SISYFOSMYTEN! - albert camus

Jeg forstår ikke helt hvad du spørger om? Har du læst dig til det? Sekundær litteratur eller ved analyse?

Karam

Sisyfos er lykkelig, fordi han, i camus tolkning, har gjort sig til herre over sit eget liv, på grund af de personlige valg, han har truffet - typisk eksistentialisme - han har så at sige skabt essens ud af sin eksistens

Det ved jeg ikke om jeg er helt enig i JJ-cool. Jeg mener at der ligger mere i det. Ikke at han er herre over sin eksistens. Der kommer lykken ikke. Det er blot bevidstheden om at muligheden er der, for at sætte det lidt på en spids.

Karam

#2's udlæg er korrekt.

Der er da ikke noget korrekt udlæg af det. Det er en fortolkningsmæssig sag.

Karam

Nej, ikke når vi taler om i forhold til Camus, vi har lige haft om det.

Så der er fortolkningsmuligheder ved alle ting, pånær ved Albert Camus - han er absoult?

Hvis I lige har haft om Camus, så kan det være at I har læst L'étranger? Er det sandt?

Karam

Nej, absolut ikke - og slet ikke, når vi taler om eksistentialisme/absurdisme i sin helhed, men det er dog den gængse påstand, ifølge min lærer (som jeg igen har talt med herom), når der er tale om Camus fortolkning af Sisyfos-myten.

Nej, det har vi ikke.

Mvh.

Nej - det er nok ellers betegnet som hans hovedværk, og må siges at være meget væsentligt. Det er ellers den jeg bygger min kommentar på. I den er den "reddede" fra uvisheden ikke herre over eget liv, da han er dømt til døden og er i sin celle. Stadigvæk ender han lykkelig og afklaret.

Man kunne argumentere for at "herre over sit eget liv" er forstået mere eksistentialistisk, og at det dermed betyder at han kunne have været herre over sit eget liv (dvs. han er det i en dybere og mere eksistentialistisk tankegang). Er det tilfældet er jeg enig, menes der at han bestemmer over sit liv og hvad han vil og hvad han kan rent praktisk, er jeg stadig uenig.

Håber ikke det er det din lærer siger.

Karam

Jeg har som bekendt ikke læst bogen og kan derfor ikke udtale mig vidt og bredt om det. Men jeg vil da mene - selvom de har den eksistentialistiske tanke til fælles - at vi her har med to forskellige historier at gøre.

Jeg forstår ikke, hvad du mener med, at "han er det i en dybere og mere eksistentialistisk tankegang". I en dybere og mere eksistentialistisk tankegang? Det giver ikke helt mening. Og heller ikke hvor du får "og hvad han vil og hvad han kan rent praktisk" fra, det har grundlæggende intet med eksistentialismen at gøre.

Mvh.

Nej, det kan jeg godt se, men grundtanken i hans tolkning og L'étranger er meget ens.

Jo det giver fint mening, men hvis du ikke har sat dig ind i eksistentialismen og argumenterer pba. hvad din lærer siger er det svært at få noget ud af debatten her (som ellers er mega spændende :-) ).
Og det andet citat. Det giver også fin mening. Det handler om at hvis man er spærret inde i et fængsel og er dødsdømt kan man spørge sig selv om man er sin egen herre? Der er to mulige svar:

1) Ja, det er du fordi mennesket er i sin natur ene om at tage alle sit valg. Det er frit, og med den frihed følger en valgfrihed som gør at man er i stand til at bestemme over sig selv i alle situationer - man har så at sige altid et valg og det er kun én selv der kan tage det.

2) Nej det er man ikke fordi at det kan godt være at man eksistentialistisk er ansvarlig for sine valg og selvbestemmende, men man kan jo ikke bare flygte og gøre hvad man har lyst til at på den måde (deraf ordene rent praktisk). Man er låst inde og når den katastrofale dag oprinder bliver man dræbt om man vil eller ej.

Det er der man skelner og dette kommer fint til udtryk i Den Fremmede og derfor hiver jeg den frem. Der er nemlig mange der misforstår den tanke om frihed. Det er også min teori at det er en af grundene til at Camus selv ikke påråber sig at være eksistentialist - det er dog blot en løs fesen teori :-). Der er for mange der forbinder liberalismen og eksistentialismen for at sige det groft og dette er ikke muligt.

Håber du er med hvad jeg argumenterer for nu.

Karam

jamen præicis, eksistentialismen gør ham ikke lykkelig, hvad gør så?

at han har følt lykke og må ta det som betaling? hvordan forstår ikke

"Jo det giver fint mening, men hvis du ikke har sat dig ind i eksistentialismen og argumenterer pba. hvad din lærer siger er det svært at få noget ud af debatten her", jeg har sat mig fint ind i eksistentialismen, jeg forventer blot en forklaring på et udsagn som "han er det i en dybere og mere eksistentialistisk tankegang" - som jeg før nævner det - ikke helt giver mening i en forståelsesmæssig sammenhæng.

"men man kan jo ikke bare flygte og gøre hvad man har lyst til at på den måde (deraf ordene rent praktisk)" - igen giver det i en forståelsesmæssig sammenhæng ikke helt mening. Endvidere er det selvsagt logisk, at man er "bundet på hænder og fødder", når man befinder sig i et fængsel - det siger sig selv. Derudover vil jeg igen mene, selvom jeg naturligvis ikke har læst Camus bog, at du ikke kan sammenligne de to historier: Der er trods en vis forskel på de to historier, når nu Mersault sidder i et fængsel i bogstaveligste forstand.

Mvh.

#12

"Det logiske valg er, at du accepterer din absurde skæbne. Fordi du selv er ansvarlig overfor dine handlinger og selv bestemmer din skæbne. Erkendelsen af at tilværelsen er absurd og meningsløs bliver forvandlet til en erkendelse af et personligt ansvar. Og så er det op til dig selv at give dit liv mening. Til at finde skønheden i trivialiteten. Dette gør Sisyfos og derfor er han et lykkeligt menneske."

"De fleste mennesker har set Sisyfos som mennesket, der bærer det meningsløse arbejde som en grusom straf. Camus forestiller sig, at Sisyfos tværtimod er lykkelig. I sit trælsomme arbejde ved han altid, hvad han skal gøre, også selv om det han gør ikke har nogen højere mening. Og imens kan han jo så nyde udsigten fra bjerget…"

"Og sådan bliver Camus’ Sisyfos intet mindre end prototypen på Det moderne Menneske, der må erkende, at livet er meningsløst og finde lykken i trods mod skæbnens ironi. Simpelt hen, fordi livet er livet og har værdi i sig selv, med al sin skønhed, som ikke bliver mindre skøn, fordi den er uden forudfattet mening."

http://www.information.dk/18638

Ved ikke hvor du vil hen med det? Det modsiger hverken mig eller dig, så ser det som lidt irrelevant.

Og med hensyn til det der ikke giver mening; hvis du ikke har forstået hvad jeg skriver, så har du i hvert fald ikke forstået Camus, som jeg har forstået ham.

Karam

Jeg bryder mig ikke om formuleringen: "Det logiske valg er, at acceptere din absurde skæbne". Det er da overhovedet ikke noget logisk valg, faktisk strider det imod al logik og fornuft, hvorfor valget som sådan er præcist så absurd, som skæbnen er.

#9 Jeg er ikke enig i, at det er selve muligheden, der gør ham glad. Det stemmer ganske simpelt ikke med resten af den eksistentielle tankegang. Alle subjekter har muligheden, det ligger i det at være menneske, men alt for få benytter sig virkelig af den. Selve det eksistentielle valg består jo netop i - så vidt jeg husker Camus - at erkende livets absurditet og heraf skabe klarhed over ens eksistens. 

Det samme gælder for Sisyfos, der er dømt til at skubbe stenen op på toppen af bjerget gentagne gange, men selv om det virker absurd og deprimerende, forstår han, at det nu engang er hans hverv, hvorfor han ærligt, engageret (Sartre) og lidenskabeligt (Kierkegaard) vælger at udføre arbejdet. I det valg opstår meningen, og i det valg bliver han lykkelig. 

Angående muligheden kunne vi jo bevæge os over i de helt tidlige eksistentielle tænkere. Lad os tage Kierkegaard og hans stadielære. Æstetikeren ængstes også og netop i angsten udfolder muligheden sig, men han fortvivler, for han tør ikke at vælge, og vælger du ej, opnår du aldrig etikerens tilfredsstillelse. 

Og uden at ligge mig fast på, om min tolkning er korrekt, mindre korrekt eller andet, så synes jeg, at det er relevant at nævne, at alt ikke står til fortolkning. Det er ganske enkelt ikke sandt.

#15:

#14 er henvendt til #12, som jeg også skriver i indlægget.

"Og med hensyn til det der ikke giver mening; hvis du ikke har forstået hvad jeg skriver, så har du i hvert fald ikke forstået Camus, som jeg har forstået ham". Øh, lidt af en vrøvlesætning: sikke mange gange du kan skrive "forstået" :-). Jeg kan ærlig talt ikke se, hvad din hensigt er med sætningen - det, du skriver, er da indlysende og giver derfor heller ikke helt mening, men okay - fred være med det :-) ..

En del i de indlæg, du har skrevet, er, som jeg også tidligere har nævnt (og bedt om videre svar på, som jeg ikke har fået), forståelsesmæssigt usammenhængende med henblik på den eksistentialistiske tankegang.

Du undgår envidere at svare på den forskel, der er imellem Sisyfos og Mersault, jeg har fremlagt.

Af den grund er det ren Sisyfos(!) at diskutere videre.

Jeg har ytret mig - og #0 har vist fået svar og mere til.
 

#16

"...at det er relevant at nævne, at alt ikke står til fortolkning. Det er ganske enkelt ikke sandt"

Det kan meget vel være mig, der er langsom, men jeg skal lige have slået fast: Mener du, at alt ikke står til fortolkning (dvs. kun noget) eller mener du, at alt (dvs. alt i hele verden) står til fortolkning (jvf. "det er ganske enkelt ikke sandt")?

"Jeg bryder mig ikke om formuleringen: "Det logiske valg er, at acceptere din absurde skæbne". Det er da overhovedet ikke noget logisk valg, faktisk strider det imod al logik og fornuft, hvorfor valget som sådan er præcist så absurd, som skæbnen er"

Jeg er fuldt ud enig. Man kunne med rette blot have skrevet "valget er at acceptere..." i stedet.

#18 Jeg mener, at det oftest høres, at alt inden for humaniora og specielt litteratur er en "fortolkningssag". Men det er ikke sandt, der er oftest noget, der er langt mere plausibelt end andet, hvorfor det ofte er muligt at bedømme, at folks tolkninger er forkerte. Alt står således kun til fortolkning, hvis man har tendens til at overfortolke, og det er tit lige så slemt som slet ikke at tolke. Naturligvis er det kun noget, der står til fortolkning, det er jo ikke ubetinget relativt.