En vurdering af en dansk stil

Hej folkens

Som så mange andre håbefulde danske gymnasieelever (STX) modtog jeg i dag mine skriftlige eksamenskarakterer, heriblandt et 4-tal for min præstation i skriftlig dansk. Normalt svinger jeg mellem 10 og 12 i mine stile og endte med at få 12 som årskarakter. Jeg er derfor naturligvis en smule skuffet over 4-tallet, men tænkte at jeg lige ville få en række second opinions inden/hvis jeg indsender min klage.

Jeg har desuden sendt stilen til min dansklærer, samt fået de gamle, som også er gymnasielærere (dog ikke i dansk), til at kigge den igennem. Forældrenes vurdering lyder på et 10-tal, mens jeg ikke har hørt fra dansklæreren endnu. Jeg vil meget gerne høre jeres vurdering og kommentarer, så her kommer stilen.

Tale og Samtale

’Et ungt menneske møder hver uge flere mennesker, end hvad flere af hans forfædre mødte i løbet af et helt liv’. Sådan skriver Morten Albæk i uddraget fra bogen Nedslag – mellem det vi siger og det vi gør, med titlen Smalltalkere, og som ungt menneske i det postmoderne samfund vil jeg ikke så tvivl ved rigtigheden af ovenstående: mængden af overfladiske bekendtskaber og knappe ordudvekslinger jeg hver dag gennemlever, kan næppe tælles på en hånd. Med værktøjer som Facebook og mobiltelefonen er jeg altid tilgængelig og aldrig afskåret fra kontakt, hvilket naturligvis har medført at den sociale interaktion mellem samfundets individer at steget gevaldigt inden for de seneste år. Jeg ’taler hele tiden med en eller anden, via det ene eller det andet medie, på den ene eller anden måde’ som det formuleres i uddraget fra bogen.
Det er umådelig svært at forestille sig at nogen skulle kunne føle sig ensom i en tid hvor mængden af SMS’er og e-mails der daglig sendes vidner om et abnormt højt kommunikationsniveau, specielt blandt de unge. Ikke desto mindre er dette tilfældet: op mod en tredjedel af alle unge føler sig med en vis hyppighed ensomme, hvilket forekommer paradoksalt, men ved nærmere eftersyn viser sig at være en naturlig konsekvens af kommunikations- og samfundsudviklingen i den senere tid, for godt nok taler vi mere sammen, men på et så overfladisk niveau og med en sådan hyppighed at det menneskelige nærvær forsvinder. ’Der er forskel på at æde og spise’ som Albæk formulerer det. Når vi æder smager vi ikke på maden og lugter ikke til den, men kaster den blot ukritisk i munden for at tilfredsstille en sult. Når vi modsat spiser maden, både smager og lugter vi til den, hvilket forøger værdien af måltidet uendelig meget.
Samme modsætning findes mellem Albæks begreber tale og samtale, hvor tale er den indholds- og følelsesløse udveksling af ord, der blot skal tilfredsstille vores behov for social kontakt, mens samtale er den engagerede og gensidige kontakt, hvor både ratio og patos spiller ind. Tale er overvejende en narcissistisk og egoistisk social interaktion hvor man ønsker at udbrede sit eget spændende liv til den påhørende der oftest har samme målsætning, mens samtale er af en altruistisk natur, hvor man lytter til modparten og engagerer sig kritisk i dennes fortælling, men også beretter om egne oplevelser. Problemet består ifølge Albæk i at de unge taler for meget og samtaler for lidt, og derved kommer til at mangle en central del af deres almene dannelse. Kun ved samtalen kan man komme ind på kroppen af sin modpart og danne rigtige venskaber, skabe tryghed og bygge længerevarende forhold, og samtaler vi ikke kommer vi i endnu højere grad til at føle os ensomme på trods af at vi med garanti vil fortsætte med at kommunikerer mere og mere! ’Man kan aldrig samtale for meget, men der er noget, der tyder på, at nogen burde tale noget mindre’, som Albæk skriver.
Som kontrast til ovenstående holdning står Robert Tinneys billedet med titlen Smalltalk. Billedet blev brugt som forside på det canadiske tidsskrift Byte, og viser en ballon med påskriften Smalltalk flyvende højt over en stor fæstning, liggende på en lille, stejl bakkeø, beliggende midt i et tomt hav. Slottet ligger således meget isoleret, mens ballonen flyver frit over skyerne og har det store overblik, hvilket også illustreres af passagererne ombord, der ekstatisk hænger sig ud over rælingen for at få hele oplevelsen med. Tidsskriftets navn indikerer at det beskæftiger sig med overvejende emner overvejende omhandlende IT, og dette ligger op til en tolkning, hvor slottet er det ansigtsløse, isolerede samfund, der ikke tager teknologiens vidundere til sig og derfor er isolerede, mens ballonen opnår den frihed der er ved teknologien og de sociale, smalltalk-muligheder der følger derved. Det bør dog bemærkes at billedet er fra 1981, og dermed fra en teknologisk tid der er en ganske anden end den Albæk skrev sin bog i.
Jeg er ung og stor bruger af de moderne kommunikationsveje for at holde kontakt med venner og be-kendte. Jeg vil ikke erklære mig definitivt enig i med hverken Albæk eller Tinney, men i stedet placere mig midt imellem de to. Albæks dommedagsprofetier om hvordan fremtidens borgere bliver socialt inkompa-tible individer, uden tilstrækkelig dannelsesmæssig bagage til at begå sig i samfundet præsenterer et alt for negativt syn på teknologi, mens Tinney og Byte modsat er alt for idealiserede ved at hævde at en fuldkommen accept af de teknologiske kommunikationsveje vil fritstille mennesket og gavne den sociale interaktion.
Mobiltelefonen og internettet har været hovedaktørerne i den kommunikationsrevolution der har stået på i de sidste 20 år. Begge har bragt verdenen tættere på dig og gjort det muligt at kommunikere ved folk fra hele den vide verden, uden at skulle rejse sig fra stolen, og trods de uløseligt forbundne negative aspekter af disse teknologiske tiltag, er det svært at krybe uden om at internettet unægtelig er praktisk og har åbnet døre der ikke troede fandtes: for 20 år siden havde de færreste troet at hele verden kunne samles på en global informationsmotorvej. I modsætning til Albæk mener jeg også at samtaler sagtens kan foregå på nettet, da grænsen mellem tale og samtale ikke er så sorthvid som den fremstilles i tekstuddraget - det er rigtigt at det efterhånden er blevet socialt accepteret at skrive SMS’er udelukkende for at blive underholdt, men vi har også et behov for fyldestgørende samtaler og disse kan for det meste sagtens foregå digitalt -, og at den nuværende unge generation ikke har en narcissistisk dagsorden når de taler sammen.
Ligegyldigt hvor virkelighedstro en digital kommunikationsform bliver, kan dog aldrig til fulde erstatte nærværet af en samtale ansigt til ansigt. Et webcam kan levere nok så virkelighedstro og knivskarpe bille-der, men kropssprog og omgivelser er så essentielle for en rigtig samtale at en sådan skal finde sted i den virkelige verden. Til trods for at vi er i overvældende grad har taget de nye kommunikationsformer til os er det stadig ting der endnu ikke foregår digitalt, og næppe vil komme til at gøre det: et frieri leveret per SMS-besked har ikke samme emotionelle værdi, ligesom man aldrig afbryder længerevarende forhold i et chatprogram. En total accept af de teknologiske goder og en omlægning af vores sociale interaktion til noget stringent digitalt, et ønske der kan udledes af Tinneys tegning, bliver derfor imod min vilje. Jeg vil foretrække en model hvor ballonen er forankret til fæstningen, således at vi indlemmer de gode og brugbare kommunikationsformer, men med forankring i anstændige og moralske værdier der bygger på de flere hundrede års erfaring vi har som socialt orienterede individer.
Et, i mine øjne, stort problem der er opstået i kølvandet på denne teknologisering af kommunikationen er undermineringen af den private sfære. Tjenester som Facebook og MySpace, der gør det muligt at lægge billeder op til alles nydelse, har betydet at alle pinligheder nu udstilles til offentligt skue af venner eller andre med kameraer. Hvor sladderen tidligere spredte sig som ringe i vandet – langsomt og med kort rækkevidde – kan de nu bedst beskrives som flodbølger, hurtige og hårdtslående: ens udskejelser kan blive internetfænomener i løbet af minutter, en skæbne der er tilfaldet flere uheldige personer i cyberspace. Det største problem med internettet er således også dens force: det er totalt anarki, ingen moral og etik, ingen regler og overhoveder, blot den almene befolkning der sætter dagsordenen, for godt og for ondt.
I det hele taget er denne udstillingsvillighed er dyrekøbt problem, da dette i værste fald kan føre til en udpræget homogenisering af befolkningen der alle ønske at imødegå normen: hvis alle går med jeans, men du foretrækker joggingbukser, er de eneste måder at undgå latterliggørelse enten en omlægning af din tøjstil eller afskæring af al social kontakt. Eksemplet er ganske vist ekstremt, men illustrerer alligevel, hvor indflydelsesrig en almentilgængelig kommunikationsform er, specielt en uden ledelse. Uanset hvor hyppig kommunikation bliver og på hvilken form den benyttes, er det essentielt at havde et privat råderum, en sfære, hvor ingen andre kan komme ind, med mindre man lader dem. Udstilles denne, i TV eller online, har vi krydset en grænse og rykket normerne for det acceptable i en sådan grad, at brugen af globalt tilgængelige kommunikationsformer i høj grad problematiseres. Ved ansigtsløse samtaler glemmer man ofte at det er mennesker der modtager ens beskeder i den anden ende, og at det mennesker med privatliv der skades, hvis noget pikant og privat udstilles. Ligesom TV3 ifølge Søren Staal Balslev i teksten ’Giftigt: Klædt af’, mangler en konsekvensetisk pressetilgang, kan det samme komme til nat gøre sig gældende for den almene internet- og mobilbruger, hvis udviklingen fortsætter i denne retning. Et billede på nettet kan ikke tages ned som fra en opslagstavle og når billeder ydermere blot er segmenterede gengivelser af virkeligheden, kan man ende med at finde en forvrænget selvbiografi i et skummelt hjørne af internettet, hvis man selv og ens pårørende ikke er påpasselige. Paradoksalt nok advarer Albæk imod mere digital kommunikation fordi den er overfladisk, blot tale, men det reelle problem kan vise sig at vi borer så dybt i vores medmenneskers privatliv, da vi oftest ikke kender dem personligt.
Sociologen Anthony Giddens skabte i midten af 90’erne fem begreber han mente var centrale for socialiseringen af det moderne individ, hvoraf de to på mange måde opsumerer essensen af denne debat glimrende, udlejringen af de sociale relationer og den globale landsby. Udlejringen af de sociale relationer er en teori der postulerer at der er et inverst forhold mellem teknologiseringsgraden af samfundet og de sociale relationer mellem individerne, et problem Albæk i høj grad påpeger, mens Tinney i højere grad lægger vægt på metaforen om den globale landsby, at hele verden nu er tilgængelig for alle med en computer med internetopkobling. Det centrale i Giddens’ postulat er at en samfundsmodernisering er en pakkeløsning, at vi ikke blot kan vælge de gode aspekter af udviklingen, men bliver nød til at tilpasse det så vi får en blanding af negative og positive elementer vi kan acceptere i et samfund.
På mange måder er debatten om onlinekommunikation lignende den om presseetik: vi kan reelt set gøre alt, bringe alt, følge en streng pligtetisk linje og bringe et uforfinet og upoleret billede af hele klodens mennesker, fordi befolkningen har ret til at vide hvad der sker, et syn der til dels præsenteres af Lars Hjortshøj i tekst 4, eller vi kan tænke på de ukendte mennesker, der også sidder ved en computer, og være mere konsekvensetiske i vores brug af globalt tilgængelig kommunikation, som Balslev foreslår det.
Kommunikation har givet os verden og vennerne ved hånden – nu skal vi blot bestemme hvor meget af vores sociale kontakt vi tør lade foregå digitalt, uden at ende som isolerede individer i stedet for sociale skabninger. Det er naivt at tro vi kan bremse udviklingen, men vi kan tilpasse den til at imødekomme vores behov og de normer vi ikke vil gå på kompromis med.

Jeg takker på forhånd

- Hans