lyrisk digt

hey, ville dette gå som en god nok analyse af dette digt? eller er der noget i synes jeg skal lægge mere vægt på? på forhånd mange tak.

Vi vil starte med at behandle digtet Vaarsang ved Jul, som er skrevet af Sophus Claussen (1865-1931).

Overgenren er lyrik, og det er ligeledes et lyrisk digt, hvilket kommer til syne i og med at digtet beskriver en fortættet øjebliksoplevelse, hvor tiden, så at sige, står stille.
At den litterære stilart er symbolisme vil jeg gøre klart, først ved at beskrive hvad selve symbolismen er og derefter vise hvordan dette kommer til syne i digtet Vaarsang ved Jul.

Symbolismen var en modreaktion på nautralismen. Den verden som var blevet skabt gennem industraliseringen og kapitalismen syntes symbolisterne at være kaotisk og usammenhængen. I naturalismens lys var det kun overflade der var synlig, mens i l’heure bleu kunne en dybere mening og sammenhæng anes, dette sker igennem den sjælelige og følelsesmæssige tilstedeværelse.
Dette kommer til syne i Vaarsang ved Jul indtil flere gange. Det er tydeligt der ikke hersker den naturalistiske, videnskabelige forklaring, men at der er en klar fornemmelse for at digtet henvender sig til den sjælelige og følelsesmæssige opfattelse.

Selve digtets tema/emne omhandler modsætningsforholdene: efterår – forår (vaar) og er sandsynligvis en modreaktion imod den daværende herskende naturalisme. Efteråret symboliserer det kolde og mørke naturvidenskabelige, overfladiske paradigme som herskede på Sophus Claussen’s tid.

Selve digtet er bygget op i 4 strofer med 4 tilhørende enkeltlinjer.

Første strofe kan argumenteres for handler om selve situationen:

Tusmørkets Stjerner
Rimblege står

Og ”fortælleren” spørger sin veninde om det nogensinde vil blive godt igen:

Sig, min Veninde
Bliver det Vaar
Nu ingen Sinde?

2. strofe handler derimod om efteråret, det kolde og symboliserer sandsynligvis naturalismen:

Skoven er øde,
Vejen er bar,
Lykken, der døde,
Giver ej svar…
Frysende Kroner.

Desuden ser vi indtil flere personificeringer, bl.a. i ”Lykken, der døde,”, hvilket også hjælper til at give digtet en henvendende tone imod følelserne og sjælen.




3. strofe tager fat i hjælpen, den helende balsam, Vaar:

Findes dog Balsam
For vore Saar?
Er det en evig
Sandhed og Vaar,
Stjernerne øser….?

Og til sidst hvor alt er godt i strofe 4 og digtet ender med ”er højtid inde?”.

I digtet ser vi en klar personificering og besjæling af naturen hvilket er nogle af kendetegnene for symbolismen, som frembringer en subjektiv henvendelse til læseren.