Finanspolitisk begreber

1) Hvilken politik fører Tyskland da? 

2) At løbe tør for olie er et (negativt) udbudsstød, idet det er en eksogen forhøjelse af marginalomkostningerne i produktionen, hvorfor virksomhederne vil øge prisen på de producerede varer (hvis de kan). Hvordan skulle det kunne modvirkes ved at stimulere efterspørgslen igennem finanspolitik?

Prøv at tegne et udbuds-efterspørgselsdiagram og se, hvad der sker, hvis udbudskurven rykker op ad (priserne øges, produktionen falder) og antag da, at regeringen stimulerer efterspørgselskurven, så efterspørgselskurven også rykker op (priserne øges endnu mere, men produktionen stiger nu). 

Konklusionen er altså, at du sagtens kan øge produktionen (på kort sigt) via ekspansiv finanspolitik, men du vil til gengæld opleve, at priserne stiger endnu mere (øget inflation) relativt til situationen, hvor politikerne ikke griber ind. Bagved er så en mere generel konklusion, at en regering står overfor et valg imellem at stabilisere inflation og produktion, såfremt økonomien rammes af et udbudsstød. Dette valg står regeringen ikke overfor, hvis økonomien i stedet rammes af et efterspørgselsstød, da inflation og produktion i så tilfælde skal stimuleres i samme retning.

Bemærk, at ekspansive økonomiske politikker (være det sig eksempelvis finans- eller pengepolitik) er et middel til at stimulere efterspørgslen, så hvis det er udbuddet, der er udfordret, er det ikke helt så nemt at stabilisere økonomien. 

Ligesom det skete i de to foregående oliekriser, vil jeg forvente, at arbejdsløsheden bliver høj, og verdensøkonomien vil gå i stå.

Her ser jeg, som en kortsigtet løsning, en ekspansiv finanspolitik, for på den måde at få gang i hjulene igen, og få arbejdsløsheden ned. Tilmed vil de nye arbejdspladser kunne rettes mod at producere vindmøller og solceller etc.

Der er mange forskelle på i dag og da de to oliekriser fandt sted.

En grundlæggende forskel er, at den økonomiske teori har udviklet sig væk fra at tro, at økonomer kan fintune økonomien, så efterspørgslen stimuleres, når dette er behovet og i stedet absorberes i de tilfælde, hvor det er nødvendigt.

En anden grundlæggende forskel i økonomisk teori er, at økonomiens agenter er anerkendt som værende fremadskuende (rationelle), hvilket blandt andet har gjort, at de fleste (uafhængige!) centralbanker ser det som deres fremmeste opgave at styre inflationen i retning af et udspecificeret inflationsmål. 

Den første indsigt er relevant, fordi økonomer i højere grad i dag end førhen erkender den risiko, der er ved at benytte og time eksempelvis ekspansiv finanspolitik, så stimulationen modvirker konjunkturudviklingen korrekt (og ikke fremmer den i stedet).

Den anden indsigt er relevant, fordi stigende inflation vil blive mødt med højere renter fra centralbankerne, så hvis staten samtidig forcerer inflationen ved at stimulere efterspørgslen, vil renten blot blive sat endnu højere. Derved vil statens finanspolitik og centralbankens pengepolitik modvirke hinanden - hvilket hovedsageligt vil føre til underskud og gæld på de statslige budgetter. 

Det er kun i gymnasiet (og i enkelte socialistiske partier), man stadig sværger ensidigt til Lord Keynes. Økonomisk teori har udviklet sig meget siden. 

Og med sætningen om gymnasiet mener du hvad?

...at undervisningen i økonomi i gymnasiet er meget ensidig, godt og vel 40 år forældet og meget ukritisk. 

Tak for svaret.

Da du tydeligt kan se, at det er et spørgsmål sat som A-niveau, ser jeg ingen grund til din længere forklaring om økonomi, når du på forhånd har den opfattelse, at man i gymnasiet sværger til Keynes, og derfor vil være tilfreds med den fortsatte sværgen til ham.

Nej, man skal endelig ikke tage ved lære af de, der bruger størstedelen af deres vågne timer med at studere og arbejde med økonomi i praksis. Så er det bedre at tage en samfundsfagslærers ord for gode varer. Hvis undervisningen er forældet, skal man da bare lade sig fylde med forældet teori - kritisk skal man da ikke være.

I forhold til at stimulere efterspørgslen ved negative udbudsstød kunne man vælge at sige, at det er meget ineffektivt at tvinge produktionsprocessen i gang for enhver pris i en situation, hvor den er mindst produktiv og mest sårbar. Måske er det smartere blot at lade produktionen falde i en periode, hvis det kan sikre, at borgerne så ikke belæmres med en forhøjet inflation.