Litteraturhistorie.

Litteraturhistorie sætter digtekunsten i relief. De fleste forfattere har skildret naturen og dermed også mennesket i et såkaldt tidstypisk billede, meget naturligt efter den tid de levede i. Så er der selvfølgelig fremtidsromanerne (Orwells 1981) m.v. Man deler forfatterne op efter stilperioderne, der stort set følger den øvrige kunst: barok, romantik, klassisisme senromantik m.m. og modernistene. Her er nogle flere genrer:
højromantik
poetisk realisme
Biedermeier
romantisme
naturalisme
impressionisme
og mange flere.

Som sagt: Det at kunne tidsfæste og klassificere et stykke litteratur hjælper på forståelsen af værket.

I dansk analyse kan du således sige:
"Ja men det hører jo til den og den genre og så kan du bedre forstå teksten.

Men hvis nu jeg fik en tekst fra Romantismen. Hvad kan jeg så siger, via. den viden jeg har om den isme? (eller genrer som du kalder den)

Her for eksempel, og der er meget mere på nettet:

Romantismen havde fra først af havt et historisk Hang; Vigny, Hugo, Balzac, Mérimée stræbte at give Frankrig den historiske Roman, af hvilken England var stolt: Vitet, Mérimée, Alexandre Dumas, Vigny, Hugo stræbte at skabe et historisk Drama i Tragediens Sted. Den historiske Roman fortrængtes hurtigt af den moderne Roman i dennes forskellige Former hos George Sand, Balzac og Beyle, og det historiske Drama trængtes ligeledes snart tilbage; det var i Reglen enten for tørt som hos Vitet og Mérimée eller for lyrisk-overspændt som hos Hugo. I Regelen havde Digterne størst Held med sig paa Scenen, efterat deres første Ungdoms Lidenskabelighed havde udraset. Der kom et vist Tidspunkt i Fyrrerne, hvor der ikke blot stod en Sund-Fornuft-Skole udenfor den romantiske, men hvor der indenfor Romantismens Kres i Digternes Liv indtraadte et Tidsrum af sund Fornuft. Det var paa den Tid at Alfred de Musset i Forstandsligevægt skrev sine smaa Skuespil og George Sand sine fredelige Romaner og Bondenoveller. Medens Hugo steg stedse højere som lyrisk Digter, ledede Gautier Romantismen i Retning af den plastiske Kunst. Balzac udviklede den i fysiologisk, Beyle i folkepsykologisk og undersøgende, Mérimée i historisk Retning, Sainte-Beuve endelig i Retningen af naturalistisk Kritik. Paa alle disse Omraader har Slægten fra 1830 ydet Uforgængeligt.

Den kan da ogsaa uden Overdrivelse siges at være den største literære Skole vort Aarhundrede har set

Du kan bruge litteraturhistorie til at perspektivere til sidst, det er meget brugt i de mundtlige dansk eksamener. Hvor de fleste der har brugt det har scoret en god karakter.

#4 det er jeg udmærket klar over !
Men hvad gør de med det? Hvordan?

Hvis man nu fik den grimme ælling eller noget lign. hvad kan man så bruge sin viden fra litteraturhistorie til?

Man kan ikke bruge litteraturhistorien, med mindre man har læst mange bøger indenfor de forskellige genrer, ellers kan du jo ikke klassificere dem ved egen hjælp...

#6 ja det er forståeligt nok.
Men kunne du ikke give mig et eksempel med, hvad du gør med litteraturhistorie?

Måske kan du bruge dette her:
Litteraturhistorie er den videnskab, der beskæftiger sig med tidsperspektivet i litteraturen.

Således er det følgende af interesse for litteraturhistorikeren:

1) Hvad udspringer en given litteratur af?
2) Hvad betydning har en given litteratur for eftertiden?
3) Findes der lovmæssigheder for hvordan litteraturen udvikler sig?

ad 1) Megen litteratur beskæftiger sig med samfundsforholdene på den tid, hvor forfatteren levede, den er derfor af historisk interesse.

ad 2) Foruden den rent kunstneriske oplevelse (som man jo også finder i musik, malekunst og meget andet) kan litteraturen for eksempel pege på samfundskritiske forhold. Den socialrealistiske litteratur hat haft betydning for udviklingen i samfundet. For eksempel er der skrevet mange bøger om de usle vilkår bønder levede under før stavnsbåndet blev ophævet. Litteraturen (det skrevne) har uden tvivl medvirket til at forbedre forholdene. Tænk også på, hvordan den almindelige arbejder sled og slæbte i gamle dage (før Stauning i 30'verne), en 40-timers arbejdsuge, kort ferie, ussel løn, dårlige arbejdsforhold med minimal sikkerhed o.s.v. Der er utroligt meget litteratur, der netop har beskrevet den side af menneskelivet.

Og så til dit spørgsmål:

Man kan bruge litteraturhistorien til at klassificere de forskellige tidsafsnit, siden skrivekunsten opstod. Er man interesseret i en bestemt periode, er det godt at have en "skuffe" at dykke ned i med de bøger, der beskriver perioden.
Litteraturhistorien er på den måde et spejl af den virklighed, som var engang. Det letter på forståelsen, hvis man kan tidsfæste et stykke prosa - for eksempel Sturm- und Drang perioden med Goethes: Die Leiden des jungen Werters. Set i det historiske perspektiv forstår man bedre at tolke den pågældende litteratur, og man forstår ikke mindst bedre sin egen samtid.

Det var, hvad jeg kan bidrage med i den diskussion...