Hvad er fortællersynsvinkel?

https://sites.google.com/site/danskfag/litteratur-1/tekstanalyse/fortaeller-og-synsvinkel
"Når vi har med episke tekster at gøre, er forfatteren ikke den samme som fortælleren. Det er en meget vigtig grundregel at huske på (selv om flere nyere forfattere i dag udfordrer og leger med denne grundregel). Selvfølgelig er det forfatteren, der har skrevet teksten, men han har samtidig skabt en fortæller og nogle gange flere fortællere, der fortæller historien. Hvilke slags fortællere forfatteren har valgt, er helt afgørende for vores oplevelse og forståelse af fortællingen. 

Synlig eller skjult

Forfatteren kan vælge en synlig fortæller, der enten selv deltager som et jeg i fortællingen, eller som åbenlyst kommenterer og vurderer handlingen og personerne i fortællingen, men ikke selv deltager i det fortalte. Fortælleren kan også vælge en skjult fortæller, der ikke selv deltager i handlingen og heller ikke kommenterer og vurderer det fortalte.

Synsvinkel

Fortælleren har altid en bestemt synsvinkel på handlingen og de personer, der optræder i den. Der kan være tale om en indre synsvinkel, hvor fortælleren ser begivenhederne fra en bestemt persons synsvinkel og har adgang til vedkommendes tanker, sansninger og følelser.

Der kan forekomme vekslende (indre) synsvinkel, hvor vi ikke blot ser begivenhederne fra én persons synspunkt, men veksler mellem at se dem fra to eller flere personers synsvinkel.

Der kan være tale om ydre synsvinkel, hvor vi som læsere følger begivenhederne og personerne udefra, ikke fra personernes synsvinkel i fortællingen.

Og endelig forekommer der ofte kombineret (ydre/indre) synsvinkel. Her ser vi som læsere både begivenhederne udefra og fra personernes indre synsvinkel. I disse tilfælde benyttes der ydre synsvinkel til at beskrive situationer (scenisk fremstilling), mens der benyttes indre synsvinkel, når personers følelser og tanker skal formidles.

Fortælleren kan enten fortælle om begivenhederne samtidig med at de sker, eller berette om dem efter de er sket. Det første kaldes medsyn, det andet bagudsyn. Medsynbetyder at læseren kommer ind midt i begivenhederne og oplever dem på tæt hold. Fortælletidspunktet og den fortalte tid falder her sammen. Ved bagudsyn ligger fortælletidspunktet derimod efter den fortalte tid. Det skaber en større distance til det fortalte, og giver dels mulighed for refleksioner over det skete, som medsynet ikke giver, dels mulighed for flash-back og flash-forward.

Fortællertyper

I det følgende vil vi skelne mellem fire forskellige fortællertyper. Vi ser på om der benyttes en 1. persons- eller 3. personsfortælller, hvilken grad af viden fortælleren har, hvilke synsvinkler der bruges, og om der er tale om en synlig eller skjult fortæller.

Jeg-fortæller. Denne fortæller er kendetegnet ved at fortælle i 1. person. Fortælleren er med andre ord tekstens ”jeg”. Vi oplever udelukkende verden med jegets øjne. Vi indvies i hans eller hendes følelser og tanker. Der er derfor tale om en indre synsvinkel. Hvad vi får fortalt begrænses af jegets viden, og af hvad jeget rent fysisk kan se og høre, der hvor vedkommende befinder sig eller har befundet sig. Endelig må vi karakterisere jeg-fortælleren som en helt igennem synlig fortæller, i den forstand at vedkommende selv deltager og kommer til syne i handlingen.

Personalfortæller. Hvis der er tale om en personalfortæller, har vi med en 3. personsfortæller at gøre, hvor synsvinklen er bundet til en bestemt person i teksten eller til nogle få personer. Derfor kaldes denne fortæller også en personbunden 3. personsfortæller. Den er personbunden på samme vis som jeg-fortælleren er det, men det er vigtigt at forstå, at fortælleren ikke er personen selv, når vi har med en 3. personsfortæller at gøre. Fortælleren lader os blot følge en persons eller nogle få personers tanker og synsvinkler på det der sker. Fortælleren er selv skjult, i den forstand at vedkommende ikke deltager i handlingen, men blot formidler personens tanker og tale til os. Det vi får fortalt begrænses af personens viden, og af hvad vedkommende rent faktisk kan se og høre, ligesom det gælder for jeg-fortælleren. Der er i forlængelse heraf tale om indre synsvinkel eller vekslende synsvinkel mellem flere personer, der dog ofte kombineres med ydre synsvinkel på handlingen.

Alvidende fortæller. Den alvidende fortæller er også en 3. personsfortæller, men er ikke personbunden. Den alvidende fortæller er i princippet i stand til at leve sig ind i og formidle tanker og følelser hos alle personerne i fortællingen. Den alvidende fortæller begrænses desuden ikke af, hvad enkelte personer ved, eller hvad de kan se eller høre, men har en ubegrænset viden og er i stand til at være alle steder på en gang i fortællingen. Alle synsvinkler kan komme i spil: indre, ydre, vekslende og kombineret. Den alvidende fortæller kender ofte personernes fortid og kan i tilbageblik fortælle om den, og han kender i visse tilfælde sågar deres fremtid og kan forudsige, hvad der senere vil ske. Den alvidende fortæller omtales ofte som en olympisk fortæller, der overskuer fortællingens fra et sted højt oppe over begivenhederne (ofte med brug af panoramisk fremstilling). Den alvidende fortæller kan desuden bryde ind med fortællerkommentarer, der kommenterer handlingen, vurderer personerne eller henvender sig direkte til læseren. I den grad den alvidende fortæller gør det, træder han frem som en synlig fortæller.

Observerende fortæller. Hvis der er tale om en observerende fortæller benyttes der i princippet udelukkende ydre synsvinkel. Fortælleren giver os ikke adgang til personernes tanker og følelser. Vedkommende har ingen viden om, hvad de tænker og føler, men beretter kun om, hvad de gør og siger. Fortælleren kan sammenlignes med et skjult kamera, der blot objektivt registrerer, hvad der sker. Men helt objektiv er den observerende fortæller selvfølgelig ikke, for alene i udvælgelsen og synsvinklen ligger en subjektiv tilgang til det fortalte. Den observerende fortæller deltager ikke selv som en person i handlingen, kommenterer den heller ikke, og har derfor karakter af en skjult fortæller. Den observerende fortæller finder vi typisk hos naturalister og impressionister. Fortælleren overlader store dele af fortolkningsarbejdet til læseren og benytter sig af ”showing” i stedet for ”telling”.

Den upålidelige fortæller. Samtlige fortællertyper kan være mere eller mindre troværdige eller pålidelige. Hvis vi oplever, at fortælleren forsøger at bilde os noget ind, skjuler vigtige informationer for os, eller fornægter sider af sig selv, således at fremstillingen bliver mangelfuld eller skæv, siger man, at der er tale en upålidelig fortæller. Det helt centrale i fortællinger med en upålidelig fortæller er netop at opdage fortællerens upålidelighed, fordi det ofte stiller historien i et helt andet lys."