Patos, Logos og Etos??

Den klassiske retorik arbejdede med tre “overbevisningsmidler”, ét intellektuelt og to emotionelle, der i den gode tale skulle virke i fællig og støtte hinanden.

Logos er en appel til forstanden, ordene som udtryk for en fornuftstyret sammenhæng. De to vigtigste
stykker værktøj i denne “intellektuelle persuasio” er den retoriske syllogisme, enthymemet, og det retoriske eksempel, paradigmet.

Etos er den overbevisningseffekt, der fremkommer ved det indtryk, taleren gør på tilhøreren. Man regnede her med tre hovedmomenter: talerens menneskelige egenskaber (hans dyd eller moral, gr. arete), hans dømmekraft eller sunde fornuft (phronesis, lat. sensus communis) og hans velvilje over for tilhørerne (eunoia). Disse tre omstændigheder kan jo optræde hver for sig. En taler kan besidde udmærket dømmekraft, men han kan være en slyngel eller nære modvilje mod sine tilhørere. Han kan også være et menneske af god vilje, men med svigtende dømmekraft. Nutidens politik savner ikke eksempler på, at hvis blot et af de tre momenter savnes, så er politikerens etos kompromitteret.

Den anden art af emotionel overtalelse er de lidenskaber, som taleren kan vække hos sine tilhørere, glæde, sorg, had, medfølelse m.m. Denne patos er enstrenget og ofte voldsom. Modsat etos, der er en varig karakter, er patos spontan, pludselig, og af en ejendommelig selvforstærkende tendens. Verden er fuld af både smukke og skræmmende eksempler (Martin Luther King: I have a dream, Goebbels: Wollt Ihr den totalen Krieg?). De fleste angreb på retorikken har taget udgangspunkt i brugen af patos, men kun med delvis ret. Mennesket tænker både med hjernen og med hjertet. Cicero sammenfattede talerens opgaver i tre forskrifter: han skulle oplyse, underholde og bevæge

super super super fedt!! mange tak !! :)