Redegørelse af artikkel

En af påstandene lyder således; ''Vi har allerede set to sæsoner, og vi har set at der ikke er kommet nye nattergale ind på pophimlen. ’’ (s.7, linje 24-25) Endvidere kommenterer han på programmets udfald og sætter stort spørgsmålstegn ved hvorvidt, de vindende finalister overhovedet bliver andet end ”metervarer på de uendelige hylder af populærmusik.”(s.7, linje 4-5.). Dette kunne være belægget for påstanden. Showets arbejde bygger på, at deltagerne skal overskride og kultivere sig selv, og de skal udfolde den indre stjerne med hårdt arbejde. Det sande jeg er i X Factor ikke noget man er, det noget man bliver. Enten har man det, eller også så har man ikke. (Jƒ. Påstanden.)

Derefter har vi et hjemmel, som lyder; ’’Skulpturen forsvinder, når showet slutter.’’(s.7, linje 26-27.) Det sjove er ikke det der kommer ud til sidst. Det sjove er kampen mellem krænkelse og kvaliteten, mellem det, der er for meget, og det, der er for lidt. Utopien går ikke ud på, at showet skaber nye sangstjerner. Den bygger på, at man kan opnå det højeste uden at sænke niveauet for det bedste. Rune Lykkeberg
Efter en udviklingsproces, som har forandret deltagerne, opnår de fleste ikke den succes som forventet, og det er kampen mellem krænkelses- og kvalitetskritikken.

Hjemmelet kendetegner blot et generaliseringsargument. 19-årige Mohamed Ali fik  dengang berømmelse for sin fantastiske stemme, og siden da har han opvarmet for verdensstjerner så som; Beyoncé og Ne-Yo. Hvis hans musik lå på den upopulære popmusikhylde, så tror jeg antagelig ikke, at han ville blive udvalgt som opvarmer.

Umiddelbart appellerer, Lykkeberg, aldeles meget med logos- og etosappellen. Et eksempel på logos kunne være da han ytrer, at der ikke er kommet nye nattergale ind på pophimlen. Dette er blot ikke kun en påstand, men også en realitet. Faktum er, at deltagerne ikke er blevet til andet end metervarer på de uendelige hylder af upopulær popmusik, hævder Lykkeberg. Vi har erfaret, at dette passer. Derfor kan det forbindes med et erfaringsargument.

Krænkelseskritikken bærer særdeles præg af etosappellen. Han belyser, at dommerne ikke udviser omsorg og udsætter de svage for en ubehagelig behandling. Dette er ingen i tvivl om. Thomas Blachman er kendt for sin stridighed og spydige kommentarer, og derfor er er Lykkebergs troværdighed høj i dette tilfælde. Det kan forbindes med et solidaritetsargument, netop pga. den manglende udvisning af omsorg fra panelet.

Har skulle lave et redegørelse og inddrage retoriske begreber (appelformer, argumentationsmodel, argumenttyper osv.) Det er min første gang! 

Vil gerne have seriøse svar på, om jeg gør mig nogle gode iagttagelser og det jeg skriver er korrekt. Tusind tak for hjælpen! 

Hvis der er nogle fejl, så sig endelig til 

KH emilia