ØKONOMISKE SKOLER

Der er ret mange økonomiske skoler.. Hvilke økonomer er det?

Økonomer fra denne artikel : http://www.information.dk/282105 .. det er lidt svært at forklare nemlig, da de ikke er specifikke..

det er den monotaristiske økonomi skole så er der keynesianisme, som begge er klasiske økonomi skoler:)

Der er relativt mange hensyn at tage til efterretning i diskussionen i den artikel, det ikke i sig selv har noget at gøre med økonomiske skoler.

Umiddelbart ledes der nok efter, at Nationalbanken står for den mere neoklassiske eller monetaristiske laissez-faire tilgang, hvor det tilrådes at lade økonomien tilrette sig selv. I modsætning til denne kunne da nævnes den keynesianske tilgang, som Christen Sørensen ofte repræsenterer, der handler om fra politisk side at lade finanspolikken fungere som stødpude for konjunkturerne ved simpelthen at føre ekspansiv finanspolitik i perioder med lavkonjunktur og kontraktiv finanspolitik i perioder med højkonjunktur. 

Men når det så er sagt, så er det alt for sort-hvidt.

For det første så har Danmarks Nationalbank andre hensyn at tage, når de udtaler sig, end økonomiske professorer har. Det står i loven, at Nationalbanken skal sigte udelukkende imod en stabil prisudvikling, så Nils Bernstein kan og må ikke gå ud med åbenlyse krav om at kickstarte økonomien eller lade være. Han kan kun udtrykke bekymring ud fra det synspunkt, at prisudviklingen skal vedblive at være stabil.

Desuden er flere økonomiprofessorer såsom eksempelvis Nina Schmidt ofte blevet udlagt af venstreorienterede politikere som såkaldt DREAM-økonomer. I sin essens menes der, at hun skulle stå for neoklassiske principper, men det står jo i skarp kontrast til den rigide skelnen af, at de, der går ind for vækstpakken (i artiklen), skulle være keynesianere. For Nina Schmidt siger jo netop, at hun går ind for vækstpakken (forudsat, at der er fremtidsudsigter i den), men er hun så keynesianer eller neoklassiker?? 

Det er derfor, det er praktisk talt umuligt at sætte økonomer i bås i forskellige skoler. Jeg er sikker på, at spørger du Frank Aaen, så er både Michael Svarer og Nina Schmidt neoklassikere (i øvrigt sammen med alle 4 vismænd), mens efterhånden kun Jesper Jespersen og Christen Sørensen forsvarer de keynesianske dyder. Økonomer, der er mere objektive, vil nok mene, at tiden for en skelnen imellem disse skoler, er næsten umulig, da de fleste økonomer er meget enige.

Denne enighed synes jeg i øvrigt også kommer fint til udtryk i artiklen, selv om journalisten ikke søger den. Alle økonomerne lyder til at være enige om, at vækstpakker, der har langsigtede effekter, kan være fornuftigt. Jeg ser absolut ikke Bernsteins udtalelse som værende i opposition til denne holdning.

referer du til artiklen Afg4l? :)

jeg ved ikke lige hvilken artikel du snakker om, men når man snakker om økonomiskoler så er de for det meste altid den monotaristiske og keynesianismen man snakker om, monotarismen= økonomien er selvgerulerende, keynesianisme= market er ikke selvregulerende, staten skal træde til og føre ekspansiv finanspolitik under lavkonjunktur og kontraktiv finanspolitik i høj konjunktur:) tjek det evt. i google :)

#6 Tja...... Hvor er resten af skolerne, der nævnes i denne korte liste?

At skelne kun imellem keynesianister og monetarister lyder som noget Jesper Jespersen, professor på RUC, kunne finde på. 

Tak for hjælpen :)

Hvis I kigger med 3.e (oeg)- så bruger jeg dette i min opgave - i må altså meget gerne bruge det som inspiration, men lad nu være med at skrive efter. Det ville være pænt ærgeligt.

mvh

#7: Jeg værdsætter i høj grad dine mange gode og for mig lærerige indlæg, men du må have in mente, at forummet her primært er for folkeskole- og gymnasieelever, som måske udelukkende kender til skelnen mellem keynesianister og monetarister (eller hvad man skal kalde dem). Det er i øvrigt også den eneste skelnen, jeg har lært efter at have haft det økonomikursus, der skal ruste kommende samfundsfagslærere til at undervise i samfundsøkonomi. Det er ikke for at få dig til at undlade at skrive om al den viden, som du har, men bare om at tænke på, hvem målgruppen er.

#9 Korrekt. Men det er umådelig svært at se til, imens den økonomiske tradition skal forsimples til at være en debat imellem keynesianister og monetarister. Så er undervisningen i økonomi begrænset til disse raps, se link og link. De er i øvrigt ganske gode og mere lærerige end samfundsfagsundervisningen i økonomi. Læg mærke til den velkomst Keynes altid får, det er et godt eksempel på de danske samfundsfagslærere og deres ensidige undervisning i økonomi.

De økonomiske skoler har været diskuteret meget i de danske medier for tiden. Nu ved jeg ikke, hvor meget du har fulgt med, men Jesper Jespersen, der professor i økonomi på RUC, har været ude med markante kritiske røster omkring de økonomiske vismænd og deres brug af DREAM-modellen. DREAM er en generel ligevægtsmodel, så den har rod i neoklassisk økonomisk tankegang (derfor er det en langsigtet trendmodel). Basalt set vil Jespersen gerne lave samme basale skelnen imellem økonomerne, så vi har konjunkturøkonomerne (keynesianisterne)  på den ene side og trend-økonomerne (neoklassikerne) på den anden side. Det er bare ikke specielt oplysende, det er derimod meget kritisabelt. 

I en tid med krise bliver det i den daglige debat meget hurtigt til en diskussion imellem de gode og de onde, hvor de gode er dem, der vil hjælpe og gribe ind, mens de onde er dem, der bare ser til, mens folk går rundt i arbejdsløshed.

Sådan er det bare ikke. Økonomerne er reelt set meget enige, men der er selvfølgelig altid dem, der generelt bare er pessimister. Den generelle konsensus er, at en blanding imellem neoklassisk og keynesiansk tankegang, er den rette, for der er ingen tvivl om, at vi skal gribe ind, når det står slemt til - til gengæld har økonomer også erkendt, at det ikke er muligt at fintune økonomien, så konjunkturer helt undgås. Der er slet ikke den fundamentale uenighed, som nogle gerne vil opstille. 

På den måde er det helt håbløst at spørge til, hvilke skoler økonomer i en artikel tilhører. Deres udtalelser har formodentlig rod i undersøgelser vedrørende dansk økonomi og ikke fundamentale principper og ideer, som de stædigt holder fast i som om, det var en politisk ideologi.

Måske samfundsfagsundervisningen skulle FORNY sig!!

Jeg vil lige for en god ordens skyld nævne, at det ikke kan siges, at de klassiske og neoklassiske økonomer blot ville lade folk gå rundt i arbejdsløshed. Det ville være en anakronisme, for der var slet ikke økonomiske kriser på det niveau, vi så dem i det 20. århundrede og nu i det 21. århundrede.

Der skulle en stor økonomiske krise til i mellemkrigstiden, før John Maynard Keynes tanker udviklede sig. I øvrigt var han ikke den eneste, der kom med den nye idé, at de offentlige budgetter ikke per se skulle være i ligevægt, når finansåret afsluttedes. I Sverige var især Bertil Ohlin fortaler for, at offentlige budgetter blot skulle stemme over en periode, hvorfor det på fornuftig vis kunne lade sig gøre, at en stat kørte med underskud et år, hvis blot den havde overskud et andet år, så det gik op ved enden på fastsatte periode. Den tanke er helt essentiel for, at keynesianske tanker og ideer kan føres ud i livet og må siges at være et grundlæggende opgør med det finanspolitiske kategorisk princip, der var fremherskende dengang. I det hele taget var Stockholmsskolan en stor økonomisk skole, hvor Berlin Ohlin og Gunnar Myrdahl var stærkt inspireret af Knut Wicksell (det var Keynes også). Denne dygtige generation af svenske økonomer viste sig også i den udvikling, som Sveriges økonomi havde efter Første Verdenskrig, hvor den Skandinaviske Møntunion reelt set brød sammen. Sverige udviklede sig markant mere fornuftigt end både Danmark og Norge, og i Danmark modtogs adskillige råd fra de svenske økonomer, som desværre kun blev fulgt i noget omfang. Det er nok tvivlsomt, om The School of Stockholm er nævnt i samfundsfagsundervisningen, men den burde være det - om ikke andet så i historie.

Det skal desuden nævnes, at monetaristerne heller ikke var kolde økonomer, som blot fandt det fornuftigt at lade økonomien tilrette sig selv. Milton Friedman, som var fortaler i denne tradition, havde fuldt ud belæg for at mene, at de keynesianske ideer blev benyttet i alt for vidt omgang. Det var især qua den omdiskuterede Philipskurve, hvor økonomer mente, at de kunne slippe af med arbejdsløshed, hvis de blot var villige til at tillade en smule en inflation. Der var sågar en anerkendt professor på Københavns Universitet, der gik så vidt at sige, at arbejdsløshed var noget, økonomerne havde afskaffet. Uheldigvis brød sammenhængen helt sammen i oliekriserne i 1970erne. Friedman viste med sin forskning, at det bedste magthaverne kunne gøre for økonomien var at sikre en stabil vækst i pengemængden, da det ville sørge for en stabilt voksende nominel indkomst. Han mente kort og godt, at stabiliseringspolitik var så svært at udføre, at den ofte gjorde mere skade end gavn. På den måde var det ikke for at være modstander imod at lade penge "smøre systemet", han var blot kritisk overfor, hvordan det skulle udføres og i hvilket omfang og fandt det bedst at undgå. Friedrich Hayek, der var med i de tidligere omtalte raps, var også mand for at mene, at samfundsstrukturerne ofte var så avancerede, at vi økonomer ikke nødvendigvis kunne gennemskue rene årsagssammenhænge, hvorfor vi skulle vare os for at udføre politik på baggrund af en tro på, at vi kunne. 

De har naturligvis alle ret.