Politianmeldelse?

Hvis I ikke har det på skrift, at hun lånte de penge, så kan det nok blive en del sværere at bevise, end at du har hendes ting... Jeg ved ikke, hvad man gør i den situation :( 

jeg har heldigvis beviset på rigtig mange af tingene. 
+ frisøren kan huske at det ikke er mig der er blevet klippet :)

 

Hvis du skal have dine penge tilbage, så skal du anlægge en retssag, hvor du nedlægger påstand om, at din veninde skylder dig penge. Hvis du kan bevise, at hun skylder dig penge, så vinder du sagen.

Du henvender dig på din lokale politistation, henvender dig på kontoret med skiltet "fogedret" og ringer på klokken. Der kommer så en politimand (M/K), der udleverer et skema som du skal udfylde og sende til den lokale fogedret vedlagt en check på skønnet 200kr. Du bliver så indkaldt til fogedretten sammen med din "veninde".

Husk at medbringe al den dokumentation du har og kontakt evt. vidner for at høre deres villighed til at støtte dig. Du løber en risiko på anslåede 200 kr.

Men hvorfor tillod du venindens mor at hente din venindes ting, så længe der verserede en konflikt ?

PS: Mit erfaringsgrundlag ligger tilbage til 1976. Dengang var checken på 20kr. Du behøver ikke at hyre en advokat, den bestaltede dommerfuldmægtig skal nok styre slagets gang.

Moderen virkede så oprigtig og til at stole på.
Hun sagde samtidig med at hun hentede dem at vi nok skulle finde ud af det og at det egentlig ikke var hendes problem. Min "venindes" kæreste havde skrevet en masse beskeder omkring at jeg ville blive meldt til politiet, hvis jeg tilbageholdte hendes ting. Jeg fortryder inderligt at jeg var så dum bare at lade hende tage tingene med. 
Jeg havde nummeret på min gamle mobil, som gik i stykker.
Jeg vil gøre alt for at få hendes adresse, så jeg kan tage derhen og sige de skal ligge på bordet.

Er det forresten muligt for et mobilselskab at oplyse nogle af de numre man har ringet til indenfor en måned?

Ad #5: Fogedretten skal nok finde din "venindes adresse og tlf-nr. Bare rolig.

Ad #6: Jada, men koster nok. Men spørg selskabet.

Jeg tror jeg ringer ind i morgen så. Tak for svarene :)

@ Hesch

Jeg tror du har glemt noget. Før man kan fuldbyrde sit krav i fogedretten, altså få penge fra den der skylder via fogedretten, så skal man have et fundament. Det vil sige, at der er en retinstans skal konstatere, at man har krav på penge. Dette gøres som udgangspunkt ved at gå til byretten og vinde en retssag.

Man kan også i visse situationer bruge det der kaldes et betalingspåkrav fra fogedretten, men det kræver, at hun er enig i at skylde pengene. Hvis hun ikke mener at skylde nogle penge og protesterer, så kan denne fremgangsmåde ikke benyttes og så er der kun en alm retssag tilbage. Dog var kravet en meget lille værdi, så man kan komme under småsagsproceduren, hvilket er en hurtigere og billigere procedure end den normale retssag. Men det kan dog vurderes om det er besværet værd, da det er er meget lille beløb.

Det var ikke sådan i 1976, som du beskriver. Fogedretten kunne her anholde folk, som ikke dukkede op som indkaldte vidner, og fogedretten kunne udstede en retskendelse vedr. adgang til privat område, f.eks. ved hjælp af låsesmed/politi.

Hvis man er/bliver enige om skyldsspørgsmålet, så indgår man et forlig: Dermed sparer een eller begge parter udgift til udarbejdelse af en dom.

En dom kan/kunne ankes til byretten, med risiko for behørige merudgifter.

Fogedrettten er/var en fuldgyldig retsinstans.

Men er der sket ændringer på dette retsområde, hører jeg gerne.  :)

@ Hesch

Nej, der er ikke sket ændringer, men din forklaring af processen er meget forenklet, og jeg tvivler meget på, at din konklusion kan lade sig gøre i den pågældende sitaution. .

Processen når man har et krav er således.

1) Man skal have et fundament:

Det følger af retsplejelovens § 478, at før man kan få fogedretten til at fuldbyrde sit krav. Det hyppigste benyttede forlig erkan være:

- Dom

- Forlig. Det skal dog være fastlagt, at forliget kan tjene som fundament.

- Gældsbreve

- Pantebreve

- Betalingspåkrav (følger af Retsplejelovens § 477)

Der er ikke den store tvivl om, hvad en dom er, eller hvad gældspreve eller pantebreve står for. Det fremgår ikke, at der skulle være noget gældsbrev.

Som det fremgår af den indledende mail, så er der ikke noget forlig, og jeg tvivler stærkt på, at man opnår et forlig. Fogedretten laver ikke forliget. Det er parterne selv, som skal lave et frivilligt forlig, hvor det skal fremgå af forliget kan være fundament i forhold til senere fuldbyrdelse hos fogedretten. Som sagen er forklaret, så tvivler jeg stærkt på, at man opnår et forlig. 

Derfor er den bedste måde nok et betalingspåkrav. Det er hvor man sender et brev til skyldneren og fogedretten, hvor kan forklarer situationen og vedlægger dokumentation. Herefter for skylderen en minimumsfrist på 14 dage til at reagere. Hvis skylderen protesterer, så

Så nej, der er ikke sket ændringer. Fogedretten er blot bare den forlængede arm i forhold til et fundament. De foretager ikke en tilbudsgående prøvelse af, om fundamentet er korrekt. Derfor skal trådstarteren have et fundament. I denne forbindelse mener jeg i lighed med mit seneste indlæg at en dom eller betalingspåkrav formentlig er den bedste måde. Selvfølgelig vil det være fint, hvis hun kan få et frivilligt forlig, men når man læser beskederne igennem, så tvivler jeg på, at det er muligt. 

Tror du seriøst, at man kan gå hen til hende veninden med et brev, hvor der står, at hun skylder 2750, og hvis hun ikke betaler, må man gøre udlæg i det hun ejer, hvorefter hun siger ok, og skriver under?

Som sagen er forklaret, tviler jeg meget på dette. Derfor vil jeg mene, at det bedste er at forsøge med et betalingspåkrav til at begynde med. Hvis det ikke virker, så må man jo gå gennem domstolene, men her skal det vurderes, om sagen ikke er for lille, selvom man kan komme igennem småsagsprocessen. 

Ad dit næstsidste afsnit: Hvis fogedretten finder det dokumenteret, at NN skylder 2750kr. og ikke betaler, så: ja. Om inddrivelse af gælden sker ved løntilbageholdelse eller på anden vis beslutter retten.

Nu er jeg ikke jurist, men tager udgangspunkt i en sag fra 1976, der drejede sig om tilbagelevering af en antik seng. Sagens kerne drejede sig her om hvorvidt sengen var udlånt eller givet bort af tidligere ægtefælle. Jeg hørte altså ikke ordet fundament nævnt under denne sag. Parten blev advaret af dommerfuldmægtigen med ordene: Jeg skal vel ikke bede fogeden hente sengen, det kommer til at koste penge.

Så ja, jeg tror fogedretten inddriver gælden på en eller anden vis, begrundet i praktisk erfaring.

I forhold til du skriver, at hvis fogedretten finder det dokumenteret, at NN skylder 2750, så sker inddrivelse af gælden ved løntilbageholdelse eller på anden vis.

Det er ikke korrekt. Det er de alm. domstole, dvs. byretten, som beslutter om det er dokumenteret, at NN skylder 2750. Det kan fogedretten ikke gøre. Alternativt kan man via et forlig få NN til at erkende skyld eller via et betalingspåkrav få NN til at tage stilling til, om man skylder penge. Det centrale er, at det IKKE er fogedretten, der bedømmer, om NN skylder penge, hvis man ikke har et gældsbrev. Fogedretten kan kun inddrive gælden, hvis der er et fundament.

Det vil sige, at hvis der ikke er mulighed for at få NN til at erkende at skylde penge, og man ikke har et gældsbrev, så er det kun domstolene - dvs. byretten, som man kan få til at konstatere, om man rent faktisk har penge til gode. Hvis byretten finder frem til, at man har dokumenteret, at man har penge til gode, så afsiger de en dom, hvor det konstateres, at NN skylder 2750. Denne dom kan man så tage med til fogedretten, som så inddriver pengene. 

Det vil sige, at fogedretten sjældent efterprøver sagen (det er byrettens opgave), de inddriver bare gælden i henhold til et fundament (dom, forlig, gældsbrev, pantebrev osv).

I forhold til sagen fra 1976, så har jeg ikke kendskab til reglerne fra dengang.

Det er så ikke min oplevelse fra dengang, hvor sagen altså drejede om en antik seng.

Hvis man tager sagen fra 1976, som du har forklaret den, så vil selve sagen udgøre fundamentet. Det vil sige, at dommen vil gå ud på tilbagelevering af sengen. Derefter kan denne dom fungere som fundament, og fogedretten kan herefter fuldbyrde dommen og hente den antikke seng. Dette vil naturligvis koste penge.

Så sagen er fint i tråd med reglerne.

Nu faldt der ikke dom, men der blev indgået forlig om frivillig udlevering, sikkert grundet fogedrettens advarsel, nævnt i #12.

Denne var et vink med en vognstang med henseende til fogedrettens evt. domsafgørelse. Derfor forliget.

Det nemmeste måde at afklare det er nok ved henvendelse til fogedretten eller på domhuset. Desuden findes der en offentlig retshjælp, der gives gratis. Man får dog ikke nogen egentlig sagsbehandling; men det er jo heller ikke nødvendig i den her sag. I universitesbyer giver jurastuderende gratis retshjælp, hvis man er ubemidlet.

Vi har at gøre med et krav på 2750 kroner. Der er ingen ud over de to parter, der reelt kan sige at kende noget til de aftaler, der er blevet indgået. Aftalen er tilsyneladende mundtlig og ubevidnet, og modparten kan påstå, at den har haft et noget andet indhold, at kravet skal hjemles i en aftale om lån af en anden (mindre) størrelse - eller at der i det hele taget ikke er indgået nogen aftale. 

Hvis kravets gyldighed aldrig på en dokumenterbar måde er blevet erkendt af ''veninde'', transaktionen (eller transaktionerne) ikke er dokumenteret på nogen måde, og der ellers ikke er noget, der sort på hvidt underbygger, at penge har skiftet hænder (og endda med udgangspunkt i en aftale om tilbagebetaling), får man næppe noget ud af at anlægge sag.

Der er under alle omstændigheder tale om 2750 kroner, så det er nok tilrådeligt at komme over det og leve videre vidende at ''veninde'' er et sygt nok pikhoved. Det er ærgeligt og alt muligt, men det er svært at se noget konkret grundlag for at rejse kravet over for ''veninde''. Hvis man kunne rejse krav på så løst grundlag som det fremlagte, så ville jeg kunne påstå, efter at have budt #0 på en pizza og en bytur uden nogen aftale om modydelse, at #0 skylder mig en plov og en pizza, og få en domstol til at gøre kravet gældende over for #0. Det er jo ikke sådan, ting kan fungere.

--- 

P.S. Sagen fra 1976, som er blevet omtalt nogle gange, handler om en bodeling af en art, hvor der vel var indgået en eller anden overenskomst mellem parterne om, hvem der ejer hvad. Fogedretten har i så fald højst sandynligt handlet på grundlag af en aftale om særeje, en overenskomst indgået mellem parternes advokater ifm. med ophøret af samliv eller en bodeling foretaget af skifteretten. Den har dermed næppe nogen relevans.

Lige en mere konstruktiv bemærkning. Jeg tror, at det kunne være en god idé at kontakte politiet vedrørende sagen og forklare omstændighederne. Det skal dog ske uden at kræve, at der finder en efterforskning sted og være vildt oppe at køre. Jeg tror, at dialog er i din interesse, og du skal fremstå som nogen, der netop søger dialog.

En sådan henvendelse rettes bedst til lokalpolitiet. Både du og ''veninde'' har et vakkelvorent grundlag for at stille krav om noget som helst til hinanden i en retssal, men det er til gengæld ikke atypisk, at lokalpolitiet kan fungerere som en mægler i den her type småtvister. De har som udgangspunkt ikke nogen decideret beføjelse til at tvinge nogen til noget i en sådan sag, men de kan måske tage en snak med ''veninde'', og det kan om ikke andet have en effekt i kraft af, at lokalbetjenten er en autoritetsperson og kan fungere som fornuftens og rimelighedens stemme.

Det er dog usikkert, hvorvidt 

a) I bor i samme område og dermed har at gøre med det samme lokalpoliti (hvis noget sådant i det hele taget eksisterer der, hvor du bor)
b) At lokalpolitiet gider/har tid
c) At ''veninde'' og co. vil gide at forholde sig til en høflig lokalbetjent, der beder dem om at tage sig lidt sammen

Men det kunne altid være et skud værd. Jeg tvivler, at ''veninde''s familie gider have besøg af politiet, uanset hvor sød en lokalbetjent I (måske) har. Det kan dog have to virkninger:

a) de kan blive vildt pissed over at have en politibil i indkørslen og bliver endnu mere dumme
b) de vil synes, at situation er blevet latterlig nok og vil give dig dine penge

Jeg ville stadigvæk personligt bare glemme alt om de 2750 kroner og lade ''veninde'' få sine ting, som i sidste ende er hendes. Rent moralsk står man jo skadesfri, mens ''veninde'', hendes kæreste og alle mulige andre idioter forbliver idioter. Men er du ikke villig til det, tror jeg, at lokalpolitiet er det eneste realistiske bud på en måde at få penge ud af hende ved at indblande autoriteter.