Dansk

På balkonen

06. december 2013 af Line4698 (Slettet)
Hej allesammen. Er der en der vil kigge på min stil. Jeg har virkelig brug for hjælp. På forhånd tak. :-)

Stil nr. 3 På balkonen


Rodrigo havde lige fået fri fra arbejdet og var på vej hen til sin bil, da han fik øje på noget der sad fast i vinduesviskerne. Hans første tanke var endnu en bøde han ikke ville have mulighed for at betale. Siden krisen havde ramt Castawa havde det knap nok været muligt at få det til at køre rundt derhjemme. Men det var ikke en bøde, det var en stor brun ku-vert. Han åbnede den forsigtigt og tog et brev op. Det havlgule papir var krøllet og der stod kun en sætning "Calle Vinaroz nr. 18". En adresse langt ude øst for byen så vidt han kun-ne huske. Udover brevet var der også et blå og gult stribet tørklæde i konverlutten. Hvad skulle han med det? Han smed konverlutten på passagersædet og kørte hjem. Da han holdt i indkørslen ringede telefonen. Han tog den op til øret. "Det er Rodrigo... Hej chef... Nej, nej selvfølgelig ikke chef... Jamen så farvel chef." Han gik med tunge skridt ind i hu-set, men selv den varme velkomst kunne ikke få hans humør op. Efter at have lagt bør-nene i seng gik han ud i køkkenet. Martina, hans kone, kiggede på ham med et bekymret blik. Hun spurgte ham forsigtigt, hvordan hans dag havde været, og der gik ikke lang tid før Rodrigo måtte forklare at hans chef havde ringet for at fyre ham. Martina's øjne blev blanke og tårerne pressede sig på, men hun nægtede at græde.

Dagen efter var Rodrigo på vej ud for at finde et job da han så en ny kuvert sidde i brev-sprækken. Det var den samme gule farve og det var ikke adresseret. En lille seddel lå i toppen "13/9/14 15:35" altså dagen efter. Han vendte kuverten på hovedet og tre gul-og-blåstribede tørklæder røg ud. Men hvad var meningen med alt det her? Et sted, en dato og så alle de tørklæder, var det en dårlig joke? Han kørte ind til midtbyen. Han gik på gaden og selv i de mindste forretninger med den dårligste løn spurgte han efter arbejde. Han blev mere og mere fortvivlet mens han langsomt kom ud i de fattigere gader, hvor husene var faldefærdige, og hvis man ikke kendte dem var de nærmest uhyggelige. Der var mange mennesker, folk sad i grupper på hjørnerne. Kvinderne stegte mad og alverdens dufte ramte ham. Han gik forbi en dreng. Hved første øjekast var der ikke noget særligt ved drengen udover hvor tynd han var, men da Rodrigo kiggede nærmere efter, lagde han mærke til et blå og gult stribet tørklæde i drengens hånd. Rodrigo gik hen mod drengen som begyndte at bakke. "Rolig nu min ven. " sagde han, men det virkede ikke til at hjælpe drengen bakkede hurtigere. "Jeg vil bare snakke med dig!" Prøvede han, men drengen vendte sig og løb.

Spørgsmålene kørte rundt i Rodrigo hoved da han kørte hjemad. Han var på vej hjem, men han kunne ikke rigtig tage sig sammen, han valgte hele tiden en anden vej. Han kørte forbi en masse butikker og selvom han kørte for hurtigt og regnen stod ned var han sikker på at han i et øjeblik havde set et blå og gult stribet tørklæde. Han smed bilen ind på nær-meste parkeringsplads og løb forvildet mod det sted han havde set det. Da han kom der hen så han en kvinde med tørklædet om halsen. Han gik over til hende mens hans hjerne var ved et eksplodere. "Hej," sagde han "sikke et flot tørklæde. Må jeg spørge hvor du har købt det?" Kvinden smilede, men så samtidig også forvirret ud, der gik et øjeblik før hun sagde noget. "Det kan jeg desværre ikke fortælle dig, jeg... Jeg fik det med posten" sva-rede hun med et nervøst blik. Så der var altså ikke en joke, andre havde også modtaget brevene, men hvad var meningen? Han havde sagt tak til kvinden og var nu på vej ind i sin bil. Han tændte for radioen, han lyttede desperat efter noget i nyhederne der ville få det til at give bare den mindste mening, men der kom ikke noget. Lige meget hvad han gjorde kunne han ikke få tanken ud af hovedet. Da han kom hjem gik han ind på kontoret og tændte for computeren, det tog en evighed for den at starte op, hvis den overhovedet kun-ne. De havde ikke råd til at købe en ny, og den de skulle de bruge mindst muligt. Han søgte på google og fandt adressen, en stor, gammel og faldefærdig bygning. Der måtte være en mening med det hele. Han kiggede på uret og besluttede sig for at hente bør-nene. Cecilia og Pedro stod og ventede på bussen da Rodrigo svingede bilen ind ved siden af dem. De fortalte om deres dag og hvad de havde lært. Da de kom hjem ringede telefonen. Det var Rodrigo's mor, en gammel og flink dame, men hun var forvirret og ner-vøs og hun fablede altid om de underligste ulykker der kunne ske. "Hej min søn." Udbrød hun da han tog telefonen, hun lød nervøs. "Jamen jeg vil bare sikre mig at i har det godt..." Hun holdt inde. "Rodrigo, jeg har på fornemmelsen at der snart vil ske noget forfærdeligt... Jeg, jeg tror at i skal tage væk fra byen... Nå jamen det er jo også bare mig. Du må hilse din kone og mine børnebørn. Jeg elsker dig skat." Hun lagde på. Rodrigo stod længe og tænkte, han kunne huske den jul hvor hun pludselig begyndte at fable om et meteorned-slag og forlangt at alle gemte sig under bordet. Hun havde sagt så mange mærkelige ting, og de havde aldrig været rigtige, men han kunne nu ikke lade være med at føle at hun havde ret. Han lå længe i sengen og tænkte på hvad han skulle gøre.

Han vågnede tidligt lørdag morgen og begyndte at pakke. Han kunne ikke holde ud at føle der var noget galt, uden at gøre noget. Han fyldte kufferter med tøj og mad og puttede dem ud i bilen. Da børnene stod op fik ham dem til at pakke deres skoletasker med ting de ville have med. Martina gik bekymret rundt, hun vidste ikke hvad der var sket eller hvorfor de skulle pakke, men der var noget i Rodrigo's øjne som sagde hende at der virkelig var noget galt. Da de var færdige med at pakke samlede de sig i stuen. Rodrigo fandt konver-lutterne frem og begyndte at forklare. Da han var færdig delte han tørklæderne ud, han havde ingen anelse om det var det der var meningen, men det gav ham et lille håb. De satte sig ud i bilen som var godt pakket med deres ting og kørte. Da de kom ud af byen følte Rodrigo et sug i maven, han følte sig lettet. De kørte ned langs gaden og fandt det gamle hus. Der var ikke en sjæl på gaden, men da de åbnede bildørene kunne de høre stemmer. De gik ind i huset og stemmerne blev højere, de kom oppe fra 1. etage. Rodrigo tog førte dem forsigtigt op ad trappen. Da de åbnede døren ind til 1. etage blev der helt stille, ca. 25 mennesker stod og kiggede på dem. De havde alle det samme tørklæde på, og da de sp at Rodrigo og hans familie også havde et, bød de dem velkommen. Ingen vid-ste hvad der foregik og stemningen var ret alvorlig. Klokken var knap nok 12.00, så der var ikke andet at gøre end at vente. Alle i rummet havde modtaget breve og tørklæder, og selvom ingen vidste hvorfor, så havde de alle tænkt at de var nød til at tage af sted. Cecilia og Pedro fandt deres legetøj frem og sammen med nogle af de andre børn begyndte de at lege. Rodrigo kiggede rundt, alle menneskerne var forskellige, der var fattige og udsultede, og der var lettere kraftige og så var der de helt normale. Der var så stor forskel på dem, og det var ikke til at sige hvad der gjorde at de havde fået et tørklæde.

Da klokken blev 15:25 begyndte folk at blive urolige, Rodrigo gik frem og tilbage, han var sikker på at han kunne regne det ud. Klokken blev 15:30 og alle folk rejste sig op, de var nervøse, hvad skulle der ske? De begyndte at gå ud på den store balkon for at kigge sig omkring. Rodrigo og hans familie gjorde det samme. De klemte sig sammen så de kunne være der. Tiden gik så langsomt, og ingen havde ro. Tiden gik så langsomt...
Men så skete det, præcis da klokken blev 15:35 lød der et kæmpe brag. Alle folk kiggede ind mod byen, hvor de så en bygning falde sammen, en eksplosion af ild og røg. Folk brød sammen flere stod og græd, mens andre knap nok kunne blinke med øjnene. Det blev ved, det ene brag efter den anden, og det var som om hele byen styrtede til jorden. Byg-ning på bygning eksploderede og ild og røg bredte sig konstant. 15:45 var det slut, der var ikke flere brag og det eneste man kunne høre var sirenerne. De stod alle på balkonen, der var ingen der sagde noget, udover den hulken der havde bredt sig. Rodrigo stod i lang tid helt i chok, men så mærkede han Martina's hånd i sin.

Brugbart svar (0)

Svar #1
06. december 2013 af marc2317 (Slettet)

Set flere kommaer


Svar #2
06. december 2013 af Line4698 (Slettet)

Okay. :-)

Skriv et svar til: På balkonen

Du skal være logget ind, for at skrive et svar til dette spørgsmål. Klik her for at logge ind.
Har du ikke en bruger på Studieportalen.dk? Klik her for at oprette en bruger.