Tale og Samtale - dansk fremstilling stx maj 2009

 Hey,

Jeg bliver student på tirsdag - wuhu! - og har nu også modtaget mine skriftlige eksamenskarakterer. Men jeg vil gerne høre jeres vurdering af mit essay, karaktermæssigt, også selvom I bare lige skimter det igennem.

Tak! - Ane

Opgaveformuleringen var:

Tale og samtale
Skriv et esay om tale og samtale.
Essayet skal med udgangspunkt i smalltalkere (tekst 2) og billedet Smalltalk (side 10) undersøge mulig-heder og begrænsninger i forskellige kommunikationsformer i det moderne samfund.
 

og jeg skrev:

2. Tale og samtale

Min mor har altid sagt til mig, at jeg skal øve mig i at smalltalke. Hun har også altid sagt, at jeg har mit sociale gen fra min far. Da jeg var mindre, blev jeg sur: mine forældre er skilt, og jeg oplevede kritik af min far mellem linjerne. Men nu er jeg helt sikker på, at hun har ret i begge dele. For min far var den i kollektivet, som sad på sit eget værelse med sin kat og en tekande på bordet og læste gamle historiske beretninger til trods for, at de andre legede vok-senlege i fællesrummet. Det samme kunne jeg finde på. I niende klasse var jeg på efterskole, en social institution som flytter eleverne fra punkt A til punkt B – to punkter der ligger mile-vidt fra hinanden – i løbet af 10 måneder. Det år læste jeg, som min far sikkert ville have gjort, rigtig mange bøger og lavede altid ekstra afleveringer til matematik. Men jeg blev også bedre til at smalltalke. Når man er på efterskole, sker det rigtig tit, at piger skændes, mobber eller snobber. Der opstår mange svære situationer, som man skal være en del af, selvom man egentlig ikke gider at blande sig. Her er en lille let konversation perfekt: man viser, at man er interesseret, og at man forholder sig til, hvad der er sket, men uden at bruge mere energi end højst nødvendigt. Her virker smalltalken som en velvalgt distance.
Men hvad i min overbevisning kan være en velvalgt distance, problematiserer Morten Al-bæk generelt i tekstuddraget Smalltalkere fra 2008. Albæk har taget de pessimistiske briller på og tager samme fokus som den ene fløj af tidens sociologer, der ser en verden i forfald med nedbrydning af kulturer og fællesskaber og individer, som kæmper for sig selv mod hin-anden uden sympati eller empati for sine medmennesker. Albæk beskriver, hvordan meget indholdstom kommunikation fører til mere ensomhed. Han skriver også, at hvor nogle finder det paradoksalt, så ser Albæk det som et selvfølgeligt resultat af ”en kommunikationskultur, der ikke differentierer mellem form of indhold, og som sætter kvantitet højere en kvalitet”. Han anfægter her vores nyligt skabte kommunikationsnormer og sammenligner nutidens tale-strømme med at æde og at glo, verber der er smagsløse og uden yderligere refleksion – men-nesket bliver altså begrænset. Men jeg vil vove at påstå, at Albæk undervurderer mennesket. Herved stiller jeg mig på modsatte fløj og står hånd i hånd med Anthony Giddens, der taler om et bevidst individ fordret af det senmoderne samfund. Globaliseringen giver muligheder, som før var utilgængelige. Alle disse muligheder medfører mindst ligeså mange valg og igen ligeså mange muligheder for at vælge forkert. Risikoen for så at vælge forkert bliver den en-keltes byrde og ansvar, og derfor mener Anthony Giddens, at det senmoderne samfund har medført øget refleksion hos individet. På baggrund af denne teori mener jeg at kunne påstå, at mennesket selv vælger smalltalken og selv vælger den lette konversation frem for en evig forholden sig til dit og dat og livets store spørgsmål. Mennesket er ikke et passiv i en verden, der udvikler sig omkring det, men har derimod selv været med til at frembringe den nye kommunikationskultur, som man må forvente er motiveret af noget i mennesket, lyst som instinkt, som det var og er med nye teknologiske udvikling, der konstant udvikles og udvikler sig selv for at kunne overgå sig selv og modvirke konsekvenser.
Det er på grund af teknologien, at vi i dag kan snakke sammen på alle mulige måder. Hvor vi tidligere sendte breve, sender vi i dag bare en mail – for eksempel kan fødselsdagskort sen-des over nettet fra en af de mange hjemmesider, som udbyder netop denne service. Ligeledes er konceptet ’en aftale’ relativeret, eftersom vi i modsætning til tidligere blot kan sende en sms eller ringe til de gamle for at opdatere dem, om hvornår vi kommer hjem, afhængigt af hvordan festen udvikler sig. På den ene side er udslaget, som Albæk siger det: det kommer alt sammen til at handle om mig (eller DIG som Albæk ville have sagt det). Et eksempel her på kunne lyde: ”Jeg fjerner fnug fra min bluse”. Men på den anden side handler den besked jo ikke kun om afsender. Det drejer sig i lige så høj grad om relationen mellem afsender og mod-tager – det at afsenderen ønsker at dele denne oplevelse med modtageren. Dette giver faktisk en umiddelbart ubetydelig oplevelse meget stor betydning. Mobiltelefoner giver os mulighed for at være tæt på hinanden til trods for stor fysisk afstand. Men med risiko for at denne form ”langdistanceforhold” overtager nærværet, og at vi kommer til at glemme traditionel fysisk kontakt. Spørgsmålet bliver, om det er sms’en, mailen eller chatten for den sags skyld, som holder os derhjemme eller om det faktisk er den, som får os ud i verden. Dette spørgsmål stil-ler tidsskriftet Byte også med deres forsidebillede fra august 1961. Den store luftballon med ordet ’SMALLTALK’, er på vej væk fra den lille ø med det flotte slot. Flyver vi med luftbal-lonen ud i verden for at smalltalke, eller er det smalltalken, som får os til at bevæge sig væk fra vores egen verdens navle og ud mod bredere horisonter?
Chatten er egentlig et godt billede på denne eventuelle tosidighed i konsekvenserne. Fordi nogle ser chatten som et fuldt ud fiktivt univers, der er til parallelt med, men også i den grad uden for virkeligheden. Men for andre er det virkeligheden. Det er der, hvor de udvikler deres identitet og deres liv. Personligt gav chatten mig i min folkeskoletid selvværd, selvtillid og mod til at møde mennesker ude i virkeligheden – altså ikke den inden i vinduet på skærmen, men den uden for mit vindue. I cyberspace er der en generel almen accept af alle, og hvis man oplever andet, så kan man altid bare lukke vinduet og åbne et andet. Men min erfaring med chatforums er ikke noget, som jeg siger højt og til alle, for mange vil mene (og til stadighed også lidt mig selv), at det er ynkeligt ikke at turde skabe sit liv ude i den virkelige verden. Men jo længere ind i fremtiden vi kommer, des mere accepteret bliver cyberspace – og det er egentligt lidt som med globaliseringen: det kan godt være, at vi ikke kan lide konceptet og dets påvirkning, men derfor er det stadigvæk til stede i vores liv og vil være det en god porti-on tid endnu. Og hvem kan i øvrigt mene, at man angående dating skal begrænse sig til sin by og omegn, når der teoretisk set er et par milliarder potentielle dates, der rider på den blå inter-netbølge.
Men en ting er konstant at finde nye bekendtskaber og at udvikle sit netværk, uden at der nødvendigvis behøves at blive lagt et ordentligt grundlag for en ordentlig relation – for det er måske slet ikke ønsket. En anden ting er de relationer, vi allerede har – vores intime fælles-skaber. Hvis jeg bedte Morten Albæk om at overhøre nogle af mine samtaler med min bedste veninde, vil han høre ikke høre andet end smalltalk, for han er ikke en del af vores relation, og han kender ikke vores fælles udgangspunkt. Hvad udadtil virker som volapyk tale, kan indad-til være den mest meningsfulde samtale. Så hvor er grænsen for smalltalk? Hvornår er det, at to hver især taler for meget til hinanden og ikke samtaler? Hvem skal gøres til dommer? For jeg er overbevist om, at det netop er en charme ved dagens samfund, at vi kan holde skidt for sig og kanel for sig. Hvor man i gamle dage læssede det hele af på familien, bevæger vi os nu rundt fra det ene fællesskab til det andet med det formål at få flest mulige input for at kunne skabe os det bedst mulige liv. Den store udfordring er så at gøre os til herre over eget liv og bevæge os ud i verden i stedet for at vente på, at den kommer og overrumpler os.