Barndomsessay?

Altså har skrevet en barndomsessay. Kan i skrive hvad jeg kan gøre bedre og rette den. (Må man det på studieprotalen?) Skal aflevere den imorgen, så det lidt tjep tjep :)

Essayet er vedhæftet, som pdf-fil.

Stationsbyen Tølløse

Solen skinner ned på Tølløse. Blå himmel og let vind er en hyppig ting om sommeren i den lille by uden for Holbæk og jeg løber ned ad trapperne, så hurtig jeg kan, før min lillesøster Ilham, kommer foran. Hånden på gelænderet mens adrenalinen kører og sveden pibler ned ad ryggen til mine seks årige gamle ben, der ikke er klar til en 5-etages kapløb ned til parkeringspladsens. Det var tit sådan hverdagen gik ud på i den lille stationsby Tølløse. For mig, bestod Tølløse af børnehaven, skolen, togstationen, isbutikken og en hel masse bygninger, som folk boede i. Jeg boede lige overfor togstationen, (som dræbte 2 unge børn) i en gammel bygning fyldt med gamle mennesker. Der var ingen børn -  lig med -  ingen legekammerater udover min 2 år yngre søster, men hun var også lidt træls at lege med.

Ved siden af lejligheden var der en is-butik, ejet af en udlænding så vidt jeg kan huske. Hver sommerdag gik vi ud til butikken, efter vi havde tigget vores forældre for en tyver, for at købe to dejlige limonadeis. Nogle gange, når vi vendte tilbage igen, gav han en gratis is til os begge. Om det var fordi vi var de eneste børn i området eller fordi vi kom igen hele tiden. ved jeg ikke. Men jeg kunne huske fornemmelsen af “han var med os”, da han sagde salaam* efterfølgende. Desværre brændte hele bygningen ned, da Pizzariaet ved siden af glemte at slukke for ovnen.

Da vi var små, kunne Ilham og jeg være bedste venner det ene minut og de værste fjender i den anden minut. Min mor - var på det tidspunkt - hjemmegående og var for at fortælle, hvordan vi var som børn. For eksempel dengang jeg prøvede at “dræbe” Ilham som 3-årig. Det foregik sådan at min mor lagde den mætte Ilham i vuggen, før hun skulle i bad. Jeg - var i dette øjeblik i køkkenet i færd med at finde en kniv og gik derefter ind til Ilham og kiggede ned på hende med kniven i hånden. Min mor kom ind og så mig med kniven. Men jeg elskede Ilham. Selvom hun drillede konstant eller spyttede ned på mig fra køjesengen og alle de ting en lillesøster kunne gøre.

I dag kan jeg dog ikke huske episoden og har derfor konstateret mig selv som uskyldig, da det teoretisk set er mange huller i historien og fordi jeg ikke kunne drømme om at dræbe min søster - eller enhver anden person.

Minderne fra Tølløse er meget specielle for mig, for jeg var sørme klogere end folk troede og jeg kan huske at jeg reflekteret over dagens begivenheder. F.eks. hadede jeg skole-hjem-samtalerne. Jeg sidder rundt om bordet sammen med min mor. Min mor kan ikke tale ordentlig dansk som andre forældre i børnehaven, det ved jeg godt. Derfor var jeg ekstra svedig i mine hænder. Læreren snakker og kigger på mig, og jeg kigger derefter på min mor, for at tjekke om hun har forstået det. Jeg forklarer kort og på ret dårligt somalisk hvad læreren har sagt. Efterfølgende signalere jeg tilbage til læreren, at hun har forstået det.  Ej, hvor jeg hader skole-hjem samtaler.

For et barn er de ting meget tydelige. Til hver samtale med pædagoger eller lærere blev det sådan. Det var i sådanne nogle situationer at jeg opdagede forskellen mellem mine klassekammerater og jeg. Jeg tilsluttede mig ikke rigtig med klassekammeraterne og jeg voksede tanker som: Hvorfor er jeg så forskellig end de andre?

Det var nok fordi at jeg følte mig ensom, med den etnicitet jeg havde. Udover over mig var der en anden somalisk familie, som man ikke så tit. Men det store og hele var kulturforskellen, da min mor havde det med at være i “Somalia” i Danmark.

Så kom flytningen, hvor jeg gik i 1.klasse. Selvom skolebestyrelsen allerede vidste det, sagde jeg først at jeg flyttede til min daværende bedste-veninde Natasja den sidste dag jeg skulle være på skolen. Jeg kan huske at jeg var så overrasket, da Natasja begyndte at tudbrøle i frikvarteret og krammede mig, som det var sidste gang vi så hinanden. Det var ikke sådan, at jeg var den bedsteste veninde i området. Men vi flyttede til Holbæk kort efter episoden. Jeg fik endnu en lillesøster og vi havde ikke mere plads i den 3 værelses lejlighed på Jernbanevej. Derfor valgte mine forældre at flytte til Holbæk. Fjordbyen Holbæk.

Holbæk i forhold til Tølløse var stor. Jeg kunne ikke finde rundt i kvarteret vi flyttede ind i, da det var så stort. Vi skulle gå til skole, hvor jeg før tog skolebussen, så den ekstra motion var ikke velkommen dengang. Desuden så troede min klasse og læreren at jeg var en dreng, fordi mit navn sluttede med -ham. Så jeg savnede Tølløse. Så meget, at jeg tit kom grædende hjem fra skole.

“Driing”. Dørklokken klingede gennem hele huset. Jeg og Ilham kiggede forvirret på hinanden. Vi kendte ikke nogen, så vi vidste ikke hvem det kunne være.Vi ignorerede det og legede videre. Men det gjorde min mor ikke. “Det kunne være postbudet, som glemte hans nøgler.” plejede hun at sige og trykkede på døråbneren. Endnu en ny ting fra Holbæk. Ilham og jeg blev ret nysgerrig og løb ned ad trapperne til fordøren. Det var ikke postbudet, men en pige og dreng, som legede dørfis. De fniste, men blev overraskede og flove da de så os. Pigen, som jeg senere kendte som Signe sagde “undskyld” og den anden, Christian spurgte om vi skulle lege. Der startede jeg så det første venskab i mit kvarters unge børn. Noget som vi ikke havde i Tølløse.

Lidt efter lidt blev Holbæk udholdeligt. Det forkerte mandkøn-navn, den nye søster og dørklokken gik ikke så meget på mere. Jeg fokuserede på at blive bedre i skolen og socialt i klassen at Tølløse blev trængt langt tilbage i tankerne. Det betød at jeg ikke så tit  kom grædende hjem, fordi jeg savnede Tølløse. Efter ca. 3 måneder havde jeg helt fortrængt Tølløse, og fortsatte min dag som en enhver pige på 7 år.

 Nu er jeg selvfølgelig glad for at jeg er flyttet væk. Ellers vil jeg ikke havde været den person, som jeg er i dag.