Ungdomsoprøret

Betænk musikfestivaller:

       Den unge drager hjemmefra i en eller flere uger for at være sammen med jævnaldrende og ligesindede,
       som også savnede frihed fra den disciplinære spændetrøje, hvor man bestandig fik at vide, at man var
       underlig, når man ikke blot passede sine lektier og skruede ned for tossemusikken, som jo blot var
       modedikteret midlertidig pigtrådslarm uden indhold og fornuft. Men det var jo argumentationsmæssigt
       uholdbart for forældrene i længden at erklære titusinder af landets ungdomsårgang for sindsforvirrede
       stakler. 
       På festivallen fik de unge lejlighed til at diskutere det sociale oprørs detaljer i en modig rus og til rytmisk
       forløsning og protesttekster. Man levede som i et i frit parallelsamfund i gensidig bekræftelse klædt på en
       måde, der ikke huede de naboforskrækkede forældre. Hvad ville naboerne ikke tænke, hvis de fik nys om
       teenager-forholdene.
       Det for forældrene ukendte socialt kunstige tomrum mellem barn og voksen skabt af de øgede
       uddannelsesår føltes ofte umyndigt uværdigt for den unge. Ungdomsoprøret kan i nogen grad betragtes
       som et oprør mod disse forhold.

I kort form:
                    Det uholdbare i som bedre uddannet at skulle finde sig i at blive behandlet som et umyndigt barn.