En geigertæller er et instrument til at måle radioaktiv aktivitet. Den originale geigertæller blev opfundet i 1908, men det var først i 1928 at GM rør (Geiger Muller rør) blev opfundet og brugt i geigertælleren, hvilket gjorde den langt mere effektiv.
Geigertælleren blev opfundet at fysikerne Hans Geiger og Ernest Rutherford, mens Hans Geiger og Walther Muller sammen udviklede gm røret.
En geigertæller består af to dele, et GM-rør, som opfanger strålingen, og den elektronik som forstærker målingerne og tæller aktiviteten.
Et GM-rør er et lille rør, der har et kammer fyldt med en gas, som for eksempel helium, neon eller argon. Inde i røret er der en anode, som går i gennem midten. Selve røret fungerer som en katode.
Når en ioniserende partikel kommer ind i gm røret, vil den ionisere gassen, så der kan gå en strøm mellem anoden og katoden. Denne strøm forstærkes, så vi kan se den som et udslag.
På en klassisk geigertæller vil denne strøm aktivere et lille lydmodul, som giver os et klik. Dermed kan vi høre, hvor meget stråling der er til stede. Udslaget kan også aktivere en tæller, så antallet af ioniserende partikler kan tælles over en periode.
En geigertæller kan opfange alfa-, beta- og gammastråling. Man kan ved at anvende en bestemt gas få geigertælleren til at måle neutronstråling.