digt

Hej er blevet bedt om at analysere digtet - flygtningene, som er skrevet af klaus rifbjerg i 1998.

:

Jeg vågnede en nat i det
lyse sommermørke og hørte
mange mennesker skrige.
De var ikke tæt på
men heller ikke langt væk,
lyden bølgede frem og tilbage
blev stærkere og svagere, men
blev ved.


Jeg satte mig op i sengen
og stirrede ud i mørket
hvor jeg godt kunne se noget
en ikke ret meget
det var som at se ind i mælk.
Lyden af skrigene var
på den anden side af væggen
og vinduerne og jeg havde
mit vattæppe min pyjamas og puden og det var ikke rigtig mørkt.


Af og til lød hen over skrigene høje råb
eller kommandoer og jeg behøvede ikke
vække nogen for at spørge hvad det var
det måtte være flygtningene.


De boede i en lejr
på den anden side lunden
man vidste godt hvor de kom fra
men ikke rigtig præcis
og ingen talte med dem
hvorfor skulle man det
de var usynlige.

De var i den lejr på den anden side lunden
det var derfra lyden kom
det var den der havde
vækket mig så jeg nu sad
og stirrede ud i det grå
mørket fuldt af konturer.

Der kunne være mange grunde
til at de skreg
alligevel var det mærkeligt
Jeg havde aldrig hørt så mange
mennesker skrige på
engang og det blev bare ved.

Min mor kom ind og stod
lidt ved siden af sengen
mens vi lyttede og sagde
at det måtte være flygtningene.
Det kom derovre fra
ovre bag ved lunden
der var ingen tvivl.

Lidt efter holdt det op
og der blev helt stille igen
min mor gik og jeg
trak vattæppet op og lagde
hovedet på puden og stirrede
op i stilheden og det
mælkeagtige mørke
som til sidst løb ind i mit og
jeg faldt i søvn.

Har jeg taget helt fejl, eller handler dette digt i korte træk ikke om, hvor beskidte og egoistiske vi egentlig kan være, selvom vi har en hvid (ren) dyne.
Og hvis jeg ikke tager helt fejl, levede klaus rifbjerg som dreng under 2 verdens krig, og derved var det sandsynligvis tyske flygtninge som kom til danmark, efter at være blevet smidt fra hus og hjem. og under krigen var danmark jo neutral på en måde (vi gjorde ihvertfald ingen modstand), men vi kunne alligevel ikke lide tyskerne, selvom de fleste faktisk jo slet ikke har ønsket nogen krig, men som må betale en vis pris alligevel. Kort sagt, vi var ikke bedre end dem.

er det helt forkert??? Og jeg forstår heller ikke helt det der med mælken i digtet, og en del andre metaforer... nogen der lige ville være flinke at hjælpe??