essay om litteraturkanon

Hej derude!

jeg har skulle skrive et essay i dansk om den såkaldte 'litteraturkanon, der er en liste over forfattere som undervisningsministeriet har udgivet. Elever i grundskole og gymnasie skal i løbet af deres skoletid have gennemgået denne liste. jeg har skulle overveje fordele og ulemper ved litteraturkanonen, og ville lige vide, hvordan I synes jeg er kommet fra det?

Litteratur i udvikling
- Om danskheden og dens værdier

Der tales i disse dage meget om begrebet at bevare danskheden og hvordan vi undgår at vores kultur forsvinder i et hav af udenlandske fraser, traditioner og leveregler. Vi er meget opmærksomme på at de værdier vi anser for værende danske, bliver passet på og puttet i ramme, så hr. og fru Danmark har noget at hive frem, når den store verden trænger sig på, og kræver at se hvad vi egentlig bidrager med til verdenssamfundet. Vi har behov for noget vi kan kalde vores, noget som ingen andre kan prale af. Det kan dog være yderst svært i et samfund der udvikler sig mere og mere hen imod at være multikulturelt. Derfor går vi til litteraturen, til tiden før den blev verdensomspændt. Vi er nødt til at gå helt tilbage til før 1965, for at finde tekster af forfattere der ikke er blevet påvirket af det fremmede. Hvertfald ifølge undervisningsministeriet, der i 2004 udarbejdede en såkaldt ”litteraturkanon”; en liste over hvilke forfatterskaber eleverne skal have kendskab til i løbet af deres folkeskole- og gymnasietid. Forfatterne har det tilfælles, at de alle har haft deres gennembrud før 1965.  Men kan vi stadig vide os sikre for fremmed indtrængen dér?
Jørn Lund-Jensen, direktør for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, betegner i sin artikel Frihed og binding i danskundervisningen  forfatterskaberne i kanonen som værende et udtryk for dansk kultur og sprog, og en måde hvorpå vi kan holde os frie af den amerikanske kulturs stramme greb om Europa.  Men er det egentlig så nødvendigt at frygte fremmed påvirkning i vores kultur og litteratur?
Litteraturkanonen er et tiltag, der som alle andre beslutninger medfører både fordele og ulemper. Generelt set er kanonen ikke en yderligere begrænsende faktor i danskundervisningen, men den vil unægteligt komme til at begrænse både læreren og eleverne. I stedet for at arbejde med nutidsrelaterede problemstillinger og dermed tekster der forholder sig til vores tid og samfund, bliver undervisningen ved hjælp af kanonen let fastholdt i det som kanonen opstiller som obligatorisk; nemlig tiden før 1965. I et samfund, hvor udvikling står højt på skemaet, virker det en smule absurd at litteraturen i vores skolesystemer skal fastholdes i tiden op til midten af det 19. århundrede. Er vi ikke længere i stand til at skabe litteratur, der er værd at, ikke blot læse, men at smage, føle og indtage? Og hvis dette er tilfældet, hvor længe er vi så I stand til at holde fast på vores konserverede litteratur, før det til sidst løber så meget over sidste anvendelsesdato, at vi også må opgive dette?
Forfatterne i litteraturkanonen er alle nogle der har været med til at udvikle litteraturen. Grundtvig gjorde det med sine salmer, der henvendte sig til menigheden, H.C. Andersen med sine eventyr for børn, Holberg med sine komedier. Deres betydning for den danske litteratur i dag bør naturligvis ikke gå i glemmebogen, og dette er litteraturkanonen med til at sørge for ikke sker. Men god litteratur bør leve videre af sig selv, uden at det bliver et krav fra et ministerie. Litteraturen er nemlig en del af vores kultur, og denne kultur følger mere end noget andet udviklingen i verden. At påbyde elever i folkeskole og gymnasie en liste med forfattere, kan måske mere end noget andet føre til at lyset i deres værker bliver slukket, fordi det er blevet en pligt at læse dem. Kanonen kan derved føre til det stik modsatte af sine oprindelige intentioner, for hvis vi til sidst mindes vores egne litteraturskatte som analyse, fortolkning og timers hårde skoletimer, er de snarere blevet et symbol på selve skolesystemet i stedet for danskheden.
Vi er derfor nødt til at følge med i verdens- og samfundsudviklingen, hvis vi ønsker at vores litteratur skal være et billede på danskheden. Betegnelsen ”at være dansk” har ændret sig utrolig meget siden 1965, og udviklingen har alle tider været påvirket af den ydre verden. Det gælder også i vore kanon-forfatteres tid; mange af disse forfattere har hentet meget af deres inspiration i udlandet. Derfor bør vi ikke sky den ydre påvirkning for meget - vi skal passe meget på, at vores hunger efter at opretholde danskheden ikke går hen og danner et isoleret ”osteklokke-samfund”, hvor vi afskærmer os totalt fra omverdenen. Det skaber nemlig en større og større følsomhed for ydre påvirkning; som et økosystem, hvor selv den mindste berøring udefra kan få det hele til at falde sammen. Og en total afkobling, hvor vi ikke er i stand til at følge med det høje tempo verden sætter.
Skal vi skabe en danskhed, der fremstår stærk og holdbar, er vi nødt til ikke blot at holde fast i det gamle, men af det gamle lade noget nyt skyde frem, som blomster af den gamle muld. Det nye næres af det gamle, men bliver vi ved med at ville holde fast i de gamle planter uden at så nye frø, vil vi til sidst kun have muld tilbage.
Litteraturkanonen indeholder mulden, hvorfra den nye litteratur skal blomstre – men bør vi i mulden placere småskud i form af nyere, og fremmede værker, der kan give os et billede på det endelige blomsterbed, og fremme væksten af vores egne litteraturblomster?