Amalie Skram

Hvis du søger på google kan du finde meget om Amalie Skram. Hun blev som 17 årig gift med en mand, fik to børn med ham og senere blev de skilt. Hun flyttede til Danmark og blev gift med Erik Skram (deraf navnet) hvor hun fik endnu et barn som 43 årig. Da hun havde meget at passe, som husmor, kone og moder blev det for meget og hun fik psykiske nedture. Hun blev senere indlagt på Sankt Hans mod hendes vilje. I 1905 døde hun (vidst nok ved at begå selvmord).

Som sagt hvis du søger på google finder du meget mere...

Amalie Skram blev født den 22. August 1846, og da bar hun navnet Alver. Hun var datter af en småhandler i Bergen, og moderen var meget socialt anlagt, så Amalie gik på en privat pigeskole, og hun fik den tids pigedannelse. Disharmonien fra barndommen kom til at præge hendes digtning, for faderen gik konkurs med sin landhandel og udvandrede til Amerika.
I 1864 giftede den attenårige Amalie Skram sig med den ni år ældre og erfarne skibskaptajn August Møller, og i ti år rejste
ægteparret rundt i hele verden ombord på Møllers båd. Ægteskabet blev et chok for hende, og fra den oplevelse udspringer alle hendes skuffede kvinder. De er gerne idealistiske som unge, fyldt af strålende forventninger til livet, men ægteskabet bliver deres ulykke.
Da Amalie Møller og August Møller var blevet skilt, flyttede hun til Kristania og blev en del af det kulturradikale miljø. I 1884
giftede hun sig med den danske forfatter Erik Skram og flyttede til København. Hun sled med søvnløshed og nervøs hoste og i 1884 lod hun sig indlægge på Københavns kommune hospital på afdelingen for sindssyge. Efter en del indlæggelser endte ægteskabet til Erik Skram med en skilsmisse i 1899, og frem til sin død i 1905 levede hun alene.
Amalie Skram døde 58 år gammel ved et selvmord, efter at hun havde været indlagt flere gange. I 1877 gik Amalie ind i en manisk periode. Hun talte om, at hendes to sønner var prinser, som hun skulle befri. Hun led af søvnløshed og var meget urolig. Hun kom sig dog hurtigt og tillagde sit unaturlige ægteskab grunden til sin depression. Andre mente, at det var den forestående
skilsmisse, der var grunden til sygdommen. Da Amalie senere brød med kristendommen, kontaktede hun den politiske venstreside og stiftede venskab med Bjørnstjerne Bjørnson, og gennem ham lærte hun Erik Skram at kende. De blev gift i 1884. De flyttede til København og hun fik som 43 årig sit tredje barn. På dette tidspunkt beskrev hun sin tilværelse som lykkelig. Deres ægteskab holdt i 16 år, og i disse år var Amalie meget ude af ligevægt og det endte med en depression, et selvmordsforsøg og endnu en indlæggelse på et psykiatrisk hospital. I hele sit forfatterskab er samlivsproblemer, skilsmisser og ægteskabelige miserer et gennemgående problem. I 1893 rejste hun til Bergen, men hun blev igen stærkt deprimeret og udviklede uro, søvnløshed og selvmordstanker. I 1894 gjorde Amalie så et selvmordsforsøg ved at forgifte sig selv med opium. Dette var grunden til at hun blev
indlagt på Københavns Kommunehospital, men hun fortrød indlæggelsen og forlangte at blive udskrevet. Dette blev dog nægtet af overlægen efter samråd med hendes mand. Amalie udviklede et stort had til overlægen og skrev senere romanen "Professor Hieronimus".
Også hendes andet ægteskab gik til grunde. Nye depressioner kom og hun var stadig meget optaget af selvmordstankerne. Tiden mellem 1894 og 1904 var fyldt med depressioner og i 1904 udtrykte hun et ønske om, at det ville være dejligt at gå til hvile og lukke sine øjne og gå til den evige søvn.
Dette gjorde hun så den 15 marts 1905.

Amalie Skram blev flere gange beskyldt for at skrive om menneskenes ondskab. Selv sagde hun, at hun med sine romaner/noveller ønskede, at bringe folk til at forstå og dømme mildt. Amalie Skram var på grund af sine analytiske evner, sprogforståelse og søgen efter sandheden meget kendt. Selv var det ikke de synlige, men de usynlige mønstre hun ønskede at forstå. Samtidig var hendes forfatterskab meget præget af dristige æstetiske og litterære udforskninger. Amalie Skram beskriver
i sine romaner/noveller mange unødvendige lidelser, lidelser som skyldes økonomiske og sociale misforhold. Endvidere var hun meget optaget af dødsønsker og selvmordstanker, og mange af hendes personer dør ved selvmord. Hun forsøgte selv flere gange i løbet af sit liv, at begå selvmord. Amalie Skram fordyber sig meget i det værk, hun arbejder med, hun lader sig nærmest besætte af det, og der er en slående sandfærdighed i det, hun skriver. Hendes digtning har ingen besnærende eller charmerende egenskaber, og hun gør ikke meget ud af den kunstneriske udarbejdelse af sit materiale, men hun har varme, og en positiv egenskab hos hende er den store rummelighed og tolerance hun besidder. Hun fomår at fortælle om problematikken i ægteskaber og kønsroller, og som socialpsykolog beviste hun meget klart, hvordan de opstillede kønsroller kan ødelægge forhold.
Der er mange forskellige opfattelser af Amalie Skrams værker, men man må konkludere at hun har vakt omtanke og overvejelser omkring ægteskaber og kønsroller hos dem, som har læst værker af hende. Hos nogle virker det positivt og hos andre negativt, da de områder hun bevæger sig inden for, er nogle, vi alle kan nikke genkendende til.

De mest kendte romaner af Amalie Skram:
Constance Ring
Lucie
Fru Ines
Forrådt
Hellemyrsfolket
Professor Hieronimus/På St. Jørgen

huhu...alt det ved jeg godt...men hvor står der, at hun udgivede sine bøger under en mands navn???

men ellers tak til jer alle:-)

Slettet