Omskrivning af 7-1 til en nyhedsartikel

Hej

Jeg skal omskrive novellen 7-1 til en nyhedartikel, så jeg vil spøger om der var nogen som ville hjælpe mig med starten?

Novellen:
Der var kun fem minutter tilbage af kampen og linjevogter Herluf stod med sit røde flag på linjen og fulgte kampen med fødderne og med hovedet. Han kunne ikke lade være. Han spillede for dem allesammen, men kun for det ene hold, som var hans.
    I denne kamp havde han været ærlig næsten hele tiden. Kun en enkelt gang havde han ladet Emil, den lille venstre yderwing snubbe bolden fem centimeter udenfor linjen, og sende den ind over til centerforwarden Finn (fint navn til centerforward), som hoppede mindst en halv meter op i vejret for at heade ind mod mål; han fik den ikke fladt nok; det blev en kurvebold. Målmanden tog den i favn som ingenting. Men Herluf havde sandelig også været højt oppe. Han hoppede og fik næsten ligeså ondt i hovedet som Finn af den våde bold, og han havde lommetørklædet fremme for at tørre snavset af pande og nakke.
    Ellers havde han frosset bravt. Han stod i den tynde dragt, som han insisterede på at have på; han var fodboldspiller, han ville ikke have det bedre end de andre.
    Åh, gud, Herluf sparkede højrefoden hen gennem det sjaskede græs og rev hele overfladelaget af. Sådan skulle der have været sparket, fladt og hårdt, så bolden røg ind under skridtet af den lynhurtige målmand. Åh, Herlufs hjerte bankede. Han var forpustet. Han holdt sig for brystet, og bekendte blandt publikum råbte til ham, så han vendte sig.
    – Herluf, det skulle bare have været dig.
    – Ja, sagde han og lo en stund meget· højt og drejede sig rundt om flaget og sig selv, – så havde den været der.
    – Ligesom straffesparket, råbte de velvilligt.
    – Ja, råbte han tilbage og lo og stak flaget ned på jorden og drejede sig rundt på det og lo.
    Da havde han vist dem, hvad han duede til. Siden da var de begyndt ikke at komme udenom ham. Hans tid ville komme.

Der var blevet straffe dengang, og bolden lå på plads. Finn stod parat til at skyde, men tøvede, fordi dommeren og modstandernes anfører diskuterede. Da tog han, Herluf, tilløb ind over banen. De så ham alle komme, og ingen rørte sig. Ingen råbte, at han ikke måtte. Han havde stønnet meget af forpustelse, inden han nåede bolden, men så havde han også givet den et spark, der ikke var seet mage til: oppe i venstre hjørne gik den ind og sang i nettet, mens målmanden endnu hang i luften og var fortvivlet. Han var blevet stående med foden fremme, mens det skete. Han glemte det aldrig, denne bold, der havde forladt hans fod og nu sad som den skulle. Han ville gøre det igen, og han råbte det til dem:
    – Jeg kan gøre det igen, kan I se. Hvergang. Hvorfor skal jeg ikke være centerforward?
    Det blev ikke godtaget, han blev vist bort, publikum larmede og klappede, og han holdt sig for øjnene, mens han løb over til sit flag, og han lo, da Finn skød ved siden af målet, og han råbte næsten resten af kampen, at de blot skulle lade ham spille centerforward. Det var et år siden, men det var ikke glemt af nogen. Hans dag ville komme.

    – Åh gud, nu fløjtede det. Kampen var forbi, det var blevet nul-nul, og der blev ikke omkamp. Ingen mål, ingenting.
    – Havde du seet på mig, Finn, sagde han i omklædningsrummet, så ville du have taget den lidt fladere. Jeg havde den, den var helt flad, lige ind i venstre hjørne foroven. Det er rigtigt, Finn. De var alle utilfredse, de gik hurtigt hjem. Han gik sidst, pedellen låste ham ud:
    – Nu bliver det vel snart din tur, Herluf, sagde pedellen, sådan som de spiller.
    – Ja, ja, sagde Herluf, jeg kunne gøre det meget bedre end Finn. Finn er begyndt at bilde sig noget ind. Ved træningsaftenen onsdagen efter sagde de det til ham. Ham.

    – Der er brug for en reserve på b-holdet på søndag, sagde Anker, holdanføreren; du skal stille klokken halvtre på stadion i Kavslunde, de andre kommer dertil i bus, men de kommer fra en kamp om formiddagen, hvor de har fuldt besat i bussen. Du kan tage toget.
    – Ja, ja, ja, sagde Herluf, jeg kan sagtens tage toget.
    – Ja, vi kan jo ikke komme at se på det, sagde Anker, vi skal jo selv spille.
    – Ja, ja, sagde Herluf, jeg skal gøre mit bedste. Hvad skal jeg spille?
    – Centerforward selvfølgelig, sagde Anker.
    – Det er jo også det bedste, sagde Herluf, for alle parter. Der kan jeg gøre mit bedste.
    – Jeg glæder mig meget, sagde han, da de forlod hinanden efter træningen.
    – God fornøjelse, sagde de alle undtagen Emil, der var så flink. Han gik uden at sige noget med et mørkt blik. Han var forhåbentlig ikke vred på nogen.

Han gik sin klubdragt igennem og fik moderen til at stryge den. Han fedtede støvlerne, han undersøgte knopperne. Alt var iorden. Han lagde det hele i en mappe allerede torsdag aften og tog det ud både fredag og lørdag for at se på det. Lørdag gik han tidligt i seng og stod op allerede klokken seks søndag morgen.
    – Er det nu klogt af dig, lille Herluf? sagde moderen, klarer du det? Skal jeg ikke tage med?
    Herluf talte med maden i munden, han måtte gentage sig flere gange, mens han sank og talte, og han fægtede  med arme og hænder.
    – Moder, de kan ikke få en bedre end mig, du tror det ikke, du har ingen tillid til mig. Men jeg har selv. Og nu tabte han glasset med mælk på gulvet.
    – Jajada, sagde moderen.
    Han tog en lille tur ud omkring klubhuset ved ellevetiden, hvor de plejede at drikke en øl sammen og snakke taktik. Der var høj latter derinde, ja enorme lattersalver, men de blev enormt tyste, da han kom ind.
    – Sikket dejligt vejr, sagde han og så på ansigterne, der var ved at synke smilene.
    – Skal du ikke til at tage afsted, Herluf? sagde Anker, du skal vel ikke komme i sidste minut.
    – Alt er klart, sagde Herluf, det skal nok gå altsammen. Han fik en øl af Emil, der bare kom hen og ingenting sagde, bare et tavst blik henover hovedet på ham, kapslen revet af med en dolk. De andre begyndte at tale sagte i små grupper.
    – Vi skal nok klare dem, sagde han til Anker og pegede på sigselv, Kavslunde det er ikke andet end bondekarle, det bliver ti-nul.
    – Ja, ja, sagde Anker, pas nu på.
    – Jeg løber bare lige ned gennem det hele og skyder til, sagde Herluf og strakte foden ud, sådan.
    – Ja, sagde Anker, det kan du jo gøre. Anker havde pillet hele etiketten af flasken, de andre var ifærd med det.
    – God kamp, sagde Herluf, vi sees bagefter.
    – God kamp, sagde de alle uden iver.

Han tog toget ved eet-tiden og kom til Kavslunde Station halv to. Han spurgte om vej til stadion og fik peget ud.
    – Jeg skal nemlig spille centerforward, sagde han og de smilte så venligt til ham.
    Han så på telefonpælene; der var intet opslag, men tegnestifterne var nye, de var revet ned af ungerne. Der var heller ingen i frisørvinduerne, men byen var lille, opslagene var taget ned af frisørerne allerede om lørdagen ved rengøringen. Alle i byen vidste besked. De sad tilsyneladende også alle i stuerne og gjorde sig færdige med kaffen, inden kampen begyndte klokken tre. De kikkede ud på ham. Han havde ladet den rødhvide trøje titte lidt op af mappen. Måske kunne de se, at han var centerforwarden fra modstandernes hold.

Stadion var ikke åbnet endnu, det var også meget lille. Det kunne vente til sidste minut i så lille en by. Der løb nogle små fyre rundt udenfor og tjattede til en bold, og han var lige ved at begynde at spille med den, men så fornam han, at han måtte holde lidt på værdigheden.
    Han trak i porten, og den gik op i det var små, landlige og hyggelige forhold, man kunne bare gå ind på stadion. Der var ingen siddepladser, kun et gelænder rundt om banen, som folk kunne stå bag ved, men banen var der, stor og grøn, den blev øjensynligt ikke meget brugt, men holdt tilsyneladende de internationale mål. Han gik rundt om den. Han skridtede den nøje af, det passede. Han fik en idé. Han ville klæde sig om. Han gik op i det fjerneste hjørne og tog fodbolddragten på og lagde sit tøj i mappen. Det var en dejlig fornemmelse at være parat.
    Han kunne heller ikke lade være at gå ud på banen og sparke lidt og gå frem og tilbage på midten med krydslagte arme, som alle holdanførere gjorde, mens de ventede på dommeren.
    Drengene kom hylende ind: – Hvad skal du?
    – Jeg skal spille centerforward, råbte Herluf.
    Drengene hviskede sammen og stillede sig ved gelænderet og sagde:
    – Nå, mod hvem?
    – Mod jeres hold, sagde Herluf.
    – Alene? sagde de.
    – Nej, kammeraterne kommer om lidt i bus.
    Han gik frem og tilbage på banen med krydslagte arme. Måske var de forsinkede, måske var det først halvfire de skulle spille. Han ventede, de kunne regne med ham.
    – Vis os, hvordan du dribler, råbte drengene med hovederne underfundigt hvilende på gelænderet.
    Han viste dem, hvordan han løb lige ud som en vred gedebuk og til sidst sparkede bolden i mål. Han faldt selv, men de kunne se, at der var kræfter i ham.
    – Så sidder den deroppe, sagde han, oppe i venstre hjørne.
    – Vi har en bold, råbte den mindste af dem, den kan du vise os med, hvordan du skyder bolden i mål.
    De hentede deres bløde bold.
    – Ikke god, sagde Herluf ikke god. Han lagde den på straffesparksstedet.
    Han tog tilløb. Denne gang skulle den komme fladt. Og den kom fladt. Herluf ramte jorden lige før bolden, der blot trillede en meter, han faldt, han slog sig, han havde måske forvredet sin fod.
    – Satans idiotiske bold, sagde han.
        Han løb stille mildt for at holde sig igang til kampen. Sener og muskler måtte ikke sætte sig fast. Han ømmede sig, men han løb blødt og fjedrende rundt og rundt.
    De lo. De kunne bare le.
    – Jeg sagde det til jer, sagde han, den bold skal I holde jer fra.
    – Vi ved, hvor der er en større, sagde de, en rigtig fodbold.
    – Hent den, sagde han, hent den, så skal jeg vise jer,hvordan jeg spiller fodbold.
    Han løb blødt og fjedrende rundt. Der gik fem minutter, så kom fodbolden på bagagebærer. De smed den ud til ham.
    Han lagde den på midten og begyndte at drible, frem og tilbage foran modstanderen, udenom ham, og igen tæt på ham, mens han råbte:
    – Nej du får den ikke, nu skal du bare se, min lille ven, hvordan jeg gør.
    Og så løb han på kryds og tværs af banen, til han nåede ned til fjendens mål, hvor han lagde bolden på straffesparkslinjen og tog tilløb og skød den i mål.
    Han gik tilbage mod midten og slog armene op.
    Han hentede bolden og løb forpustet ud til midten og begyndte spillet påny. Der var begyndt at være fulde huse på tilskuerpladserne, og hele holdet var på plads.
    – Kom så, sagde han og gav bolden op.
    Snart løb han i sin røde dragt frem og tilbage på banen, mens drengene holdt sig for maven.
    Lidt senere så en af dem hans mappe. De gik hen og undersøgte den. De tog den med udenfor, lagde den i en grøft og stillede sig i skjul af omklædningsrummet. De hørte ham råbe derinde og, når han var nærmest, stønne forpustet.
    Der var gået en halv time, inden han tav stille. Een af dem havde sneget sig hen til porten og kikkede ind. Da stod han med bolden foran sig inde på midten og så frem mod modstanderens mål. Så gik han rundt og så sig om. Det var ved at blive svalt, han frøs, han havde svedt meget.
    Tilskuerne var allerede gået.
    Men der var ispapir i alle kurvene.
    Han gik over efter sit tøj.
    Han gik til omklædningsrummets dør. Han løb banen rundt. Han råbte højt.
    – Mit tøj.
    De Io udenfor, fnisende.
    Det sved oppe i pandehulerne.
    – Mit tøj.
    Men der var ingen.
    Hvor var han henne?
    Solen var ved at gå ned.
    Drengene tog cyklen med og løb over på den modsatte side af stadion.
    De så ham gå ind mod byen i fodbolddragten. De blev uenige om, hvad de skulle gøre.
    – Lad os nu se, sagde ham med cyklen. Lidt efter cyklede de to ind, den ene på bagagebæreren, for at se ham gå ind mod byen. Han skred hen ad fortovet og hilste på alle, der stod og kikkede på ham over stakitterne.
    Han var centerforwarden. Han havde blot mistet sit tøj, forklarede han stationsforstanderen.
    Da han stod og kikkede ud af togvinduet, kom een af drengene og smed hans mappe op til ham.
    – Det er vist dit tøj, sagde han.
    – Tak, sagde Herluf, du skal få fem kroner. Og han rev jakken op af mappen, og han fik tegnebogen ud og fandt ingen mønter, kun en tier.
    – Du får en tier, sagde Herluf, det er det værd.
    – Du var mægtig god, sagde drengen nedenfor.
    – Jah, sagde Herluf, det var dejligt.
    Han skiftede på toilettet og fortalte konduktøren, hvordan kampen var gået i alle detailler. 7-1. De lod de andre få eet. Han havde skudt de fem mål. Det måtte en centerforward jo. Han ofrede en taxa på sig selv, da han kom til hjembyen og fortalte taxachaufføren, hvordan det var gået, og taxachaufføren sagde ja til det hele og smilte over hele hovedet.

Ude i klubhuset var der mægtig stemning. De drak øl, så det baskede;
    – Det er Herluf, sagde een, da han glad kom ind, og der blev pludseligt mægtigt stille.
    – 7-1, sagde han og satte sig ved siden af Emil, jeg kunne ikke klare mere.
    – Det var fint klaret Herluf, sagde Anker og rejste sig, det var sandelig fint klaret.
    – Der kan I bare se, sagde Herluf, nu er jeg ikke til at komme udenom.
    A-holdet havde spillet 3-0.
    – Lille sejr, sagde Herluf, alt for lille

Forhold TAK!