Nogle som har lavet en diskursanalyse af Danske Toner

REGERINGENS UDENRIGSPOLITISKE ERKLÆRINGER

Regeringen er gaaet over til udenrigspolitisk som indenrigspolitisk at yde aktiv støtte til Hitler-Tysklands krigsmaal, skønt den ved, at en tysk sejr i krigen betyder varigt slaveri og national ufrihed for det danske folk. Denne politik er karakteriseret ved to regeringserklæringer. Den første blev afgivet af udenrigsminister Scavenius i Juli i fjor og siger bl.a.:

”Ved de store tyske sejre, der har slaaet verden med forbavselse og beundring, er en ny tid oprunden i Europa, der vil medføre en nyordning i politisk og økonomisk henseende under Tysklands førerskab. Det vil være Danmarks opgave at finde sin plads i et nødvendigt, aktivt samarbejde med Stortyskland. ”

Moralsk ligger hr. Scavenius med denne erklæring paa linje med den norske bondepolitiker Hundseld, der paa samme tidspunkt tilsluttede sig Quisling´erne med den motivering, at ”man maa slutte sig til sejrherrens ideologi”! Men hele regeringen har godkendt denne erklæring, og den er senere mangfoldige gange blevet understreget og forstærket af statsminister Stauning, bl.a. gennem den berygtede studenterforeningstale i vinter og gennem hans sidste udtalelser til det svenske Goebbels-organ ”Aftonbladet”, hvori han i stort som i smaat erklærer sig beredt til at indordne Danmark under den nazistiske ”nyordning” i Europa. Man forstaar efter dette til fulde den varme anerkendelse, der fra tysk-nazistisk hold strømmer hr. Stauning imøde!

(…)

[til top]

HVAD BLIVER DET NÆSTE?

Nu fængsler man Kommunisterne, forbyder Kommunistisk Parti og fastsætter strenge straffe for ”kommunistisk virksomhed”. Men det vil gaa i Danmark som overalt, at overgrebene mod Kommunisterne kun blev indledningen til overgreb mod andre partier og mod det arbejdende folks organisationer og mod alle borgeres demokratiske rettigheder. Der kan ikke i vor politik, vor agitation, vore krav i fagbevægelsen, vore forslag i kommunerne og paa rigsdagen paavises nogetsomhelst, som ikke er i overensstemmelse med det arbejdende danske folks interesser. Det vil blive saadan, at ethvert arbejde i samme retning, uanset hvem der gør det, vil blive stemplet og forfulgt under paaskud af, at det er ”kommunistisk virksomhed”.

Stikordet er jo i øvrigt for længst givet i fagbevægelsen af de værste HIPA-folk[ 1]. Ligegyldigt om det var nok saa gamle og partitro Socialdemokrater, der fremkom med en kritik af regeringens politik eller et forslag, som ikke passede paa bjerget”, saa blev de stemplet som ”Kommunister” og deres forslag som ”kommunistisk splittelsesarbejde”. Tro ikke, at denne metode ikke fremtidig vil blive tillempet under større former og brugt af andre folk! Hvis fagforeningerne ikke med det samme belaver sig paa noget saadant, saa gaar man løs paa dem, naar man nu mener at have gjort det af med Kommunistisk Parti.

Men friheden vindes ikke ved at bøje nakken. Det danske folk gør sig ikke fortjent til friheden, hvis det nøjes med at sætte sin lid til, at Sovjetunionen og England nok skal give os vort land igen, naar de har knust Hitler. Kampen er haard og verdensomspændende. Dens front gaar ikke blot ved Kanalen, i Ukraine og i Karelen, den gaar gennem hver eneste fabrik, hver eneste landsby i Europas lande. Og ikke mindst i de besatte og underkuede. I den front er det danske folk ved at finde sin plads og udfylde den, og vi kommunister skal vide at føre an!