hjælp til KRONIK?

?

Jeg bygger mine kronikker op fra temaet i artiklen og prøver at belyse den udfra flere vinkler. Min egen holdning og mine egne erfaringer danner kronikkens motiv. Det bedste er, hvis du selv har erfaringer om det emne du beskriver. Vil gerne sende den ene til dig, og jeg vil også gerne kigge din kronik igennem.
1) Start med en forklarende definition på det, du vil skrive om.
2) Belys emnet fra så mange sider som muligt
3) Kom med eksempler fra hverdagen og fra dine egne erfaringer
4) Det er vigtigt med et godt sprog og alsidighed
5) Drag en eller flere konklusione, som du ser dem.
Håber det hjælper dig lidt på vej
V.h.
Erik Morsing, forfatter, matematiker, translatør og opfinder.
[email protected]

Nedenstående følger en af mine kronikker (Fyens Stiftstidende):



Social arv og plads til alle.

Danmark er et rigt land, så det er ikke rimeligt, at vi accepterer hjemløshed. Politikerne må skaffe kollektiver til misbrugerne, hvor de kan dyrke det fællesskab, de har valgt
Det kan virke grotesk og uretfærdigt, at der i vort moderne samfund med et stort overskud på såvel handelsbalancen som statsfinanserne stadig er danskere uden tag over hovedet, alt imens fremmede kulturer, der kommer til landet og søger asyl, næsten pr. automatik får anvist lejligheder og bosteder på samfundets regning.

Nu kan man vel med nogen ret indvende, at livet på gaden for de hjemløse er blevet en livsstil med et socialt samvær og et netværk, som man ikke ville have, hvis man havde fast bopæl.

"Men tror du ikke, at det er noget, de selv vælger, tror du dybest set, at de ønsker en fast bopæl?" sagde en politiker en dag til mig under et vælgermøde med henvisning til den omtalte livsstil, hvor jeg havde peget på det urimelige i, at vi har etniske danskere uden tag over hovedet.

Som tidligere hjemløs alkoholiker en kort overgang i mine unge dage kan jeg kun svare: Jo. Mere eller mindre, valget er ens eget, man bør nok ikke lægge skylden på opvækst, miljø og hvad man nu kan finde på af undskyldninger for et mislykket liv.

Og dog. Måske er det alligevel en smule mere kompliceret end som så. Psykologerne taler om, at vi er produkter af arv og miljø, de taler om det medfødte, om den enkeltes genetiske kode, der former ens egen matrice, om det tilegnede og om de påvirkninger, man bliver udsat for især i barndommen. En god barndom er utrolig vigtig for et godt liv, hedder det i lærebøger om psykologi.

DEN sociale arv kan man ikke frigøre sig fra, selv om visse politikere påstår det modsatte. Lægesønnen bliver læge, arbejdersønnen bliver arbejder, og landmandssønnen bliver landmand. Det ligger i kortene, men også ens interesser befinder sig tæt på forældrenes. Det gælder for eksempel også den politiske observans: En radikal politikersøn bliver radikal, en arbejdersøn bliver socialdemokrat, landmandssønnen bliver venstremand, og direktørens søn bliver konservativ. Alt som en hovedregel.

Indoktrineringen i barndommen og ungdommen er massiv, bevidst eller ubevidst, fra hjem, skole og universitet. Vore forældre er rollemodeller, de bestemmer ofte direkte eller indirekte, hvordan vi skal være, og hvilke værdier vi skal lægge vægt på i livet, om vi skal have en håndværksmæssig uddannelse, om vi skal have en universitetsgrad, og/eller om vi skal realisere de drømme, som vore forældre havde, men som aldrig manifesterede sig i disses virkelige liv.

Rødstrømpebevægelsen og hashkulturen, der så dagens lys i 1968, betød et oprør mod det borgerlige Danmarks syn på kvindens rolle i samfundet og også et nyt syn på, hvordan man skulle leve sit liv.

Man sad ved Storkespringvandet og røg hash, man stræbte efter en primitiv livsstil, man søgte tilbage til naturen, som en af oplysningstidens filosoffer, Jean-Jacques Rousseau (1712-1778) anbefalede det, samtidig med at han pegede på risikoen ved det civiliserede liv med indførelsen af den private ejendomsret som den væsentligste anstødssten imod en retfærdig fordeling af jordens resurser.

Herhjemme byggede man kvindelejre, og man dyrkede nudismen. Disse unge fra Storkespringvandet var i stor udstrækning rekrutteret fra vore universiteter. Nogle af dem kender vi udmærket i dag, da de med årene er blevet endog særdeles borgerlige.

Jeg har ikke indtryk af, at disse datidens ungdomsoprørere, disse pionerer, der dengang talte de svages sag, skænker de hjemløse og andre udstødte mange tanker i dag.

Oprøret fra dengang medførte, at "den lille mands" parti, VS, oprindelig en fraktion af SF, kom i Folketinget med fire mandater, kun 100 stemmer fra spærregrænsen. Starutter kaldte Jens Otto Krag dem, da de rejste sig i tinget og skabte en uro, man ikke tidligere havde set i vort agtværdige folketing.

MAN kan ikke se bort fra den sociale arv, når man betragter det trin på Jakobsstigen, som hver enkelt af os havner på.

Nogle forbliver på stigens nederste trin livet igennem, blandt andre mange af de hjemløse: narkomanerne, alkoholikerne og på det seneste også ludomanerne, de, der spiller sig fra hus og hjem, de, der ikke kan undvære det kulørte miljø ved kasinoernes spilleborde eller på internettets uvirkelige virkelighed, kaldet Cyberspace, de, for hvem drømmen om den store gevinst forbliver en drøm, ja alle de udsatte grupper, som det moderne samfund har skabt i sin liberalistiske iver med en overflod af pengespil, værtshuse og alskens fristelser på snart sagt ethvert gadehjørne.

Mange mennesker tabes på gulvet på et eller andet tidligt tidspunkt i deres liv, der for dem gik skævt, og de dør på stigens nederste trin af en overdosis, af ensomhed eller simpelt hen af et vitaminfattigt liv i bredeste forstand. Endestationen hedder Skid Row. Men man kan også klatre så højt op på stigen, at man falder ned og slår sig.

At det sociale sammenhold blandt marginalgrupperne kan være særdeles stærkt, kan jeg kun bekræfte. Man identificerer sig med gruppen, uden at der foreligger et egentligt pres, man bliver en uløselig del af den, man er ikke alene om at bære de savn, man måtte slæbe rundt på: manglende arbejde, manglende uddannelse, et forlist ægteskab og manglende kontakt til "normaldanskeren".

Ludomanen, alkoholikeren, narkomanen og andre afvigere søger ligesindede, og der er altid en skulder at læne sig op ad, når man synes, at livet glider én forbi.

Den dag i 1968, da jeg flyttede fra et pensionat på Østerbro til en lille etværelses lejlighed i Albertslund, indtrådte der hos mig en voldsom følelse af tomhed, af forladthed. Jeg havde brat mistet mit sociale netværk. Jeg følte pludselig, at jeg havde sagt farvel hele omdrejningspunktet i mit liv: vennerne, værtshusmiljøet og sammenholdet på pensionatet, der for en stor del var beboet af misbrugere. Jeg følte mig tryg og accepteret dér.

Den skæbnedag, da jeg flyttede langt fra mine vante omgivelser, skulle jeg til at indstille mig på at leve mit liv på en radikalt anden måde. Det lykkedes ikke. På trods af min nye bolig, følte jeg mig meget alene, jeg fortsatte min sædvanlige livsstil, nu med et endnu kraftigere misbrug for at kompensere for den manglende sociale kontakt, og til sidst havnede jeg (næsten uomgængeligt, kunne man hævde) på gaden igen.

Mit forslag til vore politikere skal være: Gør nu noget ved problemet i stedet for blot at tale om det, acceptér, at der er grupper i vort samfund, der ønsker en anden form for tilværelse end den gængse.

Opskriften hedder kollektiver til de hjemløse, til misbrugerne, hvor de i fred og ro kan leve det liv, de har valgt med deres bajere og med lægeordineret narko til de værst stillede, et sted, hvor de kan bevare den sociale kontakt med ligesindede.

De får på den måde livskvalitet og tag over hovedet, og de kan dyrke det fællesskab, som de har valgt. Det her beskrevne tiltag, hvis realiseret, vil støvsuge gaderne for subsistensløse og andre af vore medmennesker, som forretningsindehaverne i blandt andet det indre Odense langer ud efter med mellemrum. Jeg kan for eksempel som mulige emner pege på de mange rådhuse, der nu er blevet tilovers efter kommunesammenlægningerne, men der må også bygges nyt.

Vi har råd til et rigt, varieret og spændende samfund, hvor der er plads til alle på trods af forskelligheder i levemåde og livsopfattelse.

Tusind tak!
men det er da lidt svært at skrive om et emne når man ikke ved så meget om det, jeg skal bare gå ud fra en artikel.. også er emnet "Paratviden- nyttig viden eller død dannelsesbagage".. hvad starter man med at skrive om? :/

Vores dansklærer har nævnt at kroniklæsning er den letteste måde at få et indtryk af hvordan man skriver et essay ..så kunne gå ind og tjekke hvordan du vil /kan lave et essay over emnet

Jeg ville starte sådan her:

Indenfor begrebet viden skelner vi imellem den nyttige viden, paratviden og den såkaldt døde dannelsesbagage. Paratviden er den viden, som folk erhverver sig gennem uddannelse og erfaring. Det er den viden, som vi har gavn af i vores daglige omgang med den natur (herunder mennesket), vi stifter bekendtskab med på vores vej gennem livet, Her tænker jeg på det, der ikke blot gavner os selv, men som også er til glæde for vore medmennesker, og som vi kan give videre til vore børn og børnebørn. Eksemplerne er legio. Paratviden (for eksempel geografisk og historisk hukommelse, den lille tabel), hvoraf man ved den historiske hukommelse ofte stiller sig selv spørgsmålet: Kan vi bruge historien til noget? Har vi lært af den. Det er som en skuffe vi trækker ud og skubber ind, når vi har brug for det. Endelig er der den såkaldt "døde dannelsesbagage. Der hedder sådan, fordi den ikke rigtigt kan bruges til noget. Af eksempler kan nævnes, det vi har lært, og som nu er håbløst gammeldags (gamle ord og vendinger, forældede skikke, der ikke længere er i brug). Den døde bagage, som vi slæber rundt på, bliver siddende i vore hoveder, måske fordi vi alligevel får brug for den en dag. Vi læser for eksempel Steen Steensen Blichers noveller og støder her på gamle udtryk. Så er det rart at kunne hive den gamle støvede skuffe ud og rode lidt i den:
"Stundom når jeg vandrede omkring på heden"
Hvad var det nu lige "stundom" betød?

Sådan omtrent ville jeg begynbde kronikken.

Venligst,
Erik Morsing.
[email protected]

Mange tak, har virkelig hjulpet!
tror jeg kan finde udaf det nu, ellers henvender jeg mig lige til dig igen, hvis det ellers er okay?

Det er OK, jeg ville faktisk gerne læse korrektur på den, hvis du vil have det?

Venligst
Erik Morsing.

Det må du skam gerne,
når jeg engang bliver færdig :)

Erik Morsing,

Det må siges at være et utroligt flot og kvalificeret svar du har afgivet.

Det er en næsten unikk sjældenhed at folk bruger så meget tid og energi på at besvare et sådant indlæg!

Jeg vil bare sige, at jeg også har fået meget ud af det du har svaret Erik. Det tror jeg der er mange der har.

vh sebastian

Sådan Erik

Erik, dit indlæg har været en stor hjælp for mig^^

Tak:)

Fuck jeg elsker dig erik!

hvad så hvis man skal skrive en kronik om den fortællende journalistik og karakterisere de fortællemæssige og stilistiske virkemidler i en histore?

Jeg er virkelig fan af dig Erik !

Du har lige reddet hele min dag - TAK !

get off eriks dick

Du er genial;)

Hej Erik,

Hvis du ser denne besked, vil du så ikke være venlig, at skrive din e-mail på denne side. Jeg er i gang med at skrive en kronik, og synes lige nu, at det er noget værre rod. Jeg håber, du vil hjælpe?

Mvh. Bettina

jeg har virkelig brug for hjælp. jeg er i gang med at skrive en kronik om to selvvalgt artikler. De er begge en leder artikel - den ene fra Politiken og den anden fra Information.  De handler begge om 20 års dage siden berlinmurens fald. P.s kan jeg ikke få svaret hurtig muligst, den er til i morgen....

 Udnyt nu ikke Erik. Godt nok hjælper han, men gør ham nu ikke til stik i rend dreng.!

Fy..

Rigtig godt indlæg Erik. Til stor hjælp, også selvom det ikke er emnet jeg skriver om. 

tusind tak.