sg

algebakke - Analyse

Ilum Galgebakke er fra den af Pontoppidans novellesamlinger, der hedder ”Skyer”. Novellens tema er den aldrig sluttende klassekamp, og desuden omhandler den bøndernes forskellige måde at kæmpe for frihed på. At titlen er et geografisk sted, skal man ikke nødvendigvis lægge så meget vægt på. Meningen er at Danmark optræder i skikkelse af Ilum, og det derfor er en meget generel kritik, der skydes af sted mod de danske bønder, der i samtiden fravalgte oprør, revolution og samtidig helt glemte at kigge mod Paris, hvor pøblen allerede var begyndt at sige kammerater til hinanden.

Naturalismen og klassekampen:
Teksten starter med en meget nøjagtig og detaljeret beskrivelse af det landskab, der grænser op til Galgebakken, der ligger lige udenfor landsbyen Ilum. Man får beskrevet, hvordan en spadseretur, der går imod Galgebakken, forløber, og hvordan udsigten fra bakken er. Først da den meget præcise og detaljerede beskrivelse af naturen er overstået, hører man, hvordan de menneskelige forhold er og ikke mindst, hvordan de har været. Heraf forstås det, at kompositionen er ret typisk for tiden. Der går lidt tid med beskrivelse af området, inden man nærmer sig essensen af fortællingen og inden man hører, om de slag, der har fundet sted netop ved Ilum galgebakke.
Prologen er meget malende og som tidligere nævnt, er naturen meget malende beskrevet. Landets vogter personificeres igennem havet. Vogteren er iklædt blåt politistøj, og hære af bølger ligger i baggrunden klar til at hugge mod en eventuel fremmed fjende. Tiden taget i betragtning, er det ikke det mindste overraskende, at tingene fremstilles, som de er. Det er jo bl.a. det, der kendetegner naturalismen.
Der bruges en alvidende, 3.personsfortæller. Fortælleren har kendskab til begivenheder, der har fundet sted mange år tilbage og kender tydeligvis området, hvori Ilum ligger, som sin egen bukselomme. Selvom, det er en 3.personsfortæller, bruger Pontoppidan alligevel fortælleren som sit direkte talerør, altså forfatterens mening er den samme som fortællerens.
.




Pontoppidan er kendt for at være meget kold og nøgtern over for de eksistenser, der portrætteres i hans fortællinger, og denne er ingen undtagelse. ”Her klædte de ham først nøgen, rev saa Tungen
Ud af halsen paa ham, sprættede derpaa Maven op, saa de rygende Indvolde hang ham ned over knæene, og klyngede sluttelig under vilde Jubelraab hans højadelige krop op i Galgens højeste Top til føde for de sultne Ravne.”
Følelserne holdes absolut tilbage i beskrivelsen af den bestialske henrettelse, som nogle bønder i sin tid udførte af en herremand.
Det er også her, vi først lægger mærke til de klassemodsætninger, Pontoppidan også gerne beskæftiger sig med. De nutidige bønder får en ordentlig en over snuden, da Pontoppidan ikke bryder sig noget særligt om den måde, de viderefører de stolte bondetraditioner på.
De organiserer sig og er blevet reformistiske frem for, som Pontoppidan nævner og ærer, de gamle bønder, der var meget rebelske og stolte. Ingen af disse prædikater ønsker Pontoppidan at sætte på de gæve bønders efterfølgere. De har skiftet fremgangsmåde i deres forsøg på at omfordele magten i samfundet og sikre bondens ret til frihed og identitet. I stedet for at arbejde videre med blod på tøjet og liv på samvittigheden, forfalder de til civiliseret kommunikation som møder, taler og forsamlingshuse.

Determinisme:
Henrik Pontoppidan viser igennem Ilum Galgebakke at han mente at determinismen eksisterede på daværende tidspunkt, altså at alt er forudbestemt, ingen fri vilje, man kan ikke gøre noget for at ændre sin skæbne. Man ikke kan flygte fra sit hidtidige liv.
”Når han bliver større skal han i skole, i den bedste skole; han skal have pæne klæder, som han ikke må grise til; han skal være lydig, dydig og paapasselig, for at han kan gøre sin lykke her i verden, vinde folks agtelse(…) Og så tror de virkelig på en revolution hertillands!”
Med dette citat mener Pontoppidan at man er hvad man er født til at være, det er Survival of the Fittest, de rige er mere ”fitte” end de fattige, for det er miljøet, som er gældende, ikke arven.
Pontoppidan er præstesøn, men man fristes til at tro, at han trodser sin far og nærmest gør lidt grin med det religiøse budskab symboliseret af kirkerne. De sammenlignes med kaglende hvide høns, ikke en sammenligning vor herre og hans tilhængere vil bifalde synderligt. I øvrigt har Pontoppidans forhold til faderen aldrig været godt, opdragelsen var streng, og opfattelsen af kristendommen syndsbetonet. Det er nok her grunden til Pontoppidans evindelig had til og kritik af kristendommen skal findes.
Når man læser noget, der er skrevet på den tid, som Pontoppidan belyser i denne novelle, er der flere ting, man skal være opmærksom på.. Den tilfredshed, der tilsyneladende forefindes hos bønderne, kan skyldes, at den danske eksport i den periode voksede i et hæsblæsende tempo. På trods af amerikansk konkurrence klarede de danske landmænd sig rigtig godt, og også ”bunden” af samfundet blev tilgodeset, da der blev indført fattighjælp. Pontoppidans kritik af mangel på handling og den enorme overflod af ord falder meget godt i hak med den udvikling, som Danmark dengang gennemgik. Fagforeninger var ved at være et velkendt fænomen, og de var også begyndt at samarbejde på tværs af geografiske skel. Det fremgår med al ønskelig tydelighed, at Pontoppidan er modstander af denne udvikling. Han foretrækker, at tingene foregår på den måde, hvor bønderne kæmpede deres sag med næverne i stedet for at bruge tungen, der på dette tidspunkt var det generelle våben i krigen mod udbytning og undertrykkelse.



I Ilum Galgebakke ser vi at Henrik Pontoppidan forholder sig kritisk til datidens regering, men stadig beskriver det på en realistisk måde. Hovedtemaerne er til dels bøndernes frihed og i stor grad klassekampen. Sin egen baggrund til trods taler Pontoppidan for et blodigt opgør, der skal ende som i Paris i stedet for en gentagelse af ”Grevens Fejde”. Pontoppidan ønsker, at fagforeningerne skal vige tilbage for spontanitet og lyst til kæmpe for egen selvstændighed. Han mener også, at klassekampen aldrig må slutte, selvom bønderne får mere indflydelse, skal de aldrig finde sig i at blive betragtet som mindreværdige arbejdsmaskiner, der kun er sat på jorden for at tjene godsejernes behov.


Kristian og Tobias