Dansk
bekendtgørelsen
Svar #1
19. juni 2006 af danielruhmann (Slettet)
Her er det dokument, vores lærer udleverede til dem, der skulle op i dag. Måske hjælpe det dig lidt:
Op i dansk
Hvilke tekster eksamineres der i
En ukendt tekst på max. 8 sider. Teksten er en parallel til en forfatter/et tema/en periode mm. som vi har læst. Teksterne kan være en novelle/et digt/et uddrag af en roman/et uddrag af et drama/en avisartikel/et billede. Du kan komme op i en tekst alene eller i en sammenstilling af tekster.
Kommer du op i en sammenstilling af teksten, vil sammenhængen ofte være en af flg.:
- teksterne kan være skrevet af forfattere fra samme periode, men er skrevet på forskellig måder eller har hver sin holdning til et bestemt tema
- teksterne kan være fra to forskellige perioder, der handler om samme emne eller har samme tema
- teksterne kan være fra forskellige genrer, der behandler samme tema/emne, fx en avisartikel og en fiktiv tekst
Overvej hvilken relation der er til de emner, temaer, studiemønstre, perioder og ismer, vi har beskæftiget os med. Har man læst Holberg og Blixen som værker, vil de fx nok dukke op i en eller anden form til eksamen, ligesom studiemønsteret om eksistentialisme er oplagt. Gør jeg mit arbejde ordentligt bør det være nemt for jer at forstå sammenhængen (forudsat at I har været til timerne og/eller læst teksterne J)
Vær opmærksom på, at du godt kan møde forfattere, du ikke kender. Men vær tryg ved, eksamensteksten altid vil kunne sættes i relation til pensum.
Teksterne vil være forsynet med forfatter, udgivelsesår, gloser og ordforklaringer. Der ligger desuden en ordbog i lokalet. Er der tale om et uddrag, står det angivet med ”Af”, og du vil få et resume, hvis uddraget ikke er starten af romanen/dramaet.
Husk at slutte med at perspektivere teksten (til en periode, isme eller andet relevant).
NB: Det næste i kursiv gælder kun for elever på særlige vilkår
Du skal også høres i en kendt/læst tekst. Censor vælger ved eksamensbordet denne kendte tekst og du får den først at vide dér, dvs. at den ikke indgår i forberedelsen. Den bliver du kort hørt i for at tjekke om du har læst pensum
Oplæsningen
Lev dig ind i den tekst, du læser højt. Lyt til tekstens ”indre stemme” eller stil, og lad det påvirke din oplæsning. Undgå at ”jabbe”. Beton de pauser, teksten lægger op til. Sørg for tydelig udtale. Vælg et stykke ud, der er central i din forståelse af teksten (temaet,fx)
Fremstillingsformen
Du vil i høj grad blive vurderet på den måde, hvorpå du ved selve eksamensbordet fremlægger din forståelse af teksten (gælder til en vis grad i alle fag!).
Tilrettelæggelsen af dit oplæg spiller ind på vurderingen. Husk papiret med tændstikkerne (udleveret i kopi), og bestræb dig på at skabe den øverste figur. Et forvirret og uoverskueligt oplæg opfatters som udtryk for usikkerhed, hvorimod en velstruktureret fremlæggelse giver indtryk af, at du har fagligt styr på tingene.
Start med at fremlægge en kort disposition for, hvad du vil sige. Sig hvad der er det vigtige og begrund hvorfor det er vigtigt. Gentag gerne det væsentlige med formuleringer som ”min pointe er altså…”, ”det vigtigste er altså…”. Brug det papir, jeg har udleveret om metasprog til at skabe sammenhæng i dit oplæg. Ellers er grundreglen: for hver påstand skal du bevise med et belæg i form af citat (vigtigt, da mange censorer lægger vægt på citaterne. Husk at forklare citatet)
Du vil også blive vurderet på dit ordforråd (kan du sige tingene på flere måder), dit abstraktionsniveau (din evne til at hæve de almene problemer, der fremlægges i teksten op på et mere abstrakt niveau – hvilket ofte vil vise sig i perspektiveringen).
Hvordan arbejder du medforskellige tekster
Se Den sidste olie for analysemodeller, samt udleverede ark gennem årene. Hent evt. inspiration til analysearbejdet på disse gode links:
Ø Værktøjskassen til dansk - http://www.dist.dk/~lf/danskkasse/
Ø Dansk net - http://www.da-net.dk/
Husk altid at kommentere/overveje titlens betydning.
Hvordan forbereder du dig til mundtlig eksamen i dansk
Det er helt nødvendigt, at du hurtigt får ordnet dine notater fra danskundervisningen i et overskueligt system, der gør det muligt for dig at finde rundt i alt materialet. Vi har ikke arbejdet kronologisk med de litterære perioder, men nu er det tiden at investere i nogle faneblade og sortere noterne efter hvilken periode/tema/studiemønster, vi har arbejdet med dem i. Se projektrummet for de tre år og se Lectio (vælg hold- dansk -3.b – materialer eller dokumenter i øverste bjælke. Se også links).
Saml alle modelark, fx analysemodeller og oversigtsskemaer forrest i mappen, så de er nemme at finde. Normalt vil der ikke være tid til tidskrævende eftersøgninger i forberedelsestiden, men har du overblik over dine noter, og kan du nemt finde dem, kan de være til storhjælp i forberedelsen,. Bemærk: du må kun medbringe de noter, du overfører papiret i eksamenslokalet til selve eksaminationen.
Orienter dig i Litteraturens veje - læs evt. om de forfattere/perioder/temaer, vi har læst (slå op bagi). Til eksamen kan den være nyttig, hvis du vel at mærke ved, hvad du leder efter. (Omvendt er det din tekstforståelse af den ukendte tekst, der er i centrum i bedømmelsen. Sørg for at bruge meget tid på at forstå den og på at dokumentere din læsning).
Du vil primært blive vurderet på
- din tekstforståelse (om du systematisk kan analysere og fortolke)
- din evne til at perspektivere teksten/teksternetil det stof, der er arbejdet med i undervisningen (her kan du evt. bruge din historiske viden, din viden fra religion og andre fag)
- din fremstillingsform - start med at fremlægge en dispostion for dit oplæg. Sig hvad der det vigtige og hvorfor det er vigtigt. Bevis dine påstande om teksten med belæg i form af citater.
Vel mødt den 2/6-06
kh. Karin
Kilde: Op i dansk af Ole Ravn. Gyldendal 1993
PS: Dette dokument ligger på Lectio under datoen 8. maj 06
Svar #2
19. juni 2006 af AbCdE.. (Slettet)
Svar #3
19. juni 2006 af danielruhmann (Slettet)
Det gælder selvfølgelig kun dem, der er på særlige vilkår:
NB: Det næste i kursiv gælder kun for elever på særlige vilkår
"Du skal også høres i en kendt/læst tekst. Censor vælger ved eksamensbordet denne kendte tekst og du får den først at vide dér, dvs. at den ikke indgår i forberedelsen. Den bliver du kort hørt i for at tjekke om du har læst pensum"
Svar #4
19. juni 2006 af AbCdE.. (Slettet)
men mange tak for hjælpen..
Skriv et svar til: bekendtgørelsen
Du skal være logget ind, for at skrive et svar til dette spørgsmål. Klik her for at logge ind.
Har du ikke en bruger på Studieportalen.dk?
Klik her for at oprette en bruger.
