Løven og musen!

Hejsa!

Jeg har fået som opgave, at lave en realistisk novelle, over historien om løven og musen (gengæld), som har den samme morale.

Jeg vil gerne have en lille smule respons - ikke rette stavefejl ;-) - og hvad i ville give af karekter :D

Opsætningen er ret slem her på studieportalen! :D Så bare kig væk fra det! (Den er også som vedhæftet fil)

HER:

Direktøren og den hjemløse

Hr. Lundbeck, som han syntes at alle skulle kalde ham, gik ned ad gangen, hvor alle hans ansatte sad. Telefonerne kimede, tastaturerne klikkede konstant overalt i rummet, og ikke den mindste lyd fra de ansatte blev frembragt. På væggen kunne der ses en plakat med skriften; ”Punktlighed, flid og rettidig omhu”. På plakaten var der tilmed et billede af et ur, hvor viseren viste 7:00, og nederst i det ene hjørne stod der, ”Hr. Lundbeck, Direktør og ejer”. Lamperne fra loftet lyste konstant i en gul farve, og de var ikke skiftet de sidste mange år. Computerne var forældede, stolene for dårlige, bordene for lave og udluftningen for dårlig. Dog havde ingen klaget.

Hr. Lundbeck gik målrettet og alvorlig mine ned af gangen. ”Godmorgen Hr. Lundbeck”, lød det fra hvert kontor han passerede. Han svarede ikke tilbage. ”Hvorfor skulle han også det”, havde han tit tænkt til sig selv. Han åbnede døren til sit kontor. Han gik med faste skridt hen mod hans stol og satte sig ned. Han tog sin kalender op, og slog op på d. 12. ”Jobsamtale – 13.00” stod der med store bogstaver. Han tog sig til hovedet.

”Ikke flere evindelige uinteressante jobsamtaler”, sagde han til sig selv. Han lagde bloggen fra sig, og begyndte at skrive på sin computer.

Da han var halvvejs færdig, kimede hans telefon.

”Hr. Lundbeck. Ansøgerne venter”, lød det fra hans assistent i den anden ende af røret.

”Send dem op”, sagde han med en alvorlig stemme. Han tog sin blog frem og begyndte at skrive ting, som han skulle komme ind på under samtalen. ”Fødested, kompetencer, uddannelse, nuværende beskæftigelse, interesser, tidligere jobs”, fik han hurtigt skrevet ned på sit papir. Efter nogle flere notater, åbnede døren.

”Hr. Lundbeck. Ansøgerne er her”, sagde assistenten, med en form for ligegyldighed i hendes stemme. Den første som trådte ind af døren, var brun i huden, havde misfarvede tænder, laset tøj, uredt hår og han lignede slet ikke en som skulle til jobsamtale. Han satte sig ned på stolen.

”Hvad er dit navn, hvor kommer du fra, hvad er dun nuværende beskæftigelse?”, spurgte Hr. Lundbeck ansøgeren om.

”Jeg hedder Malik”, fik ansøgerens sagt på gebrokkent dansk.

”Jeg kommer fra Grønland. Jeg vil gerne have et job. Jeg har ikke noget job lige nu”, sagde Malik på sit bedste danske. Hr. Lundbeck kiggede forundret på ham. Efter at have betragtet ham lidt, brast han ud i latter.

”Dig? Vil have et job hos mig? Og hvad tror du kan give til gengæld? Hvordan skulle vi nogen sinde få brug for dig?”, han begyndte at grine igen.

”Jeg kan godt sætte ting på plads. I annoncen stod der, at I manglede en”, sagde Malik. Hr. Lundbeck tænkte sig om. Det var jo rigtigt hvad Malik sagde. Firmaet manglede faktisk en, som kunne sætte ting på plads. Hr. Lundbeck overvejede Malik grudigt, før han tog en beslutning.

”Det er jo rigtigt hvad du siger”, udbrød Hr. Lundbeck, efter flere intense minutter.

”Hvorvidt du er egnet eller ej, hvilket jeg ikke tror at du er, må komme an på en prøve. Du kan allerede starte i næste uge”, sagde han til Malik.”Og så må vi jo se, hvordan det går”, sagde han med en hånlig røst i stemmen.

Malik gik glad fra firmaet. Han mærkede den friske kolde vind blæse om sit ansigt. Han havde fået et job. Sit første job i mange år. Han tog nogle penge op af lommen. 1000 danske kroner, tænkte han i sig selv. Han havde fået forskud på sin løn. Hele 1000 danske kroner. Han puttede pengene i lommen, men da mærkede han noget usædvanligt. Hans hænder var kolde. Han kiggede ned på dem. Mine handsker, tænkte han. Hans handsker fra grønland med det grønlandske flag. Hans eneste minde derfra. Dem ville han få tilbage den næste dag, tænkte han inde i sig selv.

Efter samtalen med Malik og de andre ansøgere, begyndte Hr. Lundbecks telefon at ringe.

”Hr. Lundbeck, direkter og ejer. Hvad kan jeg hjælpe med”, sagde han, med en alvorlig stemme.

”Hello. It is your partner from Greenland”, lød det fra den anden ende af røret. Hr. Lundbeck mærkede pludseligt en kuldegysning. Han vidste med det samme, hvad der skete. Firmaet skulle holde et møde, med søsterfirmaet i Grønland. Hans job havde været, at skaffe en tolk til mødet. Han kiggede sig fortvivlet omkring. Han skyndte sig at kigge i sin blok. Kunne det virkeligt passe? Kunne det allerede være nu, tænkte han inde i sig selv. ”D. 15 – Møde, Grønland”, stod der med to streger under. Han tog sig selv til panden. Hvordan kunne han glemme sådan noget vigtigt, tænkte han. Han kunne mærke sine håndflader blive fugtige. Hvad skulle han sige? Kunne han stå og lyve?

”Oh yes. We have a very good human translator”, fik han fremstammet på sit engelske, som ikke var noget at prale af. Han rejste sig op, og begyndte at gå nervøst rundt i lokalet.

Efter flere pinlige minutter, blev der endeligt lagt på i den anden ende af røret. Han dumpede ned i stolen, og kiggede hen på den nøgne grå væg. Hvad kunne han gøre i denne svære situation? Han begyndte at pille ved sine briller, som han altid gjorde, når han var presset.

Han samlede straks bogen De Gule Sider op, og slog op på ”Tolk”, for at finde den hurtigste tolk. ”Engelsk – Dansk tolke, Fransk – Dansk tolke, Tysk – Dansk tolke...” var de første som kom op. Ingen gønlandske tolke. Hvad havde han også regnet med, tænkte han. Han måtte ty til andre metoder. Han kiggede i personregistreret over ansatte i firmaet. En eller anden måtte kunne grønlandsk. ”4653 ansatte” stod der. Alt, alt for mange, tænkte han. Hans øjne strejfede lokalet. Han måtte gøre et eller andet, tænkte han, da han øjne pludseligt faldt på noget på hans skrivebrod.

Et par gamle slidte handsker markeret med det grønlandske flag. Og der pludseligt faldt det ham ind.

Malik! Den nyansatte! Den hjemløse grønlænder! Hans øjne strålede nu, da han nu havde løst sit problem.

Næste dag da Malik mødte på arbejde, stod Hr. Lundbeck og tog imod ham. Malik blev forbløffet da han so ham.

”Malik!”, råbte han højlydt. ”Vi har meget vigtigt at tale om!”. De gik begge ind på Hr. Lundbecks kontor.

”Malik. Om to dage skal vi have møde med vores søsterfirma i grønland. Vi har desværre ingen tolk, og derfor kunne vi godt os dig, som vores tolk. Vil du være vores tolk til mødet?”, spurgte han.

Malik kiggede forbavset.

”Mig?”, spurgte Malik helt forbløffet. ”Så fik I alligevel brug for mig”, sagde han med er glimt i øjet.

”Ja, det gjorde vi, må jeg da erkende”, sagde Hr. Lundbeck. ”Så er det da aftalt! Om 2 dage kl 14 skal vi mødes i mødestuen”. Malik rejste sig, og var på vej ud af døren, da han hørte Hr. Lundbeck bag sig.

”Oh, og en ting til. Husk nu dine vanter”.