symbolisme

??

Hej Mettma

1890-1900: Symbolismen

Nyromantik: Dyrkelsen af kunstneren som profet eller ophøjet geni. Der sker et skift i genre fra Romaner, skuespil, novelledigtning over til Lyrik.
• Det sjælelige gennembrud: Kunstnerne vender sig bort fra den ydre virkelighed og samfundet og dyrker deres eget indre i form af fantasi og drømme
• Brud med naturalismens livs- og menneskesyn.: Hvis livet er som naturalisterne beskriver det, så er det ikke værd at leve. Med andre ord: Naturalisme fører ud i meningsløshed – en eksistentiel nulpunktsoplevelse.
• Positivisme  ingen dybere mening med livet. Der er kun reproduktion. (I.P.Jacobsen, ”Og der der standsed den og blodets strøm”)
• Fremmedgørelse overfor den moderne samfundsudvikling. (Demokratisering, storbytilværelse (som følge af urbaniseringen), anonymiteten, usikkerheden, går i ét med mængden – massetilværelsen.)
• Der er et mønster i meget symbolistisk digtning, som hænger meget sammen med ”Den eksistentielle nulpunktsoplevelse”
Symbolisme er altså: En verden af subjektive stemningsbilleder frem for en objektiv genkendelig virkelighed.

Nulpunktsoplevelse: Rummer typisk 2 træk:
1. Dyb og uhyggelig fremmedgørelse. Verden/Virkeligheden er uforståelig, fremmed, fjendtlig og truende.
2. Ensomhedsfølelse, alene i verden. => Angst!
3. Indadvendthed: Dyrkelse af ens egen indre verden af drømme og fantasier. Fantasier som kilde til dybere erkendelse, sandhed. Eksperimenterede med euforiserende stoffer for at komme ind i drømmenes univers, et andet ”virkeligt” univers.
4. En søgen efter en bevidsthedsudvidelse vha. stoffer, der kan føre frem til et metafysisk holdepunkt. = en slags eksperimenterende for at finde en Gud-oplevelse, finde et religiøst holdepunkt i tilværelsen.
5. Kunsten som et alternativ til den ydre verden (som følge af forskellen på den romantiske og symbolske kunstner)
Det er altså et brud med naturalismen, søgen efter alternative værdier.

Opfattelsen af kunsteren i romantikken:
Den romantiske kunstner er et spejl for den højere idealverden – Her betragtes idealverden som noget givet.

Opfattelse af kunsteren i Symbolismen:
Den symbolske kunstner er en lampe. – Med andre ord, de søger efter, som måske slet ikke findes - den ideelle verden

ja det var jo lige midt i det moderne gennemgrub, hvor alt kom i udvikling, industrialisering osv. der kom liberalisme, et finansvæsen, og sammen med alt dette, udviklede kunsterne, i form af forfattere, malere, osv sig også, og så brugte man jo symboler, for ikke direkte at fremprovokere en "dødelig" diskussion, men ihvertfald for at vise realismen. Derudover var de symboler man brugte dengang, heller ikke lige så små, og detaljeret som de er idag, dengang.

takker mange gange!