Kommentarer til Studieportalen.dk

Forumtone

15. september 2014 af Jacobadm (Slettet)

Kære brugere på Studieportalen.dk

Vi er på Studieportalen.dk rigtig glade for at se, at forummet fungerer, og at så mange mennesker dagligt får svar på deres faglige spørgsmål og skolerelaterede problemer. 

Vi sætter i den forbindelse utrolig meget pris på de brugere, der har overskuddet og lysten til at hjælpe andre studerende med gode, pædagogiske og relevante svar. Det er jer, der holder liv i forummet, og det er jer, der gør, at Studieportalen.dk er det første sted, studerende søger hen, når lektierne driller. Mange tusind tak for det!

Med det sagt, så har vi dog på det seneste oplevet, at tonen fra nogle brugere har været en smule hårdere, end det har været nødvendigt. Vi går meget op i, at alle, der benytter sig af Studieportalens forum, føler sig trygge ved både at stille og besvare spørgsmål. Derfor vil vi fremoveri endnu højere grad være opmærksomme på, at der bliver holdt en pæn og fornuftig tone. Vi opfordrer derfor til, at der bliver talt ordentligt til hinanden – for vores, for din og for andres skyld.

Hvis en bruger eksempelvis stiller et spørgsmål, der af den ene eller anden årsag er uklart, for krævende eller lignende, så er det mere end tilladt at gøre brugeren opmærksom på dette. Eksempelvis med lignende formuleringer:

”Jeg er ikke helt klar over, hvad du vil have mig til at hjælpe med – kan du prøve at uddybe?”

”Jeg kan godt se, at opgaven er svær, men du kan hverken forlange eller regne med, at der er nogen, der vil lave det hele for dig. Prøv at forklare, hvad det er, du har svært ved”.

Nedladende formuleringer som herunder er ikke tilladte. De er heldigvis sjældne, men vi ønsker naturligvis helt at undgå dem:

”Lær dog at formulere dig, før du stiller et spørgsmål!”

”Der er sgu ikke nogen, der gider hjælpe dig, når du spørger på den måde!”

Husk på, at vi er mange forskellige mennesker i alle aldre her på Studieportalen.dk. Alt fra folkeskoleelever, gymnasieelever og universitetsstuderende til lærere, ph.d’ere og folk med alle mulige andre baggrunde. Disse forskelle gør, at der kan opstå kommunikations- og forståelsesvanskeligheder, og det er kun naturligt, når så mange forskellige mennesker er samlet på ét sted. Dette er dog også netop med til at gøre forummet unikt, og det ønsker vi naturligvis, at det skal blive ved med at være. Så vær tålmodige med hinanden og overvej, hvordan I formulerer jer.

I øvrigt henviser vi til vores retningslinjer for forummet for yderligere uddybning af de gældende regler.

Endnu en gang mange tak til alle jer, der dagligt stiller og besvarer spørgsmål på forummet, og som er med til at gøre Studieportalen.dk til et sted, hvor alle føler sig velkomne til både at søge og tilbyde lektiehjælp.

Mange venlige hilsner,

Jacob, Studieportalen.dk


Skriv et svar til: Forumtone

Du skal være logget ind, for at skrive et svar til dette spørgsmål. Klik her for at logge ind.
Har du ikke en bruger på Studieportalen.dk? Klik her for at oprette en bruger.