hjææælp

Er det det eneste vers ? hvor er resten ?

lidt hjælp:

Hvad er stemningen.
hvilken situation sidder forfatteren i.
hvilke virke midler bruger forfatteren.

de 3 ting syntes jeg er vigtigst i en Digt analyse, derud over syntes jeg du skal kalde overskriften det første du tænker på .. det er som regel noget der virker. :D

Han er en meget svær forfatter, surrealist, men måske er der her noget du kan have gavn af (et interwiev:

DU BRÆKKER HALSEN PÅ DET UFULDKOMNE
DERFOR ER DU TIL"



Jeg har ringet Simon Grotrian op og har fået lov at stille ham følgende spørgsmål:
Du er meget svær at læse, tilsyneladende betyder det hele ikke noget. Men går man tættere på i dine digte, ser man at nogle ting går igen og igen. Tro, f, eks. Er der en mening i galskaben?

Gode Gud, selvfølgelig. Der er hvad man forventer. Det der ikke er normalsprogligt, kan jo sagtnes være normalt i digterens hoved. Jeg er ikke i stand til at skrive noget, der ikke giver mening. Poul Borum havde to kriterier for god litteratur, 1. at det var nødvendigt, og 2. at det fungerede. Selv vil jeg tilføje at det også skal være forløst. Men det er jo en konsekvens af at det fungerer. Jeg tror man skal huske på, i denne her sammenhæng, at galskab er normalt for fantasien. Man kommer hurtigt ud hvor man ikke kan bunde - men så må man lære at svømme. (Simon griner, først lavt, så højere og højere). Nej, siger han (og griner endnu endnu højere ), det hele er et spørgsmål om at give. Her har i mit bud, digtene er en gave. Slut.

Hvordan får du Gud placeret i centrum? Jeg mener dine digte er dybt modernistiske, så det er jo lidt af en modsætning.

Gud er kommet tilbage, han får en chance til. Han er jo vores far, vi kan bede ham om hjælp. Modernismen blev rådden i længden og gik i frø. (Simon er gået fra humor over i dyb alvor).
Mere er der ikke.

Hvad for nogle poetikker, teoretikere læser du selv?

Ingen, fuck you, for Guds skyld.


Kan du give fem navne på virkelig betydningsfulde digtere i forhold til din egen litterære praksis.

Det er svært at svare på, da det er forskellige til forskellige tider, man kan først vrage noget, senere vælge det til igen. Hvad som helst kan være inspirerende. Ikke kun litterratur. Smerte f, eks. Jeg vil til enhver tid nævne Barbara Cartland. Ha ha. Nej, det er Edith Sødergran for tiden, "triumf at være til". "Ind i det støvløse", af nelly sachs. Nej, jeg hverken kan eller vil svare på det. Det må du forstå. Jeg er træt, og det har været en trættende dag.

Hvad syntes du om sproget idag? Som det tales af de unge, rappes af rapperne. Er slang acceptabelt i kunsten? eller skal man styre mod et mere litterært sprog?
Det har jeg ingen mening om.

Er digte stadig bjergede halse? Eller ser du anderledes på dine egne ting i dag?

Man skal tage sit publikum og sig selv alvorligt. Det er alvorligt. Måske finder jeg med tiden andre udtryk men det er ikke ensbetydende, at jeg ikke står ved det gamle. F.eks. er her en dugfrisk ny linie: "Du brækker halsen på det ufuldkomne, derfor er du til". Mere er der vist ikke at sige om den sag. (Igen griner Simon sin karakteristiske hæse latter. Dennegang ikke i et opadgående. Han er lige på, meget højt).

Bliver Simon Grotrian nogensinde en "let" digter?

Nej.

Hvorfor er du digter? Og nu også maler/tegner?

Enten er man det eller ej.

Hvad er poesi?

Poesi er noget der ikke er set før. Måden tingene står på. Æstetikken er afgørende. Nødvendighed er afgørende. Nødvendigheden driver værket. Nu kører vi vist i ring Mikael, jeg er træt. Behøver vi mere? Poesi er noget der ikke er set før, fortalt påny, efter at have rendt rundt i hovedet på èn. Nu vil jeg gerne stoppe.

Jeg standser min strøm af spørgsmål til Simon, vi snakker lidt frem og tilbage om andre ting. Jeg lægger røret for at gå hen og redigere, hvad I nu læser.

Hej!

Jeg er ikke helt sikker på, hvad det er du mangler hjælp til og hvor langt du selv er kommet med din analyse og fortolkning, men her er nogle inputs.

Det er ofte svært at analysere og fortolke modernistiske digte, så min fortolkning kan være helt "off".

Efter min mening bør titlen være "Frimærket", da det jo netop er et frimærke, som digtet i sin simple helhed beskriver.

Jeg kan godt lide den måde hvorpå digteren beskriver frimærkets følelser (besjæling) og overfører dem til "sig selv" (da man må gå ud fra, at han er jeg'et i digtet). Du skal altså ind og fortolke, hvorfor digteren ser på sig selv som et frimærke og hvilke "følelser" et frimærke har.

Eksempelvis beskriver han, hvordan frimærket bliver stemplet hver dag, hvilket individer i den postmoderne verden også gør osv. osv.

Jeg håber, at dette kan hjælpe bare lidt.

Resten er her:


En trøje, en skjorte, en sok i munden
hvis ikke et tov,
kedsommeligt, graat
som tørv på tungen.
Kan gøre sin pligt et aar eller saa.
Smut,
skejer ud med et vrik
gaar fra biddet som alle de andre.
Falder.
Ligger paa jorden i to.
Én som er nøgen
og en med musklen jernhaardt
i kvælertag om halsen.


2.

Tangen slap, jeg sank ned mod koppens bund
over mig kogende nat, som jeg sugede,
tungere, voksede
himlen blev brun og jeg spredes på
skeen med vinger
publikumsgabet forcerer glasuren,
skyller gebisset i opløst



3.

Med vandmærket silende nedover baghodet,
vænnet til tunger i øret, langs hårgrænsen,
højre kind
og som genstand for stemplet der rammer
igen og igen
skuer jeg, halshugget, ud mellem hajtænder

fuck hvor psycho

Ja, vers 1 er eksempelvis en tøjklemme. Netop det vers fik jeg nemlig som opgave engang! :-)

Efter at have læst digtet nogle gange, og analyseret samtalen,kan jeg kun komme til den slutning, at der absolut intet er at forstå. Digteren tager gas på det gode borgerskab, han bejler til forfængeligheden i den sikre forvisning om, at vi bider på krogen.
"Kan man ikke forstå det, må det være en, der er noget i vejen med."
Han har kort sagt taget læseren, anmelderen og udgiveren grundigt ved næsen og oven i købet (meget beregnende) scoret en god gevinst på det.
Når du får netop præsenteret denne forfatter til analyse, så skyldes det, at din lærer absolut heller ikke forstår en pind, han håber på, at en eller anden kan fortælle, hvad det hele går ud på, men det er der ingen, der kan, for som sagt, der er ikke noget at forstå udover at det blot er tilfældige ord, klasket ned med en spredepensel.

V.h.
Erik Morsing.

V.h.
Erik Morsing.

hva sker der

Jeg tror nærmere, at han vil vise, at der er to måder at forstå det på. Netop den simple, som man ikke fanger lige med det samme, fordi man som "lærd" elev har fået analyse og fortolkning indprintet i hovedet gennem hele livet, men at der netop også følger mange konnotationer med en beskrivelse af noget så simpelt som et frimærke og en tøjklemme!

Mange tak for jeres hjælp..

Jeg har brug for al den hjælp jeg kan få..

Skal også analysere dette digt..det hedder sukkerstykke

Tangen slap, jeg sank ned mod koppens bund
over mig kogende nat, som jeg sugede,
tungere, voksede
himlen blev brun og jeg spredes på
skeen med vinger
publikumsgabet forcerer glasuren,
skyller gebisset i opløst

nogen der kan hjælpe??

Må jeg ikke lige gøre Grotrian færdig:
Du skal forstå digtet som "kejserens nye klæder"
"Ihh! Du gode, det siger jo slet ikke noget"!!

Nu forventer jeg, at du fortæller o her på portalen, hvordan det gik - det er jeg faktisk ret spændt på.
V.h.
Erik Morsing.

SUKKERSTYKKE - analyse og fortolkning:

Tangen slap, jeg sank ned mod koppens bund
over mig kogende nat, som jeg sugede,
tungere, voksede
himlen blev brun og jeg spredes på
skeen med vinger
publikumsgabet forcerer glasuren,
skyller gebisset i opløst

Her er min fortolkning:
Tangen er en plante, der lever under vand, den er slimet og alligevel slipper den ”taget” i personen. Det ser jeg som en mislykket redningsaktion fra en, der godt vil redde, men ikke kan.
Allerede her præsenteres vi for temaet: NARKO
”Den kogende nat” er rusen, glemslen, som narkomanen suger til sig. Han føler sig tung, men vokser samtidig (”tungere”, ”voksede” lægger sig til ”jeg”)
I linien ”den brune himmel”, går ”brun” på den brune heroin og ”himmel” på den ”lyksalighed” narkomanen føler i sin rus.
”skeen” er det redskab narkomanen bruger til at opløse stoffet med. At den har vinger betyder, at den ”bærer” misbrugeren op i den himmel, han tragter efter.
Glasuren er det GENNEMSIGTIGE skel, der er mellem narkomanen og betragterne, her os andre. Vi kan se ham, men vi kan ikke rigtigt gøre noget, selvom vi ville, jævnfør linien med tangen
gebisset er en række ødelagte tænder, fordi han aldrig går til tndlægen – og så mangler der noget, medmindre det skal symbolisere, at nu er han ”helt væk”

Med fare for at overfortolke, vil jeg stoppe her.

V.h.
Erik Morsing

Så må jeg måske bede de tilstedeværende om at fortolke dette digt, som jeg fandt på bogreol i en gammel bog om landbrug:

"blødende sokker i blød
krummede tæer
nu galer hanen
i morgenrød
den ka'ikke la vær'

ko gumler
gris smasker
sædekorn og forårsmuld
støvet hvirvler på stub
en mågeklat"