Forældre Essay

hej jeg skal skrive et essay om forældre til på mandag. og jeg vil gerne høre jeres mening om det jeg har skrevet, for er lidt i tvivl om hvordan det er.

HJÆLP GERNE HURTIGT 

Vi ville ikke have været til i verdenen, hvis vi ikke det havde været på grund af to helt fantastiske personer, nemlig vores forældre, det er dem som har skabt os, og givet os livet. De har gjort sådan at vi selv kan give en eller flere personer et liv, og det syntes jeg man bør være taknemmelig for hele sit liv, og sætte pris på sine forældre hele sit liv, det er bare de færreste der gør det.

Ens forældre er der lige fra fødsel og indtil de dør, man kan ikke undvære dem et eneste sekund i sit liv, det er dem der skal lære dig at kravle og snakke at gå og stå, så du til sidst kan stå ved dig selv som du er.

I startet af en opvækst er man fan af dem, de er ens superhelt og man ønsker bare at blive ligesom dem. Man vil gerne vinde alt deres opmærksomhed og have kærlighed, og det er lige det man får. Man bliver elsket for vær dag der går, de hjælper dig op når du falder og græder, og trøster en så man glemmer det igen.

Så bliver man teenager, og mange unge mener så at de kan klare hele verden selv, og det hele bliver rent faktisk bare kaos, mange syntes at deres forældre bare er for belastende, og de har ingen forstand på ens ungdom, og man vil bare gerne have lov til at gøre hvad man vil, og hvis man ikke får sin vilje så bliver man bare sure på dem og begynder at råbe og skælde dem ud. Man føler ikke at man har brug for dem.
Men det mener jeg er helt forkert, jeg mener at det er i teenager årene at man har aller mest brug for sine forældre. For det er nu man skal til at udforske verdenen, det er nu man skal have lov til at prøve tingene af, og hvis det går galt, så er det der man skal turde at være modig nok til at gå tilbage til sine forældre, og fortælle dem at man har gjort noget forkert, og man har brug for hjælp til at gøre det godt igen.
Det er i den her tid hvor man får sin første kæreste, og man bliver såret for første gang, og de eneste som egentlig rigtigt er der for en, er ens forældre, de har selv været igennem sådan en periode og ved hvordan man har det, og man bliver jo ikke bare såret en gang i livet, nej man bliver såret mange gange i livet, og hver gang man bliver såret er ens forældre der for en, så man kan komme op med humøret.
Men der er så mange der ikke forstår mig, næsten alle mine venner siger at de ikke kan snakke med deres forældre om problemer, og det passer bare overhovedet ikke, ens forældre vil helst at man fortæller sine problemer så de kan hjælpe en. Jeg fatter ikke unge mennesker, og syntes det er latterligt at de tror man ikke kan snakke med sine forældre, for det passer ikke. Forældre vil kun sine børn det bedste, og ja de bliver måske sure og skuffet engang imellem fordi man har lavet noget lort, men så lærer man af det, og finder ud af hvordan man skal gøre næste gang man laver noget lort.

Man bliver så gammel at man engang selv skal til at flytte hjemmefra og stifte familie, nu er det blevet ens egen tur til at bliver forældre, og skal igennem samme periode som sine egne forældre har været igennem, det er en cirkel som går igen og igen. Man begynder at kunne finde gentagelser af sine egne forældre, og ens egne børn begynder at vokse os over hovedet og bliver teenagere og det hele går igen.

Det hele sker så hurtigt, man kan ikke følge med, og man kommer til at tænke tilbage på sit forhold til sine forældre, og man kommer til at savne dem, nu er de ikke lige ved siden af en hele tiden og man skal til at give slip, man ønsker at man kunne komme tilbage til den tid hvor man var lille med sine forældre, og alt var som at leve på en lyserød sky. Men det man har tilbage er kun de gamle billeder man har læggende og sin egen erindring, om sin barndom.

Ens forhold til sine forældre er blevet forandret gennem hele sit liv. I startet har man elsket dem overalt på jorden, og de var ens superhelt, og i midten har man selv blevet ansvarlig så man syntes måske de har været vildt irriterende, også til slut savner man dem, for man kan ikke være sammen med dem.
Forældre er simpelthen bare noget man ikke kan undvære hele livet og det er der desværre ikke særlig mange der sætter pris på som teenager.