International politik

Nej, det er to overordnede teoretiske retninger. Både realismen og liberalismen (som er det mest korrekte navn - idealismen er en betegnelse for den utopiske del af liberalismen, som havde sin storhedstid mellem 1. og 2. verdenskrig) har så mange interne spændinger, at en klar definition ikke er mulig.

Realisme: staternes udenrigspolitik vil være styret af deres nationale interesser og derfor komme i konflikt med hinanden.

Idealisme: Mennesker og stater er i stand til at lære af erfaringen og dermed ændre en adfærd, der har vist sig mindre heldig og at der er muligt ud fra fornuftsmæssige principper at organisere verden, så en mere ideel tilstand kan opretholdes og fungere. (fx. med stadig større indførelse af demokrati og det frie markedet vil verden blev mere ensartet og undgå konflikter)

^Kan man nogenlunde stille det sådan op?

Ja, det er ikke helt skævt. Ved realismen mangler du dog (især) at begrunde, hvorfor staternes egeninteresse ikke kan opfyldes ved samarbejde (som vi f.eks. ser det i EU).

Kan du måske begrunde det :) jeg sidder nemlig netop og læser op til samf. skriftlige eksamen i 3.g. og laver noter med klare definationer..

Det er et af realismens problemer, så en begrundelse er svær. Normalt vil svaret gå på noget i retningen af, at man aldrig ved, hvordan verden ser ud i morgen. Selvom vi nu har haft fred i Europa i 60 år, kunne det måske tænkes, at det ikke vil blive ved med at se ud på den måde. Nogle (neo-)realister mener, at især Tyskland måske engang i fremtiden vil få lyst til at opruste, og at det vil få dets naboer (især Rusland, men måske også Frankrig og Storbritannien) til ligeledes at opruste.

Det kan ende i en diskussion mellem relative og absolutte fordele. Forestil dig en diskussion, hvor to stater (lad og kalde dem Kapitalistland og Kommunistland) står foran et muligt økonomisk samarbejde. Hvis de indgår i det økonomiske samarbejde, står de til at få hhv. 10 og 25% mere i økonomisk vækst. Kommunistland vil under alle omstændigheder indgå i samarbejdet, for 25% er trods alt temmelig meget (og det er også mere end de 10%). For Kapitalistland er det dog lidt mere usikkert. Hvis det nu tror på de relative fordele, vil det være bange for at indgå i samarbejdet, for Kommunistland vokser så meget mere end det selv gør (og det selvom at 10% er en stor stigning).

Realisterne tror ikke på at verdensfreden kan opretholdes af internationale institutioner. De tror ligesom Frede siger at magtbalancen opretholdes ved gensidig oprustning.

Idealisterne derimod tror på at verdensfreden kan opretholdes via internationale institutioner, hvor man der igennem oprette handelssamkvem - og dermed opnår en gensidig afhænginghed af hinanden, og vil derfor undgå at bekrige hinanden.

kommentar til ovenstående: Det kaldes "inderdependens" det at være gensidig afhængig af hinanden.