Kong Saul og Kong David

I profeten Samuels tid havde man ingen konger, men i stedet havde man skiftende dommere, som regeret. Men pga. folkets ønske om en konge gav Gud folket lov til at indsætte en konge. Samtidig advarede Gud folket om hvor stor en sorg det samtidig ville blive. Gud talte til Samuel og sagde at han skulle salve Saul fra Benjamin til konge over folket. Det gjorde han.
En dag gik Saul og hans hær, i krig mod Amelekitterne.
Samuel sagde til Saul: dette har Herren sagt: dræb alle Amelekitter, skån ikke nogen, men dræb både mænd og kvinder, børn og spæde, okser og får, kameler og æsler". Men Saul gjorde lige det modsatte af hvad Gud havde befaldet! Han såkånede de bedste får og okser, fede kvæg og lam, ja alt det bedste!
Da fortrød Gud at han havde gjort Saul til konge.
Da sagde Gud til Samuel; drag ud til Bethlehem til bethlemitten Isaj, og salv hans søn Daivd til konge!
Og fra den dag greb Herrens ånd David. Derimod forlod den Saul, og en ond ånd fra Herren overvældede ham.
For at få onden væk måtte han finde en dygtig citere.
Det blev David, og han blev optaget i Sauls hof. Hver gang den onde ånd fra Gud kom over Saul, greb David sin citer og spillede. Så fik Saul det godt, for den onde ånd forlod ham!
En dag blev der er en kamp mellem David og hans hær mod Filistrene. Fra Filistrenes side trådte en mand frem ved navn Goliat, han opfordrede David til en kamp. Resulutatet blev at han dræbte Goliat, og huggede hovedet af ham.
David og Jonatan havde et meget tæt knyttet forhold til hinanden. David blev gift med Sauls datter: Mikal.
Saul var misunderlig på David, fordi han var en bedre krigere end ham selv, og mange ville have at David skulle blive konge i stedet for Saul.
Kong Saul blev vred og ville dræbe David, men Jonatan fortalte om hans fars onde planer, og David flygtede væk.

Kong Saul drog ud med sine 3 tusinde mænd for at lede efter David. Saul gik in i en hule men hvad han ikke vidste var at David og hans venner gemte sig i den hule.
Da sagde en af mændene til David: "Nu er den dag kommet, som Herren talte om, da han sagde til dig: Jeg giver din fjende i din hånd, så du kan føre ved ham, hvad du vil"
Men David ville ikke dræbe kongen, han skar ubemærket en flig af Sauls kappe. Da Saul forlod hulen og drog videre, råbte David: "Herre, konge" Da saul kiggede tilbage, bøjede David sig for Saul og sagde: "Hvorfor hører du på de mennesker der siger, at David vil dig noget ondt" David vidste det lille flig at Sauls kappe og sagde: "Se, fader, se, her har jeg fligen af din kappe i min hånd. Når jeg har skåret din kappeflig af og ikke slået dig ihjel, må du kunne indse, at jeg ikke har haft noget ondt eller nogen forbrydelse i sinde, og at jeg ikke har forsyndet mig mod dig..." Da Saul hørte det, græd han, og sagde: Min søn David, er det virkelig dig der taler? Du er bedre en jeg, du har reddet mit liv! Du har gjort godt mod mig, selv om jeg har gjort ondt mod dig. Nu forstår jeg at du skal blive den nye konge over Israel.

Er det rigtig forstået ind til videre ?