Danskopgave

hej jeg har skrevet en da´snkopgave er ikke helt færdig men tænkte at nogen måske ville kigge på den og give deres mening? knus Nadja
Danskopgave

H.C. Andersen
H.C. Andersen blev født d. 2. april 1805 i Odense. Han voksede her op som skomagersøn. Hans forældre var ved navn af Hans Andersen og Anne Marie Andersdatter.
Familien boede under trange kår i et lille hjørnehus.
Faderen døde da H.C. Andersen kun var 11 år gammel og hans mor måtte da arbejde hårdt for at tjene til føden, H.C. Andersen kom i fattigskole, her siges det at han klarede sig mindre godt pga. problemer med retskrivning1. I 1819 forlod H.C. Andersen Odense til fordel for København.
Kort efter hans ankomst til København tog han til den anerkendte balletdanserinde Anna Margrethe Schall, hun lovede at lægge et godt ord ind for ham. Den unge H.C. Andersen havde en hård start i København. Ifølge "Andersen - En biografi" levede han på sultegrænsen fra 1820 til 1821. han forsøgte sig som snedkersvend men holdt kun kort tid. I forfatterens erindringer fortæller han at han blev skræmt af de rå københavnske svendes vittigheder.
Han boede sparsomt i et af Københavns værste luderkvarterer hos en Madam Thorgesen, der ejede en fireetagers ejendom. Hans værelse var et spisekammer uden vinduer, hvor der kun lige netop kunne stå en seng.
H.C. Andersen blev også på teaterskolen forfulgt og drillet. Da der var mange, der havde et større talent end ham.
Omkring H.C. Andersens 35 år begyndte han at få anerkendelse rundt omkring i Danmark og udlandet og han blev fortrolig med kongehuset. Han var dog ikke så heldig på det romantiske område, han forelskede sig i en svensk sangerinde ved navn af Jenny Lind, Andersen gav hende breve, blomster og digte, men hun gengældte ikke hans følelser, hun anså ham kun som en ven. Man mener at eventyret ”Snedronningen” fra 1845 skulle have været inspireret af forfatterens ulykkelige forelskelse.
H.C. Andersen var i sine senere år en velhavende mand. Han var nu ikke længere en fattig skomagersøn, han tilhørte nu de højere sociale lag. Omkring forfatterens 40 år, modtog han om året 600 rigsdaler. Som 52 år gammel blev han udråbt til æresborger i Odense.
Hans Christian Andersen døde d. 4. august 1875 af leverkræft. Gudstjenesten fandt sted i Vor Frue Kirke, og han blev begravet på Assistens Kirkegård, hvor man stadig kan besøge hans gravsted .

Henrik Pontoppidan:
Henrik Pontoppidan blev født i 1857 i Fredericia, han levede i en stor familie med en søskendeflok på 15, hans far var præst, dog havde Pontoppidan et køligt forhold til kristendommen. I sin skoletid havde forfatteren talent for matematisk, hvor han havde en del mangler på det humanistiske. I 1873 startede Henrik Pontoppidan på en uddannelse som ingeniør og han bestod optagelsesprøver med stor lethed og han gennemførte også første del af studiet, men inden studenter eksamen sprang Pontoppidan fra fordi han hellere ville være forfatter, og han ville ikke have et såkaldt sikkerhedsnet bag sig. Han skrev sit første værk omkring 1879, det var et teaterstykke og blev kaldt ”Hjemve”. Stykket blev sendt til Det Kongelige Teater men blev refuseret af teatrets censor. Forfatteren fandt hurtigt ud af at han ikke kunne leve af sit skriveri så for at få smør på brødet blev han højskolelære. Senere mødte han en pige fra landet som han giftede sig med og de fik børn. Idyllen blev dog ødelagt da et af børnene døde. Parret blev skilt og Henrik Pontoppidan flyttede tilbage til hovedstaden og giftede sig 5 år senere med Atoniette Kofoed

Den grimme Ælling
af H.C. Andersen

Referat:
Den grimme ælling er et kunsteventyr skrevet af H.C. Andersen. Eventyret er baseret på Andersens eget liv, men der er også en del anden analyse af det berømte eventyr.
Eventyret handler om en lille ælling som bor bliver udklækket i en andegård, her bliver den udstødt og nappet af alle dyrene. En dag løber med lukkede øjne væk, den løber ud til en mose, her bor den nogle dage, her møder den to vildgæs som tilsyneladende accepterer ællingen og invitere den med til en anden mose fyldt med frøkner (hunkønsgæs). Gaserne bliver desværre skudt og ællingen flygter i rædsel igen videre, ællingen løber alt hvad den kan indtil den finder et lille bondehus, hvor der bor en gammel kone med sin kat og sin høne. Heller ikke her bliver ællingen accepteret, fordi den ikke kunne lægge æg eller være til anden gavn for den gamle kone, så ællingen drog ud i den store verden endnu engang, den levede her alene, men forholdsvist godt, der var ingen der generede den, alle overså den i stedet. Da efteråret og vinteren kom så ællingen pludselig en dag nogle smukke hvide fugle (svaner) komme ud af buskende og flyve væk.
Vejret blev koldere og koldere og ællingen måtte svømme i vandet for at hullet den svømmede i ikke skulle fryse til, men hver nat blev hullet smallere og mindre og en dag var ællingen frosset fast. Dagen efter kom der en bondemand forbi og så ællingen, han fik den fri og tog den med hjem og livede den op. da ællingen kom til live ville bondemandens børn lege med ællingen, men ællingen troede de ville gøre den fortræd så den fløj op i mælken derefter smørret og konen skreg og fægtede med armene så ællingen fløj ud af døren og den lagde sig her i sneen mellem nogle rør og den lå her hele vinteren igennem. Da det bliver forår vågnede den op igen og ude på mosen så ællingen de selv samme fugle som den beundrende havde set flyve væk lige inden vinteren. Ællingen svømmer hen til dem i den tro at den bliver hugget ihjel pga. den er så styg men ællingen vil hellere hugges ihjel af smukke kongelige fugle end at nappes af ænder. Idet den kommer hen til svanerne dukker den hovedet for at svanerne kan hugge den ihjel men ællingen ser nu sit eget spejlbillede og den er nu ikke længere en grå ælling men en smuk svane, faktisk er den så smuk at de andre svaner bukker for den, ællingen er nu accepteret og får brød og accept af folk der kommer forbi.

Analyse:
Eventyret den grimme ælling har bragt mange forfattere i oprør og eventyret har provokeret mange, pga. sin lykkelige slutning og måden eventyret er skrevet på , og jeg kan til dels også godt give oprørene ret, det er en meget urealistisk slutning, eftersom at de ting ”ællingen” har været igennem tilsyneladende ikke betyder noget til slut eftersom at den nu er en svane og er accepteret af alle, for det gør ikke noget at være født i andegården, når man kun har ligget i et svaneæg , citatet fra eventyret viser hermed at H.C. Andersen ikke mener at det betyder noget hvor du er født og hvor du er vokset op eller hvordan du er vokset op når bare du hele tiden har været noget andet. Dette viser også et godt perspektiv til ham selv, for som før læst havde han en hård barndom og voksede op under hårde vilkår (som ællingen i andegården), og han virkede måske sart og lille, men han var stærkere end folk troede, for han overlevede ”vinterens kulde” ligesom den grimme ælling gjorde det, og han blev til noget stort, han blev til noget alle, selv den dag i dag, til en vis grad beundre (Der blev kastet brød og kage i vandet, og alle sagde de: den nye er den smukkeste! Så ung og så dejlig! Og de gamle svaner nejede for den ), men minder den grimme ælling nu også kun om H.C. Andersen?
Andersen har gjort ællingen meget levende og menneskelig, ællingen søger hele sin ”barndom” og ”ungdom” efter accept og identitet, den er fortvivlet fordi alle kalder den styg og den begynder selv at tro på at alt hvad der går galt for den, er grundet dens styghed og grimhed(det er fordi jeg er så styg tænkte ællingen) , og gør mennesket ikke det samme? Ællingen fungere simpelthen ikke uden accept, ligesom mennesket, men ligeså snart at ællingen er blevet en svane og bliver accepteret er alle sorger glemt og det gør egentlig ikke så meget at der skete de ting der skete (det gør ikke noget at være født i andegården, når man kun har ligget i et svaneæg) . Mennesker kan heller ikke fungere ordentligt uden andres accept, dog glemmer vi sjældent vore svære tider og de vil ofte også have påvirket os i en bestemt retning. Disse ting er dog kun noget den voksne læser kan se, for H.C. Andersen har skrevet eventyret således at de forfærdelige ting ællingen går i gennem ikke virker helt så slemme som de i virkeligheden er, men stadig viser han sympati for ællingen, dette ses eksempelvis ved at han flere gange kalder ællingen en stakkel . Ællingen bliver faktisk allerede fra den er udstødt placeret i højere rang end dens provokatører. Ællingen ser det bare ikke selv, eksempelvist i måden H.C. Andersen nedgør ællingens ”fjender”, provokatørerne tror meget mere om dem selv end Andersen mener de er. Eks: katten var herre i huset og hønen var madame og altid sagde de ”vi og verden” for de troede at de var halvparten og det den allerbedste del. Ællingen syntes, at man kunne også have en anden mening, men det tålte hønen ikke . Det viser her at ællingen har et lidt klogere syn på verdenen end hønen, det ses eksempelvist også da hønen og katten spørger om ællingen kan spinde eller lægge æg, hvor ællingen hellere vil ud og svømme og dykke i søen, hvilket hverken hønen eller katten kan forstå eftersom de ikke selv bryder sig om det .
Eventyret er meget klasseopdelt, og ællingen får allerede at vide fra første dag i andegården hvem der bestemmer, hvem der skal accepteres og hvem der bare er der, eksempelvis forklare den gamle and at hun skal have ålehovedet , senere er det i konens hus, hønen og katten der bestemmer .
Andersen har som sagt før skrevet eventyret således at børnene forstår eventyret mere grundlæggende og mere naivt end voksende gør, eksempelvis virker det ikke så brutalt da vildgæssene bliver skudt, Andersen bruger ordene pif paf som skud i stedet for bang eller lign hvilket virker på børn som noget mere uskyldigt, dog føler de stadig spændingen og forskrækkelsen, når de hører om alle jægerne og vandet som bliver blodrødt . Børnene kan f.eks. heller ikke se vildgæssenes hensigter med gæssene ved den anden mose, hvorimod de voksne godt ved at det er et spørgsmål om ungdom, køn og sex/parring.
At vildgæssene bliver skudt kan måske godt virke uretfærdigt og brutalt eftersom at de er de første væsner i eventyret som rent faktisk er søde og venlige imod den stakkels ælling, men forfatteren vil vise en morale som lyder på at verden og skæbnen (hvis der findes en) er uretfærdig, og brutal, og hvis du ikke opføre dig ordentligt går det dig skidt, sammenhængen her med gæssene er at de syndede, deres begær til de unge fugle bragte dem i døden, hvilket i forfatterens øjne var skæbnen . Hvis vi skal se på det på det troende synspunkt er ællingen udstødt og bliver foragtet og svigtet ligesom vi ved Jesus gjorde det, man kan endda sige at ællingen genopstår i eventyret. Da det bliver vinter får man fornemmelsen af at den enten dør eller ligger i en form for dvale, men da solen igen begyndte at skinne varmt, lærkerne sang og det var dejligt forår. Da løftede den på en gang sine vinger de bruste stærkere end nogensinde før .
1. Vi forbinder alle himmelen med fuglesang, lys og varme.
2. naturen bliver beskrevet meget idylsk, lidt ligesom paradis (før den ret vidste det, var den i en stor have, hvor æbletræerne stod i blomster, hvor syrene duftede og hang på de lange grønne grene lige ned imod de bugtede kanaler! )
Ællingen får det tilsyneladende godt men det gør jo heller ikke noget at være opvokset i en andegård når man har ligget i et svaneæg!

Ørneflugt
af Henrik Pontoppidan

Referat:
Eventyret handler om en ørn som vokser op i en andegård ligesom den grimme ælling, ørnen er dog mere accepteret her end den grimme ælling. Selvom ørnen har det godt og får mad og drikke hver dag, ville den så forfærdelig gerne lære at flyve for det skete da at ørnen længtes efter de blå himmelstrøg. Det skete også at den prøvede at flyve men den kunne ikke, den faldt kun kluntet ned fra stakittet hvilket førte til at den flovt løb hen i et hjørne og gemte sig, men en dag hvor vinden blæste lunt og foråret var kommet fløj den pludselig op på laden hvorefter den forskrækket kiggede sig omkring hvorefter den på ny spredte sine vinger og fløj. Den følte sig nu som en rigtig ørn, men den blev hurtigt bange og svimmel over det store luftrum, ingen trygge rammer at holde sig til, kun luft. Den fandt fodfæste ved et fjeld hvor den hvilede sig trods sin svimmelhed. Ørnen fik hurtigt hjemve men gården var ingen steder til at se, da mørket kom dukkede en hunørn op, ørnen fløj efter hende, men han kunne ikke følge med hende, han var for udmattet. Han fandt et hvilested i mørket, men der gik ikke lang tid før at han begyndte at flyve hjemad, da han endelig nåede gården næste morgen og skulle til at ilandsætte skød bondedrengen ørnen fordi han troede det var en fremmed ørn som ville gøre skade. For det hjælper alligevel ikke at man har ligget i et ørneæg når man er vokset op i andegården

Analyse:
Ørneflugt er som sagt skrevet af Henrik Pontoppidan, Pontoppidan skrev ”ørneflugt” i protest mod den grimme ælling . Pontoppidan var imod arv og miljø. Forfatteren var imod den lykkelige slutning i den grimme ælling, han mener at miljøet også burde have indflydelse på ællingens fremtidige liv. Altså mener han ikke du kan blive født ælling og blive en rigtig svane bare fordi det er det du er skabt til. Alt afhænger af din opvækst (for det hjælper alligevel ikke, at man har ligget i et ørneæg, når man er vokset op i andegården) .
Ørnen bliver meget borgerligt kaldt Klavs (Klavs som man ganske borgerligt havde døbt den) , Klavs bliver i andegården betragtet som konge (så snart den fik øje på den store Dorthe, kastede den sig ned på stenbroen og vraltede det fyldte fad i møde i det burleske sækkeløb, hvori æternes kongebørn bevæger sig på jorden) og ørnen ser da også en smule ned på de andre dyr på gården (hvor hans små venner nu sidder på deres rækker og sover sødt med hovedet under vingen) , ørnen beskriver alle dyrene som små og skrøbelige, og Dorthe bliver beskrevet som tjener/opvarder, eftersom at man kun hører om Dorthe i forbindelse med mad. Dog virker det kun som om at ørnen ser ned på de andre dyr efter at den har lært at flyve, man hører stort set intet til de andre dyr før at han længtes hjem.
Efter at ørnen har fundet ud af at den hellere vil være derhjemme på gården, kommer der som sagt en hunørn forbi, her finder vi som læsere så endnu mere ud af at den ikke duer som ørn, Klavs er ikke sit køn bevidst, da han forfølger hunørnen bliver hele turen meget smukt beskrevet og hunørnen er ”lokkende” og ”kaldene” , men Klavs giver hurtigt jagten op fordi han er ”skrækslagen” og udmattet. Da han har hvilet sig vender han hjem igen, turen går først nølende tvivlrådigt flakkende fra klippeblok til klippeblok men snart hurtigere, utålmodigere, jaget af sin skræk, sin uro, sin søde længsel – hjem – hjem- hjem! . Da Klavs når sit hjem svæver han først lidt over gården for at sikre sig at alt var, ved det gamle, hvilket resultere i at avlskarlen, som intet havde hørt om Klavs forsvinden, skød ham da han troede at det var en fremmed ørn som ville gøre hønsene fortræd.
For det hjælper alligevel ikke, at man har ligget i et ørneæg, når man er vokset op i andegården.