dansk

Hey I dygtige mennesker! 

Jeg plejer at være god til at skrive stile, hvor jeg som regel får 12 eller 10, men i dag, til terminsprøven, gik klappen sgu ned... de første par timer kunne jeg slet ikke skrive noget, og da jeg egentlig kom igang, så var tiden gået..

Jeg vil nu gerne høre jeres mening om min stil fra idag, som er en litterær artikel med analyse og fortolkning og perspektivering. Desuden skulle der lægges vægt på at karakterisere genren og fortællersynsvikel.

er det meget slemt? hvad ville I giv af karakter?

Et barn kan på mange måder sammenlignes med et hvidt stykke papir, mens forældrene er hånden med pennen, klar til at bestemme hvad der skal står på papiret. Det er gennem opdragelsen af barnet at forældrene har muligheden for at bestemme, hvad der skal stå på papiret, og dermed påvirke barnets udvikling. Det er især vigtigt i det 21. århundrede, hvor familien er fragmenteret. Det resulterer i at barnet bliver overset, og det har sine konsekvenser. Det er, hvad Naja Marie Aidt tilsyneladende forsøger at belyse i sin novelle ”Hun græder ikke” fra 2006. Novellen viser, hvordan den manglende omsorg fra forældrenes side, påvirker et 3-årig barn.

Novellen handler om en 3-årig pige, som hedder Anika, der sammen med sin far er på vej til at besøge farmor og farfar. De befinder sig på en banegård, hvor det meste af historien foregår. I et flashback bliver der fortalt at moren er hjemme med den nyfødte lillesøster. De kan ikke komme med til farmor og farfar fordi moren er træt. På banegården møder faren en ven, og de snakker lidt sammen indtil Anika og faren tager toget. I toget opdager Anika at hun har glemt sin dukkelift på perronen.

Historien er fortalt gennem en tredjepersons alvidende fortæller. Der er tale om en overpersonal position, idet læseren ser mere end personerne i novellen gør. Vi ser, hvor åndsfraværende faren er: ”… faren læser avis og svarer distræt, hver gang Anika spørger ham om noget.”(s.85 l. 9-10) Fortælleren er skjult, og læseren skal selv analysere personernes tanker og bevæggrunde. Fortælleren bliver dermed fremstillet som ”fluen på væggen”. Vi hører dog i enkelte tilfælde Anikas tanker, og hvad hun føler: ”… og noget vidunderligt strømmer igennem hende, noget på én gang fløjlsagtigt blødt og mørkt, men alligevel stærkt oplyst.”(s.87 l.3-4) Der er replikker og beskrivelser i novellen, der gør at fortælleteknikken bliver scenisk. Det, at vi ser mere end personerne i novellen, gør, at vi er i bedre stand til at se problematikken. Da forfatteren bruger denne metode, så er det fordi læseren skal vide mere, end hvad Anika eller faren er i stand til at se. Læseren kan som ”fluen på væggen” se det overordnede billede. Hvis der var tale om en personal position, hvor vi f.eks. så lige så meget som Anika, så ville det ikke være nok til at belyse novellens problematik, fordi fortællersynsvinklen ville så være hos en 3-årig subjektiv fortæller.
Fortælleren fortæller historien mens det sker, og det betyder, at der ikke er forskel på fortalt tid og fortælletid. Der er dog en undtagelse i form af et flashback hvor læseren får baggrundsviden om hvorfor Anika og faren befinder sig på en banegård nu. Flashbacken gør at fortælleren står tidsmæssigt længere fremme og har derfor et tidsmæssigt overblik. I det hele taget er fortællersynsvinklen med til at give læseren autoritet og stabilitet. Læseren kan nu se det helt centrale emne i novellen som er Anikas barndom.
Historien starter in medias res, idet læseren bliver direkte kastet ind i historien uden nogen forudgående introduktion. Allerede i starten af historien er der en indikation på, hvad essensen af novellen er: ”Med den ene hånd holder hun fast i sin fars grå flannelsbukser. Med den anden svinger hun liften frem og tilbage.”(s.85 l.3-4). Symbolsk set står Anika ved en skillevej. Det kommer til udtryk idet hun i den ene hånd har sin dukkelift, som hun svinger frem og tilbage, og med den anden hånd holder hun fast i sin fars grå flannelsbukser. Dukkeliften i den ene hånd er et symbol på hendes barndom, mens hun med den hånd prøver at holde sig fast til faren. Faren rækker ikke sin hånd ud til Anika, så hun kan holde fast i den. I stedet skal hun selv sørge for at holde kontakten med faren ved at holde fast i hans bukser. Mens alt dette sker, stirrer Anika på en anden pige som befinder sig på den modsatte perron. Her bliver der fra forfatterens side skabt et modsætningsforhold, der er med til at understrege Anikas tilstand. Pigen på den modsatte perron er ikke sammen med sin far, men mor. Pigen sidder på sin mors hofte. Hun har desuden lagt hænderne om morens hals og trykker sin kind ind til hendes ansigt. Det er, hvad Anika på den modsatte perron, mens hun selv skal sørge for at holde fast i sin fars bukser. Modsætningsforholdet mellem Anika og pigen på den modsatte perron er et gennemgående motiv gennem hele novellen: ”… hun (Anika) ser igen over på pigen, der stadig klæber til sin solbrændte mor. Dumme, lille pige. … Hun (Anika) rækker tunge ud ad pigen” (s.86 l.22-26) Her er der tale om jalousi, som når sit højdepunkt, da Anika rækker tunge ud ad pigen. Senere i novellen bliver jalousien for meget for Anika: ” Anika græder hjerteskærende mens hun ser på pigen, der i det samme bliver sat ned på perronen af sin mor og straks løber væk og kravler op på en bænk. Anika græder højere.”(s.88 l.3-6) Her indser Anika hvor godt pigen på den modsatte perron har det. Ikke nok med at hun kan sidde trygt på sin mors hofte og have armene rundt om hendes hals, så kan hun faktisk tillade sig at løbe væk og kravle op på en bænk. Anika kan hverken have et så godt forhold med sin far eller løbe væk og kravle op på en bænk som hun egentlig føler for at gøre: ”Hun kan næsten ikke stå stille mere, hun vil hoppe op og ned, hun vil løbe helt hen til skraldspanden i den anden ende af perronen…”(s.87 l.6-8) Pigen på den andens side har sin mor med, som hun tilsyneladende har et godt forhold til. Anika er ikke sammen med sin mor, men sin far. Hun kan ikke side på hoften af sin far eller have armene rundt om hans hals, fordi de ikke har et så godt forhold. Og det er ikke Anikas skyld.
Ikke nok med at faren ikke vil, som nævnt tidligere, række sin hånd ud til Anika, så hun har noget at holde fast i, så undlader han nærmest at svare på Anikas spørgsmål: ”… faren læser avis og svarer distræt, hver gang Anika spørger ham om noget. ”Er det vores tog?” Han nikker. ”Er det?” ”Nej...” ”Hvorfor læser du avis?” ”Mmm..”(s.85 l.9-13) Faren bliver fremstillet som om han ikke er engangret i sit barn. Han tror at en is vil kunne gøre alting godt igen: ”Når vi kommer til færgen, ved du hvad så, så skal vi ha os en is.”(s.85 l.24-25) Han er uopmærksom, fordi han glemmer Anikas dukkelift på perronen: ”Hun (Anika) betragter den lyseblå dukkelift, der står tilbage på perronen.”(s.88 l.14-15)

Den glemte dukkelift på perronen er et symbol. Den symboliserer Anikas uskyldige barndom, som bliver efterladt på perronen. At faren ikke husker at tage dukkeliften med på toget, symboliserer hans skyldighed. Han er skyld i at Anika ikke får sin barndom med sig i toget. Toget spiller på rejsemotivet i novellen. Anika får ikke sin barndom med i sin rejse gennem livet. Det er især novellens slutning med til at understrege: ”Toget sætter i gang. Marker og skove flyver forbi, fjerne og grønne. Hun græder ikke.”(s.88 l.22-23) At toget sætter i gang, skal forstås i overført betydning. Det er hendes liv der for alvor sættes i gang. Hun har nu efterladt sin barndom og rejser ind i den virkelig verden. Selvom der er tale om en åben slutning, så kan det stadig læses som et tegn på at Anika rejser gennem livet, uden at græde.

Novellens titel er ”Hun græder ikke”. Det kan forstås helt konkret at Anika ikke græder, men det har også en symbolsk betydning, der er relateret til tekstens tema, som er barnet i det 21. århundrede. I disse dage ser man, hvordan familierne bliver opløst, og hvilken konsekvens det har på barnet. Det har fanget Naja Marie Aidts opmærksomhed, fordi det helt centrale tema i novellen er barnets situation i en opløst familie. I novellen er der, som nævnt før, et flashback, hvor læseren kan gennemskue hvorfor Anika og faren skal besøge farmor og farfar, uden at have moren eller lillesøsteren med. Far og mor har tilsyneladende haft et skænderi, hvor faren beslutter sig for at tage Anika med: ”Anika skreg da faren bar hende ud”(s. 85 l.20) Morens undskyldning for at ikke komme er at hun er træt, men det kan selv Anika, som er et 3-årigt barn, se igennem. ”Moren er for træt til at tage med. Anika synes ikke, at hun ser træt ud.”(s.85 l.22-24) Læseren er ikke i stand til at udpege hvem den skyldige er i skænderiet. Det bliver, bevidst, udeladt fra forfatterens side at fremhæve den skyldige i skænderiet. Det er fordi, uanset om det er moren eller faren der bærer skylden, så ændrer det ikke at forældrenes konflikt påvirker barnet.
Selvom novellen er skrevet i nyere tid, rummer den elementer fra den klassiske novelle, hvor der foregår et sammenstød mellem to verdener. De to verdener forstås som to parallelforløb, der to gange under fortællingsforløbet kolliderer. Vi ser to forskellige verdener i ”Hun græder ikke”, som består af den barnlige verden og den virkelig verden.  Første gang de to verdener mødes er, når begivenheden første gang kommer til udtryk, og dette sker oftest uventet. Vi ser eksemplet på det allerede i 3. og 4. linje i historien, hvor vi, uventet, får øje på sammenstødet af den barnlige verden og den virkelig verden, som kommer til udtryk idet Anika holder dukkeliften i den ene hånd og farens grå flannelsbukser i den anden. Anden gang de to verdener mødes, opstår et vendepunkt, hvor en af fire muligheder gør sig gældende: Den nye orden sejrer over den gamle, den gamle orden sejrer over den nye, den gamle orden åbner sig for den nye eller der oprettes en helt ny orden. I ”Hun græder ikke” sejrer den nye orden over den gamle, hvilket kommer klart til udtryk, idet Anika efterlader sin dukkelift, som symboliserede hendes barndom, på perronen.  
Det er karakteristisk for Naja Marie Aidt at skrive om den fragmenteret familie med barnet i fokus. I novellen ”Bulbjerg” møder tilsvarende en familie, hvor parret har problemer, men det er barnet der kommer til at betale prisen. I denne novelle har manden både manden og konen hinanden utro, og da manden afslører at han har en affære med konens halvsøster, kommer de op at skændes. I novellen er det barnet der fysisk kommer til skade. Her tager manden alene med drengen på skadestuen. At drengen kommer til skade fysisk, kan også forstå i overført betydning. At det er barnet der i sidste ende betaler prisen for forældrenes konflikter.  Novellen ”Bulbjerg” er fra novellesamlingen ”Bavian”. Fælles for både ”Hun græder ikke” og ”Bavian” er den måde, Aidt skildrer mennesket i det 21. århundrede. Mennesket er blevet så selvisk, at det glemmer sit ansvar over sine medmennesker. Det er især vigtigt, når ens medmennesker også kan være ens eget barn.