Vanrøgt, hvordan kommer vi det til livs?

Hej allesammen!
På baggrund af den seneste tids mange avisartikler om vanrøgt indenfor landbruget: (lange dyre transporter, bundne søer, burhøns, tremmekalve og vanrøgt i al almindelighed m.m.) vil jeg gerne have jer til at give nogle kommentarer til novellen herunder, meget jeres egen fortolkning:




Vanrøgt.


Orla gik op ad den brede og smukt svungne stentrappe, der førte op til slottet. Et kunstfærdigt ciseleret smedejernsgelænder indrammede marmortrinene. Overalt på trappen stod festklædte mennesker og talte sammen. I hænderne holdt de fyldte vinglas. De talte dæmpet, Orla hørte ikke, hvad de sagde. Han kiggede sig omkring. For foden af trappen foldede en velplejet have sit blomsterflor ud over landskabet. Et stort svømmebassin midt i parken, der omgav huset, fyldtes med badende gæster. Unge, smukke, nøgne kvinder sad på kanten og vippede med fødderne i vandskorpen. Ringene bredte sig, smeltede sammen.
De lo.
Krusninger på vandspejlet.
Havfruer der lytter, lokker, kalder.
Paradisets Have tænkte Orla. Han var ude af stand til at sige noget, ville så gerne gribe efter de smukke billeder, fantasiens metaforer. Armene føltes som bly, tungen var lammet. Han kunne kun smile. Som de andre.
Indenfor i bygningen måtte han sno sig forbi en stadigt større menneskeskare. De skævede til ham, smilede og nikkede. Han følte sig som æresgæsten, de alle havde ventet på. Han begyndte at gå op ad trapper, til 1. salen, til 2. salen. Skuet var overalt det samme, menneskemængden blev til sidst så tæt, at han måtte blive stående. Legemer svøbte sig omkring ham, levende skygger, bløde, varme!
Bølger af vellyst sitrede gennem Orlas krop. Han så ned ad sig. Den gamle, krøllede natdragt var købt for stor - på tilbud. Bukserne var uden knapper. Bar hud, svedig, klam, klistret. Han kunne ikke få luft.
De smilede...

***

Vækkeuret dansede på natbordet og væltede, da han rakte ud efter det, dets skingre kimen splintrede drømmen i tusinde stumper. Kaskader af fragmenter, brudstykker af noget, der aldrig havde været, blæste til alle sider.

Orla rejste sig langsomt fra sit leje, møjsommeligt, søvndrukken. Et surt bøvs sendte lidt af mavesyren op i svælget. Det sved. Nærmest mekanisk kørte han hånden frem og tilbage ind under sin seng. Den stødte på noget. Flasker, der klirrede.
Gudskelov! tænkte Orla, så har jeg husket det. Han hev med et snuptag den ene flaske frem og åbnede den. Endnu siddende på sengen drak han de første store slurke af den lunkne væske. Hænderne rystede, abstinenser, flasken dansede mellem tænderne, han måtte holde godt fast med begge hænder for ikke at spilde de kostbare dråber. Sved og gammel skidt fik nattøjet til at klæbe til hans krop.
Luften i soveværelset føltes indelukket. Stanken fra tobak og gamle cigaretskodder sad overalt i gardiner, i møbler og vægge og blandede sig med dovne ølsjatter hist og pist. I et hjørne lå resterne af en wienerpølse, gårsdagens aftensmad, en fedtklump banede sig vej ud gennem skindet, gulnet, noget af senneppen var trådt ud på gulvet.
Pletter på livet.
Orla fortrak læberne og afslørede en række brune tandstumper. Men det var der ingen, der så.
“Du fylder 54 år i dag, tillykke med det, og skål!” råbte Orla ud i det tomme lokale.
Han satte flasken for munden og hældte resten af indholdet ned gennem halsen - hurtigt, han ræbede inderligt og langede ud efter den næste flaske.
“Min ven,” snøftede Orla og klappede kærligt beholderen, “trofast er du til sidste dråbe.”
Tre portere, dagens morgenmåltid. Han smed den sidste, tomme flaske ind under sin seng. Hvorfor vidste han ikke, her var der ingen, der tog anstød af dårlige vaner.
Orla boede alene på den 60 tønder land store, lidt afsides beliggende gård i det midtjyske landskab. Moderens pludselige død året forinden havde efterladt et tomrum, som han ikke havde forestillet sig muligt. Hun havde jo altid været der? Lavet mad, vasket hans tøj, bagt brød og udført alle de andre huslige gøremål, som sjældent bliver påskønnet, ja vel nærmest taget for givet af gårdens øvrige beboere?
Og nu var det for sent!
“Tak mor!”
Ordene nåede først over hans læber ved begravelsen, og da var det for sent.
Faderen omkom ved en tragisk ulykke tilbage i 1967, Orla huskede tydeligt den morgen, for det var den 1. april, og man lavede lidt sjov ved morgenbordet. De havde lige købt deres nye traktor, og nu skulle den prøvekøres.
Faderen rejste sig som tegn til, at arbejdes kunne genoptages.
“Mon ikke den gamle jordvold derude kan tåle en fure mere?” udbrød han og lo.
Han glædede sig til at bestige den kraftige maskine.
Det omtalte stykke udyrkede jord midt på hans mark havde altid været en torn i øjet på ham.
Det var det sidste Orla så til far. Med traktoren var han kørt for højt op ad den fredede stendysse, så køretøjet var væltet. Man fandt ham først langt op ad formiddagen liggende mast under dets ene baghjul. Når det ikke tidligere var blevet opdaget, skyldes det, at han lå på den side af volden, der vendte bort fra gården.
Herefter blev alting forandret. Orla var bare 16 år, for ung til at styre driften, og moderen måtte afskedige både pigen og karlen, da fæstemålet udløb. I stedet antog de en daglejer, når der var råd til det. Pengene var knappe i de tider, og bedre blev det ikke med tiden. Svinestalden blev ryddet og grisene solgt. Den blandede drift blev afløst af rent malkekvæg.
Men det var så længe siden - nu skrev man år 2004.


***

Flasken gled ud af hånden på Orla og faldt ned på gulvet, de sidste sjatter lagde sig på gulvplankerne, hvor de dannede små søer. Den snurrede en tid, vendte mundingen bort, stødte på glas.
En velkendt klirren. Og ro.
Han ænsede knapt nok køernes svagere og svagere brølen fra stalden. En enkelt ko udstødte med ét et aldeles hjerteskærende brøl, så han måtte holde sig for ørerne. Lyden blev hængende en rum tid som en summen omkring ham.
Selvom det var tidligt på året, ville han lukke køerne ud på det vintergule, magre græs, hans eneste mulighed, indtil han igen fik penge til at købe foder for. Kassekreditten var forlængst overskredet, nu var der kun de meget dyre privatlån han kunne ty til. Lån til renter på op til 20% pr. måned havde han hørt fra en gårdejer, der var kommet i klemme med hele sin formue.
“Orla, hold dig fra de dyre lån,” lød rådet fra gårdejeren, da de mødtes ved foderstoffen for et par måneder siden.
Orla drog et dybt suk og støttede hovedet i begge sine hænder.
Samme rutine som altid, tænkte han opgivende og lagde sig atter på sengen. Han følte sig slap, udmattet, han orkede ikke at rejse sig. Arbejdet, der ventede ham, syntes på een gang komplet uoverskueligt, Orla ville ikke at tænke på den lange arbejdsdag alene på gården, uden påskønnelse, uden glæde, uden håb for en bedre fremtid. Uden nogen at tale med.
“Til hvad nytte?” spurgte han sig selv, “til hvad nytte lader du mig trælle her min Gud? Vis mig vejen, jeg skal gå!”
Han råbte den sidste sætning op mod loftet og knyttede hænderne i afmagt, men kom så i tanke om faderens ord for mange år siden:
“Lille Orla, husk altid! Landbruget er ikke et erhverv, det er en livsstil, en måde at leve sit liv på med respekten for Guds egen natur i behold.”
Orlas familie havde altid været flittige kirkegængere, ligesom de fleste i sognet, men den skik forsvandt med mælkekvoter, gødningsplaner og intensiv drift. Landbruget var blevet en industri. De åndelige værdier gled i baggrunden, man jagtede profitten.
Minder fra fortiden, fra dengang faderen købte gården tilbage i 50’erne for det svimlende beløb af 220.000 kroner skyllede ind over ham, dengang så fremtiden anderledes lys ud. De havde haft både karl og pige i huset, der hver skulle have 3.000 kroner om året i løn plus kost og logi, og Orla havde i barndommen og ungdommen følt, at han virkelig var af betydning, han var gårdmandens søn, som mødte respekt fra de fæstede, og fra de som besøgte stedet: Mælkekusken, foderstoffen og dyrlægen i sin nye, røde Volvo og alle de andre:
“Nå lille Orla, det er nok dig, der skal arve gården en dag?” sagde man og smilede.
Og Orla var stolt, næsten voksen, når han selv skulle sige det. Han rankede ryggen og skyndte på karlen, en dreng på bare 14 år, ligesom ham selv.
“Få så de heste ud! Vi skal hente roer i dag.”
På gården var man selvforsynende med kosten, der var et fællesfrysehus i den nærmeste by 8 km. borte, og hosekræmmer og skærslipper fik de besøg af en gang om året. Der var 25 røde, danske malkekøer, en tyr, en so og hele 60 fedegrise på stald. Og så havde de to gode trækheste, svær race samt kalve og en snes høns, der rendte frit omkring og lagde deres æg allevegne. Somme tider, når Orla fandt et æg, knuste han det og spiste blommen, og om morgenen skummede han lidt af fløden fra jungerne, når ingen så det.
“Der er nok en, der har skummet af fløden,” sagde hans mor en dag, de alle sad ved davren, som morgenmaden blev kaldt dengang.
Hun kiggede bordet rundt med et alvorsfuldt blik, men hun sagde ikke mere. Der var heller ingen, der kommenterede hendes bemærkning.
Orla skævede bebrejdende til karlen.

Når malkepigen sad på sin skammel og malkede med skørtet trukket godt på lårene og med de bare, kødfulde ben fast omkring spanden, stod Orla tit i nærheden og betragtede hende i smug.
Om natten, i hans drømme, blev synet til lange, hvide søjler, som han klamrede sig til, mens han kravlede højere og højere op.
Men toppen nåede han aldrig.
Året efter blev malkepigen opsagt til skiftedag den 1. november på grund af dovenskab.
Men et eller andet stemte ikke, følte Orla. Smilende, flittig og fuld af energi, det havde hun altid været. Hun trillede nemt en bør med fuldt læs møg.
“Af banen! Af banen!” skreg hun ved morgenmugningen, og Orla sprang i sikkerhed i grævlingen.
Man hviskede om, at pigen var med barn fra gårdejeren, men sagen blev dysset ned i sognet, ikke mindst på grund af faderens gode forbindelser i byrådet, og historien nåede aldrig den lokale avis og var hurtigt glemt.



***.

Orla blev brutalt kastet flere årtier frem til nutidens øjeblik ved lyden af en bil, der bremsede et sted længere oppe ad den smalle grusvej, der førte ned til hans ejendom, den sidste i rækken af tre brug. Han rystede fantasibillederne af sig og klædte sig langsomt på.
“Det går nok alt sammen, i dag er det lørdag, i dag skal jeg på landbrugsmesse,” sagde Orla med fast stemme og så sig i spejlet.
“Tag på dyrskue eller landbrugsmesse, hvis du vil finde dig en passende kone,” rådede faderen ham engang.
Det var ikke noget kønt syn, spejlbilledet frembød. Daggamle skægstubbe indrammede hans furede og vejrbidte ansigt, øjnene var blanke, som svømmede de rundt i deres egen salighed, og ansigtshuden var knudret og svampeagtig med oppustede kinder. Han skar en fæl grimasse og betragtede sine brune tandstumper.
“Som du ser ud kan du dårligt nok være bekendt at gå i stalden,” grinede Orla til sit spejlbillede.
Hans opstemthed afløstes af skuffelse og vrede.
“Gå væk med dig,” fnøs han til personen på den anden side af ruden, og svingede sin flaske mod glasset, så det knækkede midt over, “du eksisterer jo slet ikke.”
Han hængte en gammel klud hen over spejlet, så kun den nederste del af ansigtet var synligt.
Orla følte sig rolig nu. Som et pendul uden gnidningsmodstand svingede han mellem de følelsesmæssige yderpunkter: Fortvivlelse, opstemthed, skuffelse og ligegyldighed.


***

Dagen vågnede til nyt liv, nyt arbejde, som måtte udføres. Køerne skulle malkes, derefter ville han sætte dem på græs og så skulle de have ny strøelse i deres fællesareal, som moderen havde købt for nogle af de penge, hun havde lagt tilside, dengang ved generationsskiftet, da Orla fik ansvaret for gårdens drift.
Udadtil havde ejerskiftet ikke haft nogen betydning, men han svulmede af stolthed, da han stod med skødet i sine hænder, skødet med hans navn på. Nu kunne han kalde sig for gårdejer!
“Så lille Orla,” havde moderen sagt, “nu er gården din, glem aldrig det ansvar, der følger med, og søg dig nu en god kone, der kan hjælpe dig i det daglige. En kvinde i huset og børn tillige giver gården sin sjæl.”
Ordene faldt ved en lille højtidelighed, moderen havde holdt for Orla og de af familiens få venner, der endnu var tilbage efter mandens død.


***

Nogle minutter stod Orla og tænkte sin situation igennem for 117. gang. Det blev den ikke bedre af. Han vidste ingen vej ud af sin fastlåste tilstand: Drikke, arbejde, spise, sove og indimellem betragte livet, der gled forbi. Dag blev til nat, og når han havde drukket tæt, en fast vane i den seneste tid, huskede han ofte ikke, om det var morgen eller aften eller hvor han havde været henne. Sommetider, om dagen, men også enkelte gange om natten, sov han i stalden på en gammel sæk med halm under. Det var, når han var for fuld til at gå ind i sin seng, eller når han ikke ænsede, hvor han var, eller hvad han foretog sig.
Men det var der ingen, der bemærkede. Orla passede sig selv, og det samme gjorde naboerne. Man hilste, når man engang imellem sås på marken, et kort nik, en uforståelig brummen, og derefter genoptog man det, man nu var i gang med.
Førhen besøgte naboer hinanden, uopfordret, de fik sig en lille sludder om den seneste mælkenotering, om høsten, om de skyhøje priser på jord, og først og fremmest talte man om, hvorvidt det var rentabelt at udvide sin bedrift, eller om man hellere skulle vente og se tiden lidt an. At udvide i stald og mark blev stedse mere nødvendigt for at overleve, følte mange landmænd op gennem firserne. Jordpriserne bare steg og steg, så ved årtusindskiftet kostede en hektar jord omkring de 50.000 kroner, knapt en fjerdedel af, hvad faderen havde givet for hele ejendommen i sin tid, selv pristallet taget i betragtning var det mange penge, syntes Orla.
Men i Orlas familie havde man ikke haft handelstalent, man havde aldrig købt mere jord, end det gården var “født” med, og en karl kunne Orla slet ikke lønne, det kunne indtægterne fra mælken ikke bære, selv ikke når man medregnede hektartilskuddet. Og sådan en medhjælp var jo også alt for dyr nu om stunder, syntes Orla.
En ny plov, en harve, en malkemaskine og andre moderne redskaber havde Orla fået ved at sætte sig i stor gæld til banken. Det havde været helt nødvendige anskaffelser, efterhånden som besætningen voksede, og maskinparken blev slidt og forældet. Det var i de år, hvor moderen havde forpagtet noget jord hos en fjern bekendt i nabobyen, men med nye ejere på stedet var det slut.
Maskinstationen tog sig af høstarbejdet, foderstoffen købte kornet, og Orla købte det tilbage som foder.
Gårdens stand var præget af flittig brug. Her og der trængte fugtpletter gennem murværket, enkelte af cementtagstenene på det røde stuehus manglede et eller flere af hjørnerne, et tykt lag mos havde sendt sine udløbere ned i huller og sprækker, så utætheder lokkede regndråberne ind gennem understrygningen og ned på loftet, og om nogen skulle få lyst til at gå ejendommen grundigt efter, kunne han overalt finde mærker efter tidens tand.
Men det var der ingen, der havde.


***

Branderten blev langsomt bygget op i løbet af dagen, drømme blev drømt, men altid om fortiden. Orla havde mistet håbet om en bedre fremtid, en fremtid med kone og børn. Han levede ikke længere på den berettigede livsløgn. Den barske virkelighed holdt ham i et jerngreb, når tømmermændene, abstinenserne og bondeangeren meldte sig oftest tidligt på morgenen.
Somme tider hørtes rå latter og sang fra Orlas gård langt nede ad vejen og ind gennem naboernes stuer, hvis vinden var i det lune. I de stunder så Orla lyst på tilværelsen. Så magtede han det hele. En fandens karl var han, når han selv skulle sige det.
“Er jeg måske ikke gårdmandens søn? En, der fortjener respekt?”
Han talte for døve øren, ingen svarede, ingen modsagde ham.
Men også stille gråd lød mellem husets vægge, når selvmedlidenheden og ensomheden overvældede ham.

Lørdagen havde knapt nok tændt sit lys over folk og fæ, før Orla var så fuld, at han slingrede frem og tilbage imellem bygningerne. Hvad han den morgen eller for den sags skyld hvad han de foregående mange dage havde foretaget sig, kunne han ikke fortælle, om nogen havde spurgt ham derom.
Men det var der ingen, der gjorde.
Mælkemanden, foderstoffen og dyrlægen vidste godt, at den var gal ude hos Orla, men man nøjedes med hentydninger og velmente råd.
“Vil du ha’ en øl med?” spurgte Orla de mange mennesker, der havde deres gang på stedet.
Men det var der ingen, der ville.
“Jeg har en syg ko, der venter på mig,” undskyldte dyrlægen, “en anden gang, måske.”
“Er du tosset Orla, det er fyringsgrund at drikke i arbejdstiden.”
Chaufføren fra foderstoffen vinkede energisk afværgende med hånden.
“Den går sgu’ ikke Orla, en anden gang du, jeg ska’ nå at hente mælken inden fyraften,” sagde mælkemanden.
Alle takkede de nej.


***

De første to timer af morgenen var gået med druk og drømmerier, nu var det formiddag, og Orla havde endnu ikke sat sine ben i stalden. De umælende køer ventede på noget, der aldrig skulle komme. Lydene fra dyrene blev svagere, næppe hørbare.
“Herregud!” mumlede Orla for sig selv som så ofte før siden moderens død, “jeg kan jo altid tage mig en genstand, når livet bliver for surt.”
Latteren, og siden klynken og eder tog vinden, bar lydene med sig ud gennem sprækkerne i træværk og vindueskarme og blæste dem bort, helt op til det store hav af vibrationer fra jordens fauna, der omgav den blå planet.
“I dag er det slut,” sagde Orla til sig selv, “i dag er det slut med drikkeriet.”
Han iførte sig sin gamle, røde kedeldragt og de sorte gummistøvler. Rutine.
På sin vej hen til stalden blev han pludselig opmærksom på nogle stemmer, der syntes at komme fra laden. Orla trådte indenfor og lyttede intenst. I krogen, lige bagved døren fandt han to uopknappede ølflasker, der udgjorde lidt af det lager, han havde spredt rundt omkring på gården - for en sikkerheds skyld! Han behøvede ikke at se på etiketten, han købte kun de stærke portere. Hurtigt skyllede han indholdet af den første flaske ned og tissede ret der, hvor han stod, hvorefter han greb ud efter den anden. Den ville han nyde langsomt.
Alkoholtågerne slørede hans blik, hukommelsen svigtede.
“Hvad var det nu, jeg skulle?” spurgte Orla de umælende genstande, der omgav ham.
Han kluklo til flasken og tørrede den om mundingen, før han drak resten af indholdet i én stor slurk.
“Hva søren var det nu, du gamle,” vrøvlede han og klappede flasken, “åh kom nu lille ven, du ved det jo godt - ikke? Eller vil du, at jeg spilder dig på gulvet?”
Han skraldlo og krammede beholderen i sin favn, som om nogen gjorde krav på den.
Men lige meget, hvor store anstrengelser han gjorde sig, huskede han det ikke.

I den gamle lade, der ikke var ændret på, siden faderen købte gården, fornemmede han de henrundne årtiers travle virke, og han kunne pludselig høre forældrenes stemmer ganske tydeligt, og pigen der fniste, mens hun underholdt sig med karlen. Lydene kom til ham fra fortids dunkle kilder. Fortrængte episoder dukkede frem i hukommelsen, og der gik en lille skælven gennem hans krop.
Jalousien fra dengang bed stadig i ham. Selv havde Orla aldrig haft tag på det der med piger. Altid havde han været travlt beskæftiget ved faderens, siden moderens og nu sit eget landbrug, og det tyndt befolkede område, hvor han boede, havde aldrig budt på de store variationer i fritiden. En pølsevogn i den nærmeste landsby blev fast udflugtsmål om søndagen. Her mødtes han i drengeårene med karlen og pigen og et par andre fra oplandet, og her blev han forelsket for første gang.
Men genstanden for hans attrå var på gæstebesøg, og han så hende aldrig siden.
“Find ud af, hvem hun er, og skriv så et brev til hende,” rådede faderen, da han bemærkede, hvor sønnen havde sine tanker.
Men det blev aldrig til noget.
Efter aftensmaden og roehakningen, eller hvad der nu havde været af arbejde, gik han direkte i seng med den sunde, naturlige træthed i sin krop.
Han drømte om malkepigen, om pigen fra pølsevognen og om fremtiden med kone og børn og med karl og pige, når han fik foden under eget bord og han drømte om penge på bankbogen og en plads i kommunalbestyrelsen, ligesom faderen i en periode havde haft det sammen med dyrlægen og mejeristen.
Han levede sit liv på en drøm.
Men alt dette var fortid.


***

Orlas tanker svingede ustandseligt frem og tilbage i tiden.
Frem og tilbage - frem og tilbage, han syntes ingen vegne at komme med sine spekulationer. Hans indre billedverden var kaotisk - sceneskift fulgte på sceneskift, kulisserne var de samme, men uden mættende indhold og uden et ståsted hvor sjælen kunne finde den ro, den behøvede.
Venner havde Orla aldrig haft, der havde ikke været tid til det, alt havde drejet sig om gården. Her var han født, her var hans liv, her var hans virke.
Orla satte sig op ad en stolpe, stilheden i den store lade føltes knugende, han hostede og tørrede sig om munden med bagsiden af hånden og spyttede blod på gulvet.
Der var nu helt stille på gården, knugende stille, selv fuglene tav i dette øjeblik.
Efter i endnu nogle minutter at have ledt efter nøglen til livet gennem alkoholens tågeslør og røgen fra en tændt cigaret, bød pligterne ham at rejse sig.
Som et lyn fra en klar himmel huskede han pludselig, hvad det var, han var gået ud efter, han blev forskrækket, køerne! tænkte han, Åh Gud! Har jeg husket køerne? Tanken om at noget frygteligt var hændt, lagde sig som en klam dyne over ham og lammede hans muskler, han både frøs og svedte.
Han forsøgte at rejse sig, men benene ville ikke længere, de nægtede at adlyde. Han kunne have råbt på hjælp, men ingen ville have hørt ham. På én gang syntes det hele ham lige meget han orkede ikke livet mere.
Orla lagde sig træt på det bare gulv.
“Giv mig lige et par minutter,” sagde han til sig selv, “bare et par minutter.”
Han slæbte sig hen mod lyset. Med en sidste overmenneskelig kraftanstrengelse rejste han sig, han slingrede fra side til side, han forsøgte at gribe efter et holdepunkt, men fandt ikke noget. Han faldt brat omkuld på det hårde stengulv.


***

Ud gennem en sprække i porten, fik han pludselig øje på en kvinde, der stod og plukkede blomster.
Mor! Mor! Er det dig?
“Se her lille Orla,” sagde kvinden, og løftede buketten imod ham, “nu viger den lange, mørke vinter for det spæde forår. Så synger fuglene om kærligheden.”

***

Det var postbudet, som fandt Orla i laden om mandagen. Han kom med et anbefalet brev fra foderstoffen, en rykker og en trussel om retsforfølgelse, hvis der ikke blev betalt inden en uge. Postbudet vidste det godt, det havde Orla tit nok talt om, det var ikke den første rykker, han kom med til Orla, og hver gang afleverede han brevet med en undskyldende gestus.
“Ja Orla, så er jeg her igen!”
Men nu var det alt sammen lige meget.


***

Den ubeskrivelige stank fra stalden af døde og halvdøde, udmagrede køer, havde hidkaldt naboernes opmærksomhed, de stod i tavs gru og betragtede skuet, og sagen blev slået stort op i pressen:

“Landmand vanrøgtede sit kvæg lige til det sidste - svigtede naboerne?
En landmand her fra egnen blev fundet død i sin lade ved siden af en bunke tomme ølflasker. Efter hvad politiet oplyser til Omegnsavisen, skulle han i en grum grad have vanrøgtet sin besætning af malkekøer, så de alle er døde af sult, tilsyneladende uden at nogle af naboerne eller andre med deres gang på stedet fattede mistanke. Et ubeskriveligt svineri i stald og bolig var den barske virkelighed myndighederne måtte lægge sind og øje til, da man her til morgen mødte op hos landmand Orla Carl Børge Jensen på dennes afsides beliggende gård Carls Minde..”


***

Et par måneder efter den tragiske hændelse var begivenheden næsten glemt i befolkningen, friske nyheder fra ind- og udland fortrængte mindet, mælkepriser, svinenoteringen, hektartilskuddet, sædskifte og især tanken om at udvide bedriften udgjorde stadig de vigtigste samtaleemner blandt bønder, når arbejdet tillod et pusterum.
Blot glemtes historien om Orla ikke hos de, der kunne have skredet ind, de, der kunne have hjulpet i tide: Foderstoffen, mælkemanden, dyrlægen og naboer, de måtte leve deres liv videre med skammen, og i stille stunder med følelsen af at have svigtet et medmenneske i nød.
Historien om Orla skulle aldrig dø der på egnen.
Kreditforeningen havde overtaget ejendommen Carls Minde, og nye beboere var flyttet ind, nye, håbefulde, unge mennesker, en familie med tre børn og med drømmen om foden under eget bord, om køer i stalden og om korn på marken, og hvem ved? Måske drømte de også om deres egen lille vindmølle med tiden?