talt ud, der beskriver hans forhold til alvor. I artiklen skriver han, at det ikke er klart for ham, hvad alvoren egentlig står for, og hvordan han har måtte lide under denne udefinerede alvor. Og med ironien - som jo er en form for spøg -, der gennemsyrer teksten, lærer vi hurtigt, at Bukdahl ikke er en større tilhænger af den alvorlige og selvgode tilgang til tingene. Han mener også, at en ualvorlig tilgang til tingene er langt mere besværlig at opretholde, da den kræver ironi og humor og ikke har nogen stiv attitude at læne sig op ad. Bukdahls forståelse for ordet alvor ligger sig således tæt op ad Lyngsøs alvorsfuld. Bukdahls tekst er derved også en slags manifestation af sin modvilje mod dette alvorfulde. Og dette prøver han ihærdigt at illustrere både i og med teksten - hans synspunkter passer jo udmærket med hans benyttede virkemiddel - nemlig ironien.

I litteraturens og poesiens verden er spøgen blevet anvendt flittigt siden langt tilbage. Almen viden er jo, at vi ikke altid har haft yttringsfrihed, og var det ikke deciderede love og statsmagter, der censurede garvede forfatters værker, fandtes der et utal af moralske normer og tabuemner, der hurtigt satte stop udgivelsen af visse tekster. For at få udgivet sine tekster alligevel, blev emnerne pakket godt og grundigt ind i metaforer og ironi. Lyngsø skriver i sin tekst, at

“Det spøgefulde digt - og ikke mindst det pjankede digt - garderer sig, dækker sig ind. Man kan ikke tage det på ordet, for det mener ikke hvad det siger og siger ikke hvad det mener.”#

Dette kan vi jo alle også nikke genkendende til, for hvem har ikke i siddet i uendelige mange dansktimer med hjernen arbejdende på højtryk, for at finde den egentlige betydning af et bestemt digt? Et alvorligt digt er jo også mere sårbart end et spøgefuldt digt. Men i følge Lyngsø skal et digt heller ikke være fuldkomment alvorligt, det har vi breve og kronikker til. Med en mere alvorlig tilgang til emnet spøg og alvor end Bukdahl, mener Lyngsø helt konkluderende, at alvor er grundlæggende for spøgen, for spøg forudsætter et alvorligt element. Men spørgsmålet er så, om man godt kan være spøgefuld uden at have alvorligt budskab? Jo, ville de fleste - jeg inkluderet - mene, for der skrives jo også digte med det ene formål at være humoristiske. Men sådan virker det bare ikke på Lyngsøs tekst. Helt uenig med Bukdahl mener Lyngsø også, at alvoren er vigtigere og vanskeligere end det ualvorlige. Og dette illusterer han ved skrive, at

”det er en vigtigere, vanskeligere og smukkere gestus at male Mona Lisa end det er at tegne overskæg på hende bagefter,”#

hvor Mona Lisa symboliserer det alvorlige digt og overskægget spøgen. Og selvfølgelig er det da smukkere med den orginale Mona Lisa, men jeg synes nu alligevel, at det er mere interessant med overskægget.