Hjælp! :)

Du får ikke mere hjælp af at oprette nye tråde med det samme emne. Du må i stedet væbne dig med tålmodighed og henvende dig i god tid. Den oprindelige tråd kan bumpes til toppen ved at skrive et kort indlæg i den oprindelige tråd, for eksempel en gang om dagen.

Hvordan er kronikken fortalt? Hvilke synspunkter udleveres der i kronikken?

Er det hjælp, eller spørgsmål?

Det er vel ret basalt at vide, for at kunne hjælpe dig med dit spørgsmål.

Du skal stille synspunkter op mod hinanden og diskutere de forskelligheder eller hvilke ligheder, der er i mellem dem. Husk at forholde dig sagligt i din diskussion i henhold til de argumenter, du fremfører. Altså du skal sørge for at de er veldokumenterede. 

Men det er kun en tekst jeg skal skrive kronik til, har så valgt teksten ''Ret til at leve usundt?''

Jeg ved ikke rigtigt hvordan, jeg skal sætte synspunkerne mod hinanden, fordi hun hele tid taler om noget andet og har forskellige synspunkter og holdninge for de forskellige emner.. :(

Det emne som teksten handler om, skal du skrive om med forskellige briller. Forstil dig, at du har forskellige briller på, når du kigger på den samme tekst, for så ser du nemlig forskellige ting om det samme emne. De forskellige ting du får øje på, præsenterer du i din kronik.

Du skal også diskutere tekstens synspunkter, og det betyder at du argumenterer for og imod synspunkterne, som teksten har. Husk at dine argumenter skal være begrundede. 

Spørg dig selv, når du argumenterer:

- "Hvad er grunden til at mit argument er holdbart og ikke noget, jeg bare har fundet på?"

Ok, men når jeg så argumenter behøver det så være noget fra teksten af ?

Altså skal jeg bringe argumenter fra teksten af ?

Er der en rar sjøl herinde som evt kunne hjælpe mig med at finde hovedsynspunkterne i denne artikel? (:

Undskyld sKriFten hoPper, men jeg må hele tiden løfte højre hånd fra tastaturet for at tørre mine øjne. Jeg har været i udlandet, og minderne vælter frem. Ikke om historiske bygningsværker, sublime måltider eller svimlende billige forårssko. Næ, det er mødet med hverdagspoesien, der bevæger mig til tårer. Jeg har oplevet en daglig, legende omgangstone på nært hold, mellem almindelige mennesker, os. Den kan de i udlandet. Folk mestrer den sproglige flirt i dagligdagen. De taler pænere til hinanden. De er høflige.

Hvad jeg mener? Jo, tag den tjener, der i en pub på Londons Caledonian Road svingede en pint of lager hen over disken til mig og sagde ”here you are, luv”… ”Skat”?! Manden kaldte mig skat, endda flere gange. Jeg fik min ungpigekulør igen, og den har ellers været væk i årevis.

Der var også grønthandleren i Paris’ Belleville-kvarter, som slog mine tre hvidløg og en aubergine ind på kassen og sagde, at mit smil var ”ravissante”, henrivende. Øh? Jeg drejede hovedet bagud for at se, hvem han talte til. Var det moi? Ja, vous, Madame. Så blussede jeg som en skolepige.

I Metroen sagde folk ”pardon”, når de ville forbi. Altså et kort, venligt ”undskyld” eller ”tillader De”, som signalerede, at vi skulle rykke os. I USA siger folk ”excuse me”, når de vil passere.

For nogle uger siden fór jeg forskrækket sammen i et københavnsk supermarked, da en far med klapvogn stod bag min ryg, tavs og ubevægelig. Hvor længe denne tall dark stranger havde ventet på, jeg skulle opdage ham og springe til siden, aner jeg ikke. Men han havde daggamle skægstubbe. Hvis jeg ikke havde vendt mig om, ville han nok stå der endnu. Med fuldskæg.

Bare han dog havde sagt noget. Hvis der da findes en dansk høflighedsvending til den slags situationer? Engang hed den ”tillader De”. Men De er forsvundet fra det danske sprog. Og ”tillader du?” svinger bare ikke. Hvad siger man så? ”Undskyld, men må jeg godt have lov til at smutte forbi” kan lyde fidelt. ”Vil du lige flytte dig” kan opfattes som uvenligt.

En dansk gymnasieklasse, som tidligere på året drog på sprogrejse til England, blev af deres britiske værter indskærpet at huske ordet please, når de talte med de lokale. En af de lærere, der var med, fortæller, at englænderne opfatter de unge danskere som taktløse, fordi de glemmer at runde opfordringer af med et lille please. Hvad hedder det udtryk på dansk? Vær så venlig? Venligst? Vil du godt være sød? Heller ikke det har den lethed og elegance som et kort og godt please.

Kolleger i Belgien siger, at danskere gør klogt i at huske at føje et s’il vous plait til samtalen. Ellers synes belgierne, danskere er uhøflige.

Ak, jeg vil nødigt lyde som enkefru Fernando Møhge i Matador, der i sin grå atlaskeskjole beklager sig over sædernes forfald. Men jeg er da heldigvis ikke den eneste nulevende dansker, der savner variation i vores sproglige og almenmenneskelige omgang med hinanden. Kommunikatøren Kresten Schultz Jørgensen, censor på flere højere læreranstalter, fortæller, at 22-årige studerende ræsonnerer som børn i deres opgaver: En virksomhed er ’latterlig’. En politiker er ’komplet idiot’.

Livsstilseksperten Christine Feldthaus efterlyser høflighed, også blandt ældre danskere. Til Jyllands-Posten siger hun, at ”vi skal tænke over, at høflighed er gratis, og at vi derfor lige så godt kan bruge den noget mere”.

Det er rigtigt. Høflighed er en gratis glæde. Hvis man er rigtig heldig, verbal-erotiserer den hverdagen. Formerer sig. Man får høflighed tilbage.

Hvornår den høflige tone mellem danskere er forsvundet, skal jeg ikke kunne sige. Måske er den inspireret af omgangsformen i den offentlige meningsudveksling? Den lider jo af udtalt mangel på pli. Forfatteren Ib Michael truer anmelderen Lars Bukdahl med tæsk. Henrik Sass-Larsen, muligvis kommende finansminister, kritiserer Børsens ’fuckjournalistik’. Liberal Alliances Anders Samuelsen lyder som en af Schultz-Jørgensens unge studerende, når han kalder en TV-journalist for ’latterlig’. (Bertel Haarder kunne jeg også nævne, men ministeren har undskyldt, så jeg lader dén ligge).

Sproget i det offentlige rum er så hårdt og livløst, at det snart får en realitystjerne som Sidney Lee til at lyde som en kongelig skuespiller.

Er det dansk kejtethed overfor høflige vendinger, der gør, at niveauet ikke løfter sig? En tro på, at begrebet “hudløst ærligt” - så pur som et afhøvlet plankegulv, så ren som en afsyret dør - er det fineste i verden og ikke behøver at smykke sig? Skyldes det en begrænsning i det danske sprog, mon? Eller fantasiløshed?

Heldigvis er retro på mode. Specielt formsproget fra begyndelsen af 1960erne er hipt, inspireret af bl.a. ”Mad Men”, den amerikanske tv-serie. Dengang sagde danskerne De til hinanden. Det vender nok aldrig tilbage. Men hvis blød hat og timeglasfigur gør – så er der måske også håb for høfligheden?