Erindring - for meget refleksion?

Jeg har skrevet det, jeg ville sige er en erindring, ud fra opgaven "Jeg husker..." fra dansk FSA 2010.

Jeg har, af min lærer, fået at vide at jeg reflekterer alt for meget, når jeg bevæger mig i alle andre genrer end essays.

Opgaven skal afleveres på tirsdag, og jeg ville gerne lige høre, om jeg atter har reflekteret for meget.

Min faders forældre

En dreng. En dreng med spilop-tendens. Jeg stjal slik fra Brugsen, kyssede frøer dagligt og sagde "og hvad så" til alt og alle. Jeg husker hvordan mine fingre skulle pille ved alt inden for rækkevidde, og alle omgivelser skulle mærkes, ikke ses. I stuen i min farmor og farfars røde rækkehus, mindes jeg alle de ugerninger jeg har gjort her. Og jeg mindes én mere tydeligt end alle de andre. Ved bordet under porcelænslampen, tænkte jeg på flammen. Flammen fra det gule stearinlys. Jeg havde aldrig egentlig reflekteret over ild og dens formåen. Om det havde noget at gøre med at jeg kun var fire år gammel, vides ikke. Men flammen. Dens formåen. Ja, den skulle testes. Og den grise-lyserøde orkidé skulle være offeret. Den søde og charmerende flamme kravlede over på plantens blomst, og efter en dejlig aroma af røg, og en brandalarms piben havde  jeg nået min farmors opmærksomhed.
Men det var ikke kun narrestreger og ugerninger som sværmede omkring mig.  - Ved spisebordet med den blomstrede plastikdug lærte min farmor mig at læse. Dengang hun var ung og frisk, arbejdede hun som lærer. Som pensionist lærte hun så sit femårige barnebarn, kunsten i at sammensætte små runer på papir til ord og sætninger. Tegnene blomstrede på samme måde som dugen, og tegnene blev til ord. Hvert enkelt ord var som et lille blomsterbed. Det ene ord var en lille forsamling af roser, det næste af tulipaner og det næste af brændte orkidéer. Når ordene stod alene, var de skam flotte, men ikke i forhold til den guddommelige paradis-have de kunne skabe, når de stod sammen. Vi sad i sommerferien, en time hver dag, og læste i børnebogen "Søren og Mette", og allerede efter et par dage kunne jeg læse de simpleste ord uden problemer.
Med en fodbold ved foden og et uartigt smil på læben, kom jeg til at sparke til et dusin spande, som naboparret, der boede ved siden af min fars forældre, ejede. Spandene stod ude på gaden, og lige ved grænsen af vejen stod der et træ.  Da den første spand væltede, gik det op for mig, at spandene var fyldte med blommer, og at træet altså var et blommetræ. Jeg gik i gang med et spil bowling. Blommer fløj rundt over det hele, og en grød af blommeindvolde og -saft dækkede græsset. Hvordan det lykkedes min farmor og farfar at komme med en undskyldning som blev accepteret, forstår jeg ikke. Det eneste jeg kan erindre, er at vi inviterede dem på kaffe dagen efter, og jeg gav dem, med et uskyldigt og sødt ansigtsudtryk, en flot buket blomster, der gik hånd i hånd med en tyk plade chokolade.
Højen, som lå mellem farmor og farfars baghave og hovedvejen, var mig og min brors andet hjem. Egetræet med retningsforvirrede grene var vores bønnestage, og det var her vi levede os ind i en verden med monstre, eliksirer og hjælpende kompagnoner. Dengang tumlede jeg rundt i mit hoved, og dæmoniske hunde og pruttende giganter trådte frem i lyset i min storebror og jegs livsbekræftende leg. Vi slyngede og sprang fra gren til gren, og overvandt flere tusinde fantasivæsner.  Da jeg så en dag faldt ned fra en gren i to meters højde, gjorde det ondt. Min bror løb som en hvirvelvind, og et sekund efter stod min farfar med mig i sine arme. Jeg var ni år gammel, og mit hoved fyldtes med ni millioner kilogram grus. Mit hoved kværnede som sten i en tørretumbler, ved hver eneste lille ting der krævede den mindste koncentration. Og alligevel sad jeg igen på den samme gren to dage efter. Der skulle mere til at stoppe Brødrene Barsøes leg. Og det "mere" var alderen. For hvert år der gik, blev vi mere og mere fantasi-løse. Eliksirerne blev til vand, giganterne gik deres vej, og de dæmoniske hunde blev til små hundehvalpe. Deres horn skrumpede ind, pelsen voksede frem, og den røde hud forsvandt, på samme måde som vores leg. Til sidst var turen op til højen bare ikke aktuel længere. Alderens tunge tag om vores hoveder ændrede vores tankegang, og vi satte os i stedet til rette i farmor og farfars sofa med materielle goder i vore hænder. Dette var dog ikke set som en acceptabel beskæftigelse. Og duoen bestående af de to brødre, realiserede hurtigt at når de var i rækkehuset på Søparken 8, måtte de finde på noget andet at lave.
Mit gode hjerte, og mit gåpåmod, vil jeg mene, jeg kan takke min farmor og farfar, og ikke mindst min bror for. Jeg kan takke dem for mit kloge hoved, og mit til tider, kærlige væsen.  Min farmors hjælpende og tålmodige hånd husker jeg når jeg ser den blomster-befængte plastikdug. Ordene som jeg nu kan skrive og læse, takker jeg også til dels min farmor for. Jeg lærte af min egen dumhed, hvordan man ikke skal ødelægge naboens blommeforråd (Medmindre man har en flot buket blomster i sin nærhed). Blommetræet symboliserer ikke kun min egen dumhed, men også tryghed. Jeg lavede en fejl, og ikke mange øjeblikke efter at jeg havde fået det dårligt med det, følte jeg mig tryg. Jeg fik at vide at det nok skulle gå, de skulle nok sørge for at alt blev okay igen, og kort tid efter følte jeg mig godt tilpas igen, og dumheden forblev intakt. Jeg mindes min storbror og jegs fantastiske venskab, hver eneste gang jeg kigger ud af vinduet, og ser det prægtige egetræ på højen. Og igen sniger følelsen af tryghed ind på mig, når jeg tænker på de få sekunder der gik, fra jeg var faldet ned fra træet, og min farfar stod med mig i sine arme. Højen minder mig om de dage hvor jeg legede. Hvor jeg kunne få en sten i hånden, og derefter fantasere mig frem til den skønneste leg. Nu er jeg blevet større, og finder det en anelse trist at jeg er blevet så afhængig af elektroniske skærme. Men hjemme i min gudmor og hendes mands hus, bliver vi trukket væk fra de opmærksomhedssøgende skærme, og vores opmærksomhed bliver rettet andetsteds.
Og til sidst - Flammen. Flammen sidder i mit hjerte og i mit sind, og forsikrer mig at min nysgerrighed fortsat brænder for noget og for nogen.