Studievalg og videregående studie

En lang proces

23. april 2009 af Anne Fiil (Slettet)


Da da da dam.... Hul igennem! Jeg kom sgu videre i den elitært strenge udvælgelsesrunde! Efter en lang lang måned med ventetid stod der en dag på hjemmesiden: Tillykke! Du er kommet videre i optagelsessystemet. Du bedes møde på Syddansk Universitet kl. 9. På journalistuddannelsen lærer man, at skrive så det ægger, vækker og dækker. Derfor er det strengt forbudt at skrive: Den første dag havde jeg sommerfugle i maven. Det skal være langt mere originalt, fyndigt og lækkert. Så jeg vil i stedet skrive, at jeg havde kæmpe karper, der svømmede rundt i mit tarmsystem. Hverken kaffe, smøger eller toiletbesøg fik dem til at slappe af.


Jeg havde som mange andre med journalistdrømme, taget et ophold på én af de mange højskoler i landet, der har journalistik som hovedlinje. Året forinden havde jeg forgæves søgt ind på Danmarks Journalisthøjskole, men dumpede sprogtesten med et brag. Jeg kunne ikke sætte et komma korrekt og havde derfor brug for hjælp. Askov Højskole dannede derfor rammen om mit liv i foråret 2008. Alle der går med en lille journalistspire i maven, vil jeg råde til at tage sådan et ophold. Udover at man bliver langt bedre til at spidsvinkle og sætte kommaer, får man en hel masse sociale kompetencer med i købet.


Men anyways… jeg klarede optagelsesprøven og også samtalerunden. Jeg var et kæmpe nervevrag til samtalen. Jeg havde skrevet en del om politik i min motiverede ansøgning, og var så heldig, at komme ind til to frygtindgydende universitetsprofessorer (med speciale i politik). De hamrede mig fra det ene ringhjørne til det andet og afsluttede med en total fuldtræffer af en knockout. Men jeg fik på mirakuløs vis overbevist dem om, at jeg på trods af manglende kendskab til politik, var den rette at lukke ind gennem nøglehullet.


Jeg elsker min hverdag. Jeg går på 2. semester og har tv-produktion. Det er så spændende, så sjovt og ekstremt tidskrævende. Det er vidunderligt og ulideligt. Det er grænseoverskridende og formidabelt. Journalistuddannelsen på Syddansk Universitet er slet ikke, hvad jeg tilnærmelsesvis havde forventet.
Om ”livet” på universitetet vil jeg berette om i næste blog.


Anne


Skriv et svar til: En lang proces

Du skal være logget ind, for at skrive et svar til dette spørgsmål. Klik her for at logge ind.
Har du ikke en bruger på Studieportalen.dk? Klik her for at oprette en bruger.