Hej (Dansk genretræk Essay)

Hej, kan i være søde, at hjælpe mig med at finde genretræk i dette tekst !!! :-)

Find genretræk med eksempler:
Sprog
Udsagn
Indhold
 

Jeg ligger i sengen og hører min mor komme ind for at vække mig.
Utroligt nok er jeg ofte vågen, før hun enten kommer, eller vækkeuret ringer. Hun kommer, ikke desto mindre, for at vække mig. Fint, havde hun ikke, havde jeg slumret videre. Det gør jeg nu alligevel, dog ikke så længe. Fem minutters komplet koma, den eneste tanke, der eksisterer i mit hoved, er, at nu skal jeg fandeme også snart komme op. Fint nok ... Jeg kommer op og hopper i tøjet. Morgenmaden er faktisk altid klar, ellers bliver den det snart – jeg lever et liv i luksus, laver tæt på ingenting selv.

Langsomt sniger tanken om den forestående skoledag sig ind i mit hoved. Sørgeligt. Jeg har ikke noget imod skolen eller skolegang som sådan, ej heller lektier eller noget i den dur. Nej, problemet ligger i mine klassekammerater: deres evindelige larmen, grinen, fnisen, snakken og pjatten. Det er forfærdeligt.

Vi er nogle få, der gerne vil lære noget. Meget få. I hvert fald meget få, der gerne vil gøre noget for at lære noget. Foruroligende få. På trods af de let pessimistiske tanker kommer jeg dog af sted. Ned til helvede.

Klokken ringer (dog ikke til at høre, da vi er langt fra klokken, og stilheden ikke just er trykkende), timen starter. Dansk først. Få har lavet deres lektier – eller få viser, de har lavet deres lektier. Om de har lavet dem, er jo ikke til at vide, hvis ikke de deltager. Som sådan kan man jo også deltage uden at have lavet sine ting, men på sin vis så meget desto bedre – det viser, at man gerne vil inderst inde, men enten er for doven eller glemsom til at huske at lave sine ting.

Timen fortsætter, få holder kæft, mange larmer eller snakker. Frustrerende. Læreren kommer med dagens første reprimande: at vi må selv om, om vi laver vores ting, men gør vi det ikke, skal vi forvente et slag i ansigtet, når vi når til årskaraktererne. Selv når jeg har lavet mine ting, får jeg halvdårlig samvittighed, hvem ved – det er måske det socialistiske i mig, der skinner igennem her. Ikke desto mindre tror jeg, at de, af samme holdning som mig, er et fåtal. For det er ikke bedre i næste time, tysk. Gongongen lyder. Dagens anden omgang: »Nu må I fandeme holde kæft«, og ellers det samme som før. Eleverne kigger ned i bordene, men viser ellers ingen tegn på fortrydelse.

Tredje time, geografi. Endnu færre har lavet deres ting. Vi er ofte nede på en to-tre (af to- eller treogtyve) stykker. Om ikke andet en to-tre stykker, der kan huske, hvad fanden det er, vi har læst om. Hvis larmen i de forrige timer var at regne for noget, kvalificerer geografitimen sig som et jordskælv på richterskalaen. Som det jo ofte går hånd i hånd: kedsomhed og larm. Jo kedeligere eleverne finder timen, desto mere snakker, pjatter og larmer de. Skræmmende. De timer, der er mest stilfærdige, er faktisk de timer, hvor størstedelen af klassen laver ikke-faglige ting som fodbold.

Vores dansk-, tysk- og samfundsfagslærer kommer ind i klassen. Netop i dette øjeblik er vores biologi- og geografilærer i gang med dagens tredje reprimande: »Hold kæft, I larmer – og læse kan I da vist heller ikke?!«. Hyggeligt, som de to timer overlapper, især eftersom vores dansklærer allerede har skældt os ud to gange i dag. Så starter vi (meget passende) klassens tid med en lille opsummering af de tre første af dagens opsange. Skønt. Hvis ikke man havde dårlig samvittighed før, får man det nu, da vores lærere også henter eksempler fra de tidligere dage – hvor vi også har modtaget skældud. Skønt. Efter klassens tid/dansk (hvor vi får en opsang i starten af timen plus de lejlighedsvise skuffede suk fra læreren), har vi engelsk. Her har vi sjældent tid til pjat, pjank eller anden wrong-doing, så den time forløber ganske fredeligt. Og måske indgyder læreren her mere respekt, eller timen findes mere interessant, hvad ved jeg. Faktum er, at den er mere stille. Så står den på matematik. Her får vi ikke på samme måde skældud, medmindre vi når helt ud i ekstremerne, selv for vores klasse. I det tilfælde bliver der så også råbt godt igennem. Fint; når ikke samvittigheden batter, gør disciplin forhåbentlig. Desværre er der meget få muligheder for at disciplinere elever i den rummelige folkeskole. Eftersidninger har jeg aldrig hørt om, bortvisning kun i tilfælde af vold, ekstra lektier er også et ukendt begreb. Jamen, hvad kan lærerne så gøre for at få de uvorne unger på rette vej? Ikke meget. Men måske ligger fejlen heller ikke så meget hos lærerne som hos forældrene?

Lad os antage, at jeg ikke har lavet lektier: De mange daglige opsange giver mig en så afskyvækkende samvittighed, at lektierne til næste dag helt sikkert bliver lavet. Men hvorfor har alle andre det ikke på samme måde? Er de mindre ansvarsbevidste end mig? Mindre fremtidsorienterede? Mindre anstændige? Måske det sidste.

Formuleringen af ordet anstændig, taget fra Ordbogen.com, lyder således (med det irrelevante fjernet): »som er i overensstemmelse med de gældende moralske normer, og som derfor ikke virker forargende på nogen«.

Er det, i mine øjne, moralsk rigtigt at lave lektier? Ja, klart.

Er det moralsk forkert at lade være? Ja, hvis ikke man har en ordentlig grund.

Lad os antage, man ikke gider – på nogen måde – at lave lektier. Er det så moralsk rigtigt at gøre det for lærerens skyld (selv om de siger, det ikke er for deres skyld)? Ja, i mine øjne. Og om ikke andet for de andre elever, som har lavet deres ting, så de kan få den undervisning, læreren har forberedt. Jeg har været udsat for, at en lærer har aflyst det ellers planlagte program, fordi et absolut fåtal havde lavet deres ting; vi snakker under fem.

En anden formulering af anstændighed, min egen, har også følgende tilføjet: »At gøre noget, som ikke gavner én selv direkte, men gavner fællesskabet«. At sige: »Fint, vi deler kagen«, er anstændigt, mens at spise det hele selv er egoistisk. Men hvad i alverden har kage med folkeskolen at gøre? I netop dette eksempel har det alt at gøre med folkeskolen; socialisme i det hele taget. Antag, at der er én, der larmer kraftigt i et klasselokale. Er det kun vedkommende selv, der er påvirket af larmen? Bestemt ikke! Samtlige personer i lokalet er påvirket af dette, da larmen muligvis vil overdøve læreren.

Men hvad så? Skolen er jo nederen. Ja, flot. Men nu lever vi heldigvis i et velfærdssamfund, hvor der er mere end én i hvert erhverv. Kan du ikke dit kram, er der en anden, der kan. Den eneste måde at få drømmejobbet eller at tjene kassen på, er ved at arbejde hårdt i skolen.

Jamen folkeskolen er jo ligegyldig? Nej, det er den så sandelig ikke.

Det er jo den videregående ungdomsudannelse, der tæller? Det er den, der er den endegyldige faktor for, om du kan få drømmeuddannelsen, ja. Men gymnasierne stiller jo krav. Både til optagelse, men da også til den egentlige undervisning. Har du klaret det igennem lige på grænsen – ved held, jamen, så får du nok problemer i gymnasiet. Gymnasiet må jo umiddelbart bygge videre på den lærdom, man – forhåbentlig – allerede har fået banket ind i hovedet de ni-ti år, man gik i folkeskole. Har du derfor aldrig fulgt med i fag som samfundsfag, geografi, biologi, fysik/kemi eller matematik, er du godt på den. Samfundsfag er måske ikke så slemt, da man kan få en udmærket samfundsvidenskabelig viden gennem aviser, tv og andre medier, men de andre er ikke en direkte del af vores hverdag – i hvert fald ikke på samme måde som det, vi lærer i skolen.

Måske er du endda så ’uheldig’, at du slappede for meget af i folkeskolen; at du ikke længere kan komme direkte ind på gymnasiet, hvis det er det du vil. Naturligvis er 10. klasse så en fornuftig løsning (hvilken det nok også vil være, hvis ikke man i det mindste har taget 9. alvorligt), men efter ni-ti år kan det jo være, at dovenskaben er blevet en ubrydelig vane? At man ikke længere er i stand til at tage sig sammen, når det gælder. Går man så også ud af 10. med for lavt gennemsnit, er det vel tid til at revidere sine fremtidsplaner. Hvis ikke man, når man har sat sig i hovedet, kan tage sig sammen til at komme ud af 10. med gode nok karakterer til at komme ind på gymnasiet, mon så at prøve igen vil hjælpe? Skal man så ’bare’ smutte over på Teknisk Skole, når man egentlig helst ville have været på et gymnasium? Er det et godt liv? Er det det liv, man ønsker, ens børn skal have?

Nu kom jeg langt fra emnet anstændighed, men den ovenstående smøre var et eksempel på, hvad der kan ske, skulle man have en anden opfattelse af anstændighed end jeg – eller bare vælge ikke at opføre sig anstændigt.

Hvem har lært mig om anstændighed? Jeg har aldrig i skolen fået en lektion omhandlende anstændighed.

Er opfattelsen af anstændighed medfødt? Hvis ikke, hvem har så givet os den opfattelse, vi nu engang har? Personligt tror jeg, svaret er vores forældre. Man ser det også konstant med hunde og katte. Gør hunden noget forkert, råber ejeren »fy!« eller »nej!«. Nu har jeg ikke selv nogen mindre søskende, ej heller deltaget i opdragelsen af et lille barn, men umiddelbart vil jeg tro, det er nogenlunde det samme om end ikke lige så hårdt.

Er det så forældrene, der har gjort børnene til dårlige elever? Til en vis grad, ja. Nu har jeg vænnet mig til gode karakterer, så jeg bliver oprigtigt sur på mig selv, hvis jeg ikke lever op til dem. Så jeg går ind for selvjustits, sørger selv for, jeg gør det så godt, jeg kan.

Er jeg ene om det? Næppe.

Gør alle sådan? Næppe. En af mine kammerater, for eksempel, er af den holdning, at afleverer vedkommende en dårlig stil og modtager en tilsvarende dårlig karakter: »Fucking lærer!«. Smukt. Selvfølgelig er det lærerens skyld, at du er overfladisk og mangler indholdet til at lave en god stil. For helvede, du var ikke engang selv tilfreds med den – hvordan kan du så forvente en god karakter? Naturligvis får jeg ikke et godt svar (det forventede jeg heller ikke), men hvad der frustrerer og overrasker mig er, at personen ikke går op i det. »Det var en dårlig stil, jeg er sur, men den næste laver jeg på samme måde: sjusket og i dårlig tid«. En gang imellem rammer de så et guldkorn og hiver en god karakter hjem.

Havde det været mig, havde jeg sagt: »Nu går jeg hjem, dagen jeg får stilen for, sidder og tænker, laver en disposition og skriver så den bedste stil, jeg nogensinde har skrevet«. Jeg forstår ikke, hvorfor andre ikke har det på samme måde. Ens fremtid afhænger – desværre temmelig kraftigt – af ens karakterer. Hvorfor nøjes med noget som helst under ens absolut bedste?

Nuvel, eleverne går ikke selv op i det, hvem burde så? Lærerne? Det kan man oprigtig talt ikke forvente. Forældrene? Ja! Var jeg forælder, og mine børn hev dårlige karakterer hjem på grund af dovenskab, ville jeg da gå amok. Give dem en opsang og tage disciplinære virkemidler i brug ud over noget, skolen har lov til. Jeg ville aldrig lade mit barn hive firtaller hjem, skulle han/hun være i stand til at skrive noget til syv- eller titaller. Det er da for dumt ikke at gøre sit bedste, når så meget står på spil.

Lad os tage et praktisk eksempel, ikke fra skolen, men fra noget, nutidens børn finder langt vigtigere: sport. Det er sjældent, jeg ser en person, der ikke gør sit bedste på en sportsbane. Jeg selv gør ikke altid, da jeg ikke finder det på nogen måde vigtigt og er komplet ligeglad med, om jeg vinder eller taber. Men ikke desto mindre. Jeg ser ofte børn næsten komme op at slås over noget så ligegyldigt som, hvem der vandt kampen, hvem der ramte bolden sidst, om der var frispark eller ej. Hvis eleverne gik ind til timerne med samme entusiasme, ville hver eneste elev hente et gennemsnit på omkring de ti hjem. Men hvorfor gør de så ikke det? Skolen er jo ikke vigtig. Hvor har de fået denne vrangforestilling fra? De elever, der vil direkte på Teknisk Skole – der ved jeg hvorfra. Men de elever, der vil på HHX, STX eller HTX – de har da i høj grad brug for deres skolegang.

Hvad er så det her? Ud over en forvirret teenagers klagesang til de voksne? Det er forhåbentlig et wake-up-call til alle de forældre, der lader deres børn smøle sig gennem folkeskolen. Til alle de forældre, der lader deres børn opføre sig som komplette idioter i folkeskolen. Og naturligvis til de elever, som opfører sig som komplette idioter eller smøler sig gennem folkeskolen.

Hvad du end vil efter skolen, har de da brug for almen dannelse? Det kommer for helvede ikke af sig selv! Det skal tampes ind i hovedet på os, os de små forbistrede kræ. Som Carlsberg så populært siger: »Kom dog ind i kampen, for helvede!«.