Oplysningstiden

    ...at gudstroen op til oplysningstiden ændredes fundamentalt blandt de intellektuelt fremmeste

     Tankerne modnedes fra renæssancen gennem reformationens og rationalismens tidsaldre,
     indtil filosofferne - ofte med fare for eget liv - turde offentliggøre deres tanker bl.a. i Den store
     Encyklopædi.

     Men det er et langt idéhistorisk forløb, som ikke med vederhæftigheden i behold
     lader sig skildre ganske kort.

grunden blev lagt i renæssancen,
hvis livssyn man i korthed måske kan
beskrive som tiden,

hvor tanken om mennesket som et helt uafhængigt væsen, der hviler i sig selv og selv er udgangspunktet for alle virksomheder.
Renæssancen var blevet træt af arvesynd, samvittighedsnag og imaginære rædselsvisioner om et liv efter døden. Den vendte ryggen til døden, vendte sig mod livet og priste fornuftens stemme, som så længe var blevet overdøvet af larmen fra de stridende trosretningers sammenstød. 

Dette nye syn viser sig først og fremmest i, at man frigør sig fra alle bånd. Man accepterer ikke længere nogen autoritet, man lader sig ikke noget foreskrive, men man kræver ret til at tage sit liv i egen hånd og give det den udformning, man selv ønsker. Der kommer i dette opgør - først og fremmest med kirken – noget stolt og trodsigt over selve den måde, man hævder sin individualitet på.

Tidligere havde man altid forstået mennesket ud fra noget andet. Man måtte først beskrive dette andet, Gud eller verden, inden man kunne forstå mennesket, men da kunne man til gengæld også forstå det, for dets væsen gav sig ud fra den plads, det havde i den samlede tilværelse.
Med dette skema bryder renæssancen radikalt. Man vover for første gang det stolte forsøg at forstå mennesket alene ud fra det selv, man hævder for første gang, at mennesket slet ikke kan forstås ud fra noget andet, for det er selv sit eget udspring, eller kilden til, hvad det er, findes ikke andre steder end i det selv. Mennesket er i denne dybtgående forstand af ordet sin egen herre.

Renæssancens livsstemning var en overvældende fornemmelse af at besidde grænseløse muligheder og utrættelige kræfter, en dyb følelse af helt at være hjemme i verden og at være uindskrænket herre over alt, hvad den havde at byde på. Mennesket finder ikke længere sin naturlige plads i en helhed, men det stiller sig i centrum og forlanger, at alt andet skal bestemmes i forhold til det.

#3
irrational

Oplysningstidens kamp
bestod fortrinsvis i at rose nye overbevisninger og metoder inden for videnskab og filosofi; at erstatte religion med videnskab og præster med filosoffer; i hvert fald inden for de dannede klasser, var filosoffernes drøm.

som ateisten Meslier, så det:
"Giv tanke-, tale- og trykkefrihed og lad opdragelsen blive verdslig og uden skranker, og mennekseheden vil dag for dag komme utopia nærmere. Den eksisterende samfundsorden er uretfærdig; den gør et lille mindretal rige, dovne og korrupte af luksus på bekostning af millioner af mennesker, som holdes nede i nedværdigende fattigdom og uvidenhed.

I oplysningstiden udkæmpedes det 18. århundredes afgørende slag mellem filosofferne og teologerne og er betegnelsen Filosoffernes Tidsalder værdig.

Men det skal ikke glemmes, at de franske masser holdt stadig fast ved den middelalderlige tro, som var en støtte og poesi i deres trælsomme tilværelse.

Du kan gøre det kort ved at bruge begrebet deisme om Gud i Oplysningstiden. 

Helt i forlængelse af den rationalistiske kritik af kirkelige forestillinger ligger det begreb om en naturlig religion, som den rationalistiske filosofi efterhånden får defineret: de forestillinger, der skal have gyldighed må være forankret i menneskets egen medfødte fornuft. Det betyder for religionen, at der må findes en naturlig religion
dvs
der må findes et sæt på menneskets natur beroende religiøse ideer, der er medfødte ganske som logiske, matematiske og videnskabelige ideer, som er almengyldige i den forstand at alle mennesker til alle tider og ganske uanset de kulturelle omstændigheder besidder dem.
Man samlede sig om tre sådanne ideer:

                                • ideen om Gud

                                • en udødelig sjæl

                                • det etiske livs almene dyder

angående ideen om Gud som
et evigt væsen, som er udrustet med al magt og godhed og som i tidernes morgen skabte hele universet. Man fandt det simpelt hen ufornuftigt ikke at antage eksistensen af en sådan skabergud. Universet kunne dog umuligt være opstået af sig selv; dertil var det alt for sindrigt indrettet.
Til gengæld gik tendensen i retning af det, man kalder deisme, dvs den idé, at Gud nok i sin tid har skabt universet, men at han siden da så at sige ikke blander sig i det; han har skabt det som en så vidunderligt indrettet mekanisme, at den, når den først er sat i gang, af sig selv vil fortsætte i al evighed. Gud bliver naturligvis på den måde noget meget fjernt, og hos mange af deismens fornemste repræsentanter bliver det på en måde til en slags forklædt ateisme.