Brev kilde

Hej er der en der kan hjælpe mig med at besvare de her spørgsmål. Jeg har prøvet at svare på det, men ved ikke om det er godt nok. Og er det rigtigt det jeg har lavet?

- Hvilken type kilde?

Førstehåndskilde 

- Hvilken historisk baggrund/kontekst er den skrevet i?

Da Cubakrisen foregik. (Cubakrisen er en betegnelse for de 13 dage i oktober 1962, hvor USA og Sovjetunionen gensidigt fremsatte trusler om at anvende atomvåben om nødvendigt. Krisen var kulminationen på Den Kolde Krig, og antagelig det tætteste verden nogensinde har været på en atomkrig mellem de to atommagter.)

Da den tidligere amerikanske præsident John F. Kennedy blev myrdet i 1963, mistænkte flere i CIA, at russerne kunne have haft en finger med i planlægningen af dette attentat(mord eller mordforsøg). En gisning (et gæt), som den daværende sovjetiske regeringschef Nikita Khrusjtjov frygtede at blive beskyldt for. De to ledere (Nikita og Kennedy) havde haft sammenstød under forhandlinger og havde kun med nød og næppe undgået at sende verden i atomkrig. 

- Hvad fortæller det om historiens gang/hvad kan det bruges til?

At man ikke altid var fjender som det bliver skrevet om usa og sovjetunionens præsident og formand. som hun nævner det i brevet, får hun det til at lyde som om at præsident kennedy og Khrusjtjov begge havde et godt forhold til hinanden. Det modsiger, det der blev spekuleret omkring, at nikita måske ville være beskyldt for at have en finger med i mordet. 

BREVET
Fra Jacqueline Kennedy
Til Nikita Khrusjtjov
 

1. december 1963

Kære hr. formand og præsident

Jeg vil gerne takke Dem for at sende hr. Mikojan som Deres repræsentant til min mands begravelse. Han virkede så bedrøvet, da han passerede forbi, og jeg blev meget bevæget. Jeg forsøgte at give ham en hilsen til Dem den dag – men da det var en så forfærdelig dag for mig, ved jeg ikke, om mine ord lød, som de var ment.

Så nu, på en af de sidste aftener, jeg tilbringer i Det Hvide Hus, vil jeg, i et af de sidste breve, jeg kommer til at skrive på Det Hvide Hus’ brevpapir, gerne skrive min hilsen til Dem.

Jeg sender den kun, fordi jeg ved, hvor optaget min mand var af at sikre freden, og hvor centralt forholdet mellem Dem og han efter hans mening var for dette. Han citerede gerne, hvad De havde sagt i en af Deres taler – ”i den næste krig vil de overlevende være misundelige på de døde”.

De og han var modstandere, men De og han var også allierede i jeres vilje til at undgå, at verden blev sprængt i luften. De og han respekterede hinanden og kunne indgå aftaler med hinanden. Jeg ved, at præsident Johnson vil gøre alt, hvad han kan, for at skabe det samme forhold til Dem. 

Den fare, som bekymrede min mand, var, at krigen snarere ville blive indledt af de små mænd end af de store mænd.

Hvor de store mænd kender nødvendigheden af selvkontrol og beherskelse, er de små mænd somme tider drevet af frygt og stolthed. Gid store mænd i fremtiden kan få de små til at sætte sig ned og tale sammen, før de begynder at slås.

Jeg ved, at præsident Johnson vil fortsætte den politik, min mand troede så fast på – en politik præget af kontrol og beherskelse – og han får brug for Deres hjælp.

Jeg sender dette brev, fordi jeg så godt kender betydningen af det forhold, der fandtes mellem Dem og min mand, men også på grund af Deres og fru Khrusjtjovs venlighed i Wien.

Jeg har læst, at hun havde tårer i øjnene, da hun forlod den amerikanske ambassade i Moskva efter at have skrevet i kondolencebogen. Jeg beder Dem takke hende.

Deres

Jaqueline Kennedy