Studievalg og videregående studie

Erhvervsøkonomi, HA eller Jura?

25. maj 2017 af mariafaerge

Hej folkens!

Jeg står pt. ved afslutningen af 3.g på STX på en linje med Samfundsfag A, Engelsk A og Matematik B og efter et enkelt sabbatår, vil jeg søge ind på Aarhus Universitet. Jeg er dog meget i tvivl, om jeg skal vælge Erhvervsøkonomi, HA eller Jura, og derfor søger jeg erfaringer, råd, tips osv. Mit snit ligger på ca. 11-11,5, så optagelse er intet problem på nogen af uddannelserne.

Jeg var i studiepraktik på HA sidste efterår, og jeg følte, det var virkelig spændende. Det virker til at være en god kombination af ledelse, matematik, psykologi, adfærd osv. Jeg har haft matematik på B-niveau, hvor jeg både fik 12 i skriftlig og mundtlig årskarakter og også i skriftlig og mundtlig eksamen, så umiddelbart tror jeg godt, jeg kan klare matematikdelen, da jeg har et flow for det og til dels interesserer mig for det. Har dog lidt svært ved integraler, funktioner og lignende. Derudover har økonomi- og sociologiforløbene i mine samfundsfagstimer været det, der har interesseret mig mest, hvilket også virke til at være fokus på HA. Jeg elsker også engelsk, og kan godt lide, at kandidaten er på engelsk, samt at uddannelsen åbner for karrieremuligheder i udlandet også. Dog frygter jeg meget, at det er en kæmpe ulempe for mig, at have taget en STX fremfor en HHX, da HHX har mange af de fag, som man også har på HA. Derfor frygter jeg lidt, at jeg ikke ville kunne følge med ift. de andre studerende samt om jeg ville kunne klare mig godt på arbejdsmarkedet. Jeg er også generelt lidt i tvivl om, hvilke karrieremuligheder der overhovedet er med en HA? 

På den anden side får jeg at vide af både familie og lærere, at jeg ville være en fantastisk jurist, og hele advokat-verdenen er også tiltrækkende på mig. Jeg kan godt lide at argumentere, diskutere og følge et bestemt regelsæt - som paragraffer jo er. Jeg kan også godt lide det med, at det er mere "fast". Så vidt jeg har forstået handler det mere om at få gode karakterer på studiet, og når du har fået gode karakterer, kan du blive stud.jur i et firma, så kan man efterfølgende blive advokat-fuldmægtig i et firma, osv. Altså det er meget bum, bum, bum ift. HA, hvor jeg føler karrieren er lidt mere flydende, og det handler mere om karisma og at sælge sig selv, hvilket jeg måske ville have sværere ved. Ligesom mit snit viser, har jeg nemmere ved bare at præstere og klare opgaven godt, og så komme videre på den måde. Karrieremulighederne indenfor jura er også mere overskuelige. Desuden føler jeg at min samfundsfaglige STX egner sig godt til at læse jura. Dog frygter jeg også at det er super tørt at læse. Min søster læser det og hendes bøger ser SÅ kedelige ud. Jura lukker også meget for mulighederne for job i udlandet, hvilket jeg synes er lidt ærgerligt, da jeg godt kunne finde på at flytte til og arbejde i udlandet.

Så alle erfaringer og råd vil blive taget imod med kyshånd! Håber meget, der er nogen derude, der vil hjælpe. ALT kan bruges, for har ingen idé om, hvordan jeg skal lære mere om de to uddannelser.

Og ja, jeg ved godt, at man kan kombinere de to ved at læse HA(jur.), men jeg vil hellere specialisere mig indenfor ét bestemt område, da jeg føler det giver bedre karrieremuligheder for mig :)


Brugbart svar (0)

Svar #1
25. maj 2017 af MaibritG

Mit råd er, at du vælger efter, hvor din interesse ligger - og ikke mindst, hvor du har den bedste mavefornemmelse. 

Dog frygter jeg meget, at det er en kæmpe ulempe for mig, at have taget en STX fremfor en HHX, da HHX har mange af de fag, som man også har på HA. Derfor frygter jeg lidt, at jeg ikke ville kunne følge med ift. de andre studerende samt om jeg ville kunne klare mig godt på arbejdsmarkedet.

Som min gamle underviser i erhvervsøkonomi sagde til en forelæsning: "Dem fra HHX har måske noget viden, men de har også tillært sig en masse "unoder", som man skal have pillet af dem igen". Mit indtryk er, at dem fra HHX måske har en fordel i starten af første semester, men det udligner sig ret hurtigt. Så den del, skal du ikke være bekymret for - især ikke hvis du har en god matematisk forståelse. 

Jeg er også generelt lidt i tvivl om, hvilke karrieremuligheder der overhovedet er med en HA? 

Ulempen sammenlignet med jura, er at der ikke er en "fast" stilling, man bliver (jura = advokat). På HA må man ligesom skabe sin egen karrierevej afhængig af, hvilken specialisering, man vælger. Specialiserer man sig eksempelvis inden for marketing, er det jo stillinger som marketingsmedarbejder, marketingskonsulent, brand manager, marketingassistent osv., man kan gå efter. Jeg tror også dine jobmuligheder bliver mere tydelige for dig jo længere du kommer ind i studiet, da det jo i høj grad også afhænger af din faglige interesse. Jeg vil i den grad også anbefale dig, at bruge tid på at finde et studierelevant job, hvor du kan omsætte teorien fra HA til praksis. Det giver en hel anden dimension og forståelse.  
 

- - -

Med venlig hilsen
Maibrit


Skriv et svar til: Erhvervsøkonomi, HA eller Jura?

Du skal være logget ind, for at skrive et svar til dette spørgsmål. Klik her for at logge ind.
Har du ikke en bruger på Studieportalen.dk? Klik her for at oprette en bruger.