PUNKTOM FØR MEN

Komma før men.

Ordet "men" er et såkaldt bindeord. Bindeord har den funktion at binde ord eller sætninger sammen. Når man har sat et punktum og begynder en helt ny sætning, er der ikke noget at binde sammen. Derfor er det sludder og vrøvl at begynde denne nye sætning med et "Men" eller et "Og". Det giver ingen mening og forvirrer  læseren.

Som sagt i # 1, skal der altid et komma før et "men".

Men derimod kan man godt sætte et semikolon foran et men; det er op til skriveren at vurdere.

Næ, det går ikke. Et semikolon fungerer som et punktum, men signalerer blot et lidt midre ophold.

Nå noget er afsluttet med et semikolon, er det da intet at binde sammen.

Okay, det giver  egentlig ret god mening! 

Nu hvor i snakker om semikolon, så siger du, at det fungerer som et punktom, vil det sige, at begyndelsesbogstavet efter semkolonnet skal stå med stort? 

En forholdsvis kontroversiel diskussion. Det afhaenger vel i hoej grad af skrivestilen - er der tale om kacelli- eller talesprog? 

Dansk Sprognaevn forbyder dig ikke at saette semikolon foran men (jf. § 44).

- Og nej, der skal ikke vaere stort begyndelsesbogstav efter semikolon. 

Max

1.  Dette spørgsmål har intet at gøre med forskellen på "kancellistil" eller talesprog. 

2. Retskrivningsreglernes § 44 handler ikke om brugen af ordet "men", men om tegnsætning.

Man må da gerne starte en sætning med konjunktioner som "og" eller "men". Men man skal passe på med at gøre det for ofte, da nogle læsere måske vil blive irriterede over det. 

Hvorfor i alverden "må" man det ???  Det er hamrende ulogisk og forvirrende, og hvad skal et bindeord lave dér når der ikke er noget at binde??.

I min skoletid lærte vi, at der normalt skulle semikolon  foran men.

I enkelte tilfælde kan man starte en sætning med "Men", "Og" eller "Eller". Et godt eksempel er #3. Det er tilfælde, hvor der er blevet sagt en del ting om et emne og hvor man så tilføjer noget mere. F. eks. Hans og Jens har talt om nogle grunde til et eller andet og så bryder Søren ind med en tilføjelse til listen: "Og..." Man genoptager her en sætning, der ellers var afsluttet.

-Normalt et semikolon foran et "men" ???

Det er det glade vanvid.

Det er vrøvl. Man kan ikke genoptage noget der er blevet færdiggjort og afsluttet  -med et punktum eller et semikolon.

Hvis man vil genoptage eller fuldende noget, kan man bruge et komma og en tankestreg.

Eks.

"Han var dum som et bræt,  -og kunne ikke engang skrive sit eget navn."

#9

Hvorfor i alverden "må" man det ???  Det er hamrende ulogisk og forvirrende, og hvad skal et bindeord lave dér når der ikke er noget at binde??.

Jeg sidder ikke i dansk sprognævn, så jeg er den forkerte at spørge. Jeg forholder mig bare til, hvordan reglerne er. Jeg mener, at det i særlige tilfælde kan være hamrende logisk at bruge konjunktioner efter et punktum. Men som sagt mener jeg, at man skal afholde sig fra overdreven brug af konjunktioner efter punktum. Jeg kan ikke finde nogen paragraf eller regel, der direkte siger, at man må, men som #6 skriver, optræder "men" efter punktum i retskrivningsordbogens §44 om semikolon

"Ole kunne ikke komme; han var forkølet. Men Lars var der som sædvanlig."

 http://sproget.dk/raad-og-regler/retskrivningsregler/retskrivningsregler/a7-40-60/a7-44-semikolon

Hvis Jens siger "Jeg tager kaffe med.", så har han afsluttet sit med et punktum. Søren kan så genåbne med: "Og jeg tager kage med." Her kan man ikke bruge komma eller tankstreg, for Jens sætter punktum uden at vide, at Søren fortsætter.

Man kan ikke fastlægge stramme regler for et naturligt sprog. Der er en samling af regler, der normalt gælder, men i en del tilfælde er man nødt til at gå andre veje for at kunne få et velfungerende sprog.

Man skal huske på, at de grammatiske regler ikke er juridiske regler, der bestemmer alt om, hvordan sproget skal bruges, men i stedet regler, som man erfaringsmæsigt ved normalt er gældende. Når man så aligevel ofte kræver af hinanden, at reglerne overholdes, skyldes det at der kan være betydningsforskelle efter, hvordan en sætning opbygges.

Somme tider benyttes et brud på en af reglerne som et særligt udtryksmiddel.

Det der tales om i # 13, er talesprog, og det er spontant, og  i talesprog eksisterer der ingen tegn  -eller for den sags skyld ord. Tale er et kontinuum uden inddeling i ord eller pæne, velordnede  sætninger. Vi taler i kaotiske brokker, ufuldendte sætningsbidder og elliptiske udtryk.  Hvis nogen er i tvivl om dette, kan de blot lytte til en optagelse af deres egen tale.

Det som nævnes i  # 13, kunne sagtens gengives rigtigt i skrift, nemlig som replikker med anførelsestegn. Her kan man udmærket vise at en person fortsætter en andens sætning. Denne fortsættelse ville man netop som regel gengive med at indlede med en tankestreg, der viser at taleren genoptager en tidligere tråd.

Det er imidlertid en gengivelse af talesprog, og det gør det ikke til skriftsprog.

I talesprog  kan vi altid rette os selv eller spørge samtalepartneren om hvad det var han eller hun mente, og man kan rette sig selv og tydeliggøre hvad man mente.. Det kan man ikke ved et skriftsprog. Her må sætningerne være logiske, meningsfyldte og og vel konstruerede i sig selv for indholdet skal fremgå helt tydeligt  -og så vidt muligt utvetydigt-  af det skrevne. Vi kan ikke spørge afsenderen om hvad der virkelig mentes.

Det kan sgu da ikke være så svært at lære sig at sætte et komma i stedet for et punktum hvis man ønsker at fortsætte meningen i en sætning.

Hvis to hovedsætninger forbindes uden nogen konjunktion, skal der sættes et punktum. Hvis der er en konjunktion, sættes der et komma. Det er vel klar snak.

Klar snak. Det er her vi har problemet. Et naturligt sprogs grammatik er ikke fyldestgørende. Et naturligt sprog er ikke opbygget som et programmeringssprog med en solidt sammentømret syntaks og semantik, der er standardiseret hos DS eller ISO. Der er nogle regler, som man normalt følger, men til tider bryder man reglerne som stilistisk virkemiddel både i talesprog og skriftsprog. Læg mærke til indledningen. Her er et andet virkemiddel. Der er ikke noget verbum. Det skiller sig ud. Både i skrift og tale. Og der er ikke tale om talesprog her. Det er skriftsprog.

Om semikolon foran "men". Sproget ændrer sig med tiden. Det gør tegnsætningen også. I min skoletid var det normalt med semikolon foran "men". I dag plejer jeg at bruge komma.

Man blander stadigvæk talesrog og skriftsprog sammen.

I begge sprogformer har man elliptiske udtryk. Det er noget der bruges hele tiden, af alle,  -både i tale og i skrift. Det er der ikke noget mærkeligt i,  -som # 15s indledning klart viser. Det kan ikke siges at bryde nogen regler.  Det er ikke et særligt virkemiddel, men blot en vis sprogøkonomi.

Uden ellipserne ville folks sprog blive ubærligt omstændeligt og langsommeligt.

Hvad der menes med et "naturligt sprog" står ikke klart.

Et godt skriftsprog er netop opbygget med en fast syntaks og en fast semantik. 

I hovedtræk er syntaksen i talesprog og skriftsprog den samme.

Dansk syntaks siger at "Peter gav Ole en opgave" betyder at Peter gav en opgave til Ole og ikke  (NB. ellipse !!)  at Peter gav Ole til en opgave. Ledstillingsreglerne i dansk syntaks kræver denne tolkning.

 Om en solid semantik: Vi ville vi allesammen misforstå hinanden hvis nogen kaldte en ko for en hest. En nogenlunde fælles semantik er nødvendig for al kommunikation. Vi kan bare se hvad der sker når visse tåber tror at "patetisk" betyder "elendig" eller  "ynkelig". Så bliver det det rene kaos.

Alt dette har intet at gøre med et "naturligt" eller "unaturligt" sprog.

En skønlitterær forfatter eller digter kan naturligvis gøre som han/hun har lyst til  ......med risiko for at en læser bliver ført på vildspor.

P.S.

I Eksperimentalfysikerens skoletid var det bestemt ikke normalt med et semkolon foran et "men" !!! 

Med et naturligt sprog mener jeg et af de sprog, der har udviklet sig gennem tiden til det de er i dag, i modsætning til programmeringssprog og lignende. For de sidste er det muligt at opstille helt formelle regler for syntaksen. Det er det ikke for de første. Antallet af regler ville blive for stort og man kan aldrig være sikker på, at man har fået det hele med.

For de kunstige sprog er de defineret ud fra deres grammatik. For de naturlige er grammatikken en beskrivelse af, hvordan sproget normalt fungerer, så godt som man nu kan beskrive det.

Det er helt rigtigt, at det er upraktisk, hvis semantikken ikke er fast, men det er den ikke. Der er flere tilfælde, hvor der kommer nye betydninger til gamle udtryk, f.eks. "godt", der oprindelig betød "lidt mere end", men nu i visse kredse benyttes som "lidt mindre end".

Jeg synes også, at man skal holde sig til én betydning, men vi må leve med disse ændringer.

Det er i allerhøjeste grad muligt at opstille formelle regler for en syntaks. Det ved man hvis man kender noget til transformationsgrammatik. Ved at kende en dybdestruktur kan man se de helt præcise regler der findes for en syntaks.

Man kan f.eks. prøve at tænke på hvor mange forskellige betydninger der ligger i "Flying planes can be  dangerous"

At opløse denne flertydighed kan gøres ved at gå ned i dybdestrukturen og se på de strenge, formelle syntaksregler.

Det, der er min pointe er, at antallet af regler er så stort, at projktet ikke kan gennemføres. Hvordan skal man kunn esikre sig, at man har fået det hel med? Det vil kræve længere tid end universets levetid.

Iøvrigt tror jeg, at trådstarter for længst har forladt tråden, så jeg tror, det er bedst at slutte her.