please hjælp!!

hej jeg har en stil for, som skal aflerveres imorgen vil i ikk rette den og prøve at skrive videre på den for jeg kan ikke mere komme på flere idere hvad jeg skal skrive pleaseeee her er den:  Hun skulle begraves om lørdagen. Min mor tog valium for at komme igennem det hele. Jeg ved ikke, hvad min far gjorde, vist ikke noget. Jeg sad på mit værelse og hørte dem andre steder i huset, min far var på badeværelset, min mor var i køkkenet. Jeg havde klædt om allerede og sad på min seng. Så er det sådan her, tænkte jeg. Fra nu af er det sådan her, kun mig og dem og ikke andre. Dem og mig i det her hus. Dem og mig, der skal spise sammen hver aften. Dem og mig, der skal holde fødselsdag. Dem og mig juleaften. Dem og mig. Fra nu af.

Min mor åbnede døren uden at banke på. Hun satte sig på sengen ved siden af mig og sagde ingenting, hendes kjole skinnede sort, hun kiggede rundt på mine ting og drejede en fingerring rundt og rundt. Hun blev en lille smule langsom af de valium, men man skulle vide det for at opdage det. Hun sagde: ”Er du klar?” ”Ja.” Hun blev siddende, min far kom også ind, han satte sig ikke ned. ”Skal vi køre?” spurgte han og klappede sig forsigtigt på lommen. Vi svarede ikke, rejste os bare og gik ud af mit værelse, vi stod tæt i entreen og tog overtøj på. Jeg blev overrasket, hver gang jeg så ned, jeg var ikke vant til at gå i blanke sko. min far var seriøs min mor kiggede på billedet hvor hele familien er med, vi var 4 nu vi kun 3 det hårdt at miste en fra familien.

hvorfor var det lige hende hvorfor ikke en anden. man nu er det forsent hun er væk, når vi når der frem ser vi en bil foran os, man kan se der er en kiste i den. jeg begyndte at græde det samme gjorde min mor og far, vi kunne ikk tro at det skete hele familien stod ved kirken vi gik indenfor vi ventede ca. 1 time så kom kisten, præsten åbnede kisten da jeg så min søster var jeg helt i chok, jeg har altid været op og skændes med hende og har sagt alt muligt til hende man lige nu fortryder jeg alt det jeg sagde. bare hvis jeg kunne sige undskyld.

vi går udenfor og går langsomt min far og mor var rigtig svage de havde ingen kræfter til at græde mere, min søster begraves og nu ved jeg at jeg aldrig ser hendes ansigt mere, ja det er rigtig hårdt at miste en man elsker hvem skal nu holde mig i selskab hvem skal jeg nu snakke med hvis jeg var kede af det og ikke turde sige det til mine forældre, ja det rigtigt hårdt. man nu ved jeg at hun er et bedre sted, nu er kisten dækket af jorden og mor og far trækker græder og siger til mig "vi skal nok klare den".