Haster! Hjælp! Prinsessen på glasbjerget

Haster please..

Er der så nogle der kan forklare dette spørgsmål, så jeg forstår det. For jeg synes spørgsmålet er lidt svært i forhold til historien. PF tak.

Så glemte jeg vist at indsætte spørgsmålet :P Her er det: Indtil nu har symbolerne været knyttet til Esben. Hovedsymbolet i den anden historie glasbjerget. Hvad siger det om prinsessen, dels i forhold til omverdenen, dels i forhold til hende selv?

Please somebody, bare lige give en god formulering af spørgsmålet..

HVORFOR ER DER INGEN; DER MÅ DA VÆRE NOGLE DER KAN DET ! :D

WEB-EVENTYR

Dette dokument findes også som vedhæftet fil på Klassesiden under fanen 'DANSK', 'sedlen' EVENTYR!!!

Der findes forskellige eventyrgenrer. Du kender sikkert mange af H.C. Andersens eventyr, fx Prinsessen på ærten. H.C. Andersens eventyr hører til genren kunsteventyr. Din opgave er at skrive et eventyr, hvor du bruger nogen af de eventyrtræk (kendetegn), so vi kender fra folkeeventyrene. Du kender helt sikkert også nogle folkeeventyr. Brødrene Grimm ”samlede på” eventyr og skrev dem ned i 1800-tallet. Et af disse eventyr er Hans og Grete. Her kan du se omtalen af et ’grimmt eventyr’.

Dit eventyr skal være et ’web-eventyr’ og det skal publiceres (udgives) på Internettet. Eventyret skal have form som en interaktiv historie.

Der var engang … Sådan begynder næsten alle eventyr, og helt sikkert de allerfleste folkeeventyr. Prinsessen på glasbjerget er et folkeeventyr og et af dem, vi skal arbejde med i dansktimerne det næste stykke tid. Du vil nok opdage, at H.C. Andersen har brugt eventyret som model for sit eventyr om Klods Hans.

Eventyrtræk:

· De fleste eventyr begynder med ”Der var engang”.
· I eventyr foretrækkes visse tal, fx tre brødre, tre forsøg, syv piger i en dans.
· Der er få navne, og der bruges kun fornavne. Personerne betegnes i øvrigt ofte ved deres stilling, fx soldaten, jægeren, bondepigen, hyrden.
· Modsætningerne i eventyret er tydelige: god-ond, gammel-ung, rig-fattig, dum-klog, stor-lille, grim-smuk.
· I eventyret kan personer bevæge sig både i virkelighedens verden og i en overnaturlig verden.
· Hovedpersonen skal ofte løse én eller flere opgaver for at nå et bestemt mål. Af egen kraft kan han/hun ikke altid løse opgaverne og får derfor hjælp fra overnaturlige magter.
· Dyr kan være forheksede personer, og hovedpersonens opgave kan være at løse fortryllelsen ved at udføre en bestemt handling.
· De fleste eventyr ender godt.

Dit eventyr skal begynde på én af følgende tre måder:

1. Der var engang en konge og en dronning, som havde en datter, de holdt meget af ..
2. Der var engang en kone, der havde tre sønner ..
3. Der var engang en skoleelev, der ville rejse ud i verden for at søge sin lykke ..


Her har du mulighed for at læse nogle folkeeventyr.



[op]

4. En interaktiv historie er en historie, hvor læseren kan følge sin egen vej i historien og være med til at bestemme handlingen. I kan se et eksempel på en interaktiv historie her. Historien hedder ’Web Side Story’ og er på tysk. De af jer, der har tysk, vil højst sandsynligt ikke have problemer med at forstå den, for den er skrevet i et sprog, som ikke kræver, at man har haft tysk ret længe for at kunne forstå den. Der er også fotos, som hjælper med til forståelsen. Som læser får man hen ad vejen bl.a. mulighed for at vælge, om historien skal fortsætte som en kærlighedshistorie eller som en krimi.
[op]

Prinsessen på glasbjerget



Der var engang en mand, som havde tre sønner. De to ældste hed Per og Povl; og de var dygtige til alt arbejde på gården, så dem var manden meget stolt af. Og selv syntes de, at de var nogen farlige karle!

Men den yngste søn, som hed Esben, var der ikke rigtig nogen af dem, der regnede med. Lige meget hvad Esben blev sat til, aldrig blev det gjort sådan, som faderen og brødrene syntes, det skulle gøres. Så efterhånden tilbragte han det meste af dagen med at sidde og kigge ind i ilden. Derfor hånede de ham og kaldte ham Esben Askepuster.

Nu hørte der til gården en frugthave, hvis lige man ikke så i mange miles omkreds. Og midt i haven stod et stort æbletræ, som bar de kønneste og sødeste æbler, man nogen sinde havde smagt. Men der var det kedelige ved det, at hver nat blev der stjålet af æblerne; og ingen kunne forstå, hvor de blev af.

Da det blev værre og værre, bestemte faderen, at de skulle prøve at passe på æblerne og se at fange tyven.

Den første nat skulle Per stå vagt ved træet. Det måtte da være noget for ham, som var så flink og dygtig, mente faderen. Jo da, sagde Per; han brystede sig og lod, som han var vældig modig. Han tog en stor knippel med sig og gik ned i haven til træet.

Så længe det endnu var lyst, gik det vældig fint. Per spankulerede frem og tilbage med sin knippel parat til at slå. Men så snart mørket faldt på, begyndte han at blive bange, og han så sig om efter et sted at skjule sig.

Det eneste, han kunne få øje på, var en lille busk. Den krøb han ind under, og dér sad han så og kiggede forskræmt til alle sider.

Da det var om ved midnat, og månen skinnede ned mellem havens træer, fik han pludselig øje på en rød tophue, som kom til syne over gærdet. Og da tog pokker ved Per. Alting glemte han: æbletræ og mod og knippel og det hele – på nær den ene ting, at hans ben var til at løbe på. Og løbe det kunne han! Hjem til gården gik det, og her gemte han sig i laden, hvor han borede sig godt ned i høet.

Da faderen vågnede om morgenen, skyndte han sig ud i haven for at se, hvordan det stod til. Men igen var mange af æblerne borte, og det samme var Per. Kun knippelen lå under en busk.

”Per, Per, lille Per!” råbte faderen. “Hvor er du?” Men da ingen svarede, kunne faderen jo ikke tro andet, end at Per var blevet ædt sammen med æblerne.

Først langt op på dagen fandt de Per inde i laden, hvor han lå og svedte og pustede i høet. Han turde ikke engang stikke næsen op og trække vejret, for han troede stadig det var mørk nat.

”Ja, du er en farlig karl,” sagde faderen, da Per fortalte, hvordan det var gået til, og hvor forskrækket han var blevet. Sådan en kryster af en søn havde han dog ikke tænkt sig, han havde.

Og den anden broder, Povl, han gjorde nar af Per og sagde, at det var slemt, at nogen kunne finde på at komme og kyse den modige Per! Selv skulle han nok vide at passe bedre på, når det blev hans tur. Men Esben, han sad bare ved ilden og pirkede i asken sagde ingenting.

Da så aftenen kom, var det Povls tur til at gå vagt ved æbletræet. Han tog knippelen og gik ned i haven og lod, som han var vældig modig. Men da mørket faldt på, søgte han også efter et sted at skjule sig, og snart sad han under den samme lille busk og rystede som et espeløv.

Da det blev om ved midnat, så han to røde tophuer, der stak op over gærdet. Og nu gik det ham på samme måde som Per. Han lod æbler være æbler og knippel være knippel og stak i rend hjemad, så hurtigt hans ben kunne bære ham. Og han standsede ikke, før han var i laden, hvor han borede sig langt ned i høet.

Da faderen om morgenen kom ned i haven, var der igen forsvundet mange æbler. Og Povl og knippelen var der heller ikke.

”Povl, Povl! Lille Povl! Hvor er du?” råbte faderen. Men der var ingen Povl, der svarede. Så tænkte faderen, at han nok kunne finde ham i laden, og ganske rigtigt! Dér lå Povl langt nede i høet og skælvede af skræk og pustede af varme, fordi han ikke turde stikke næsen op, så længe han troede, det endnu var mørk nat. Nå, faderen skammede ham jo så ud, fordi han var sådan en kryster, og han var godt ked af, at der ikke var mere mod i hans sønner.

Men da rejste Esben sig fra sin plads ved ilden og sagde, at næste nat måtte det være hans tur til at vogte æblerne. ”Det skal fedt nytte,” sagde faderen, ”når det er gået sådan med dine to brødre, hvordan skal det så gå med dig, som ikke dur til andet end at sidde dér og rode i asken.”

”Lad ham dog bare!” sagde de to ældste brødre, for de ville ikke have, at Esben skulle være mere end dem.

”Ja, ja da,” sagde faderen, og Esben gik ned til æbletræet. Men knippelen fik han ikke med, for de vidste jo ikke, hvor den var blevet af, og Esben spurgte da for resten heller ikke efter den.

Esben gik rundt om æbletræet for at holde sig vågen, så ud over markerne og nød det gode vejr. Og han mærkede ikke til noget, før det var midnat. Da så han, at der på én gang stak tre røde tophuer op over havegærdet. Men det forskrækkede ikke Esben. Han løb bare om bag træet og skjulte sig. For han ville se, hvem det var, og hvordan de ville bære sig ad.

Under de røde tophuer kom der tre runde hoveder til syne, og den ene råbte: ”Nu er Klunte borte, nu skal de tre små mænd have æbler!”

For det var nemlig tre små bakketrolde, der også havde fået smag for de kønne og søde æbler, og som derfor hver nat hentede så mange hjem i bakken, som de kunne bære. De troede, at Esben også var løbet sin vej, ligesom Per og Povl de foregående aftener.

Op over gærdet kom de tre små bakketrolde krybende. Men den ene af dem måtte lede de to andre, for sammen havde de kun ét øje, og det måtte de skiftes til at bruge.

Den af dem, der havde øjet, krøb op i æbletræet og gav sig til at kaste de største og kønneste æbler ned til de andre to. Og da han syntes, det var nok, kastede han øjet ned til dem og sagde, at nu kunne de samle æblerne op.

Men da øjet blev kastet, fór Esben frem, greb det og puttede det i lommen. Og nu begyndte de to små bakketrolde på jorden at klage over, at de ikke kunne finde øjet, og spurgte ham i træet, hvor han havde kastet det. ”Jeg kastede det jo lige ned før,” svarede han. Men nej, de kunne alligevel ikke hitte øjet. Så måtte de alle tre i lag med at lede, men lige meget hjalp det. De svedte, og de pustede, men det var ene æbler, de fik fat i, og dem kunne de jo ikke se med.

”Hvordan kommer vi nu hjem?” sagde den første lille bakketrold og satte sig ned mellem alle æblerne.

”Og hvordan får vi æblerne hjem?” spurgte den anden lille bakketrold og satte sig ved siden af den første.

”Det værste er, hvordan vi finder bakken, inden solen står op!” sagde den tredje lille bakketrold, og der var næsten gråd i hans stemme.

Nu syntes Esben, at det var på tide at give sig til kende. Så han råbte fra sit skjulested bag æbletræet: ”Det skal jeg sige jer! Hvis I vil give mig det, jeg kan få allermest brug for i denne verden, og dertil love, at I for fremtiden vil holde jer fra min faders have, så skal I få jeres øje igen!”

”Vi har kun det ene!” sagde den første lille bakketrold.

”Du kan jo følge med os hjem!” sagde den anden lille bakketrold.

”Ja, det skal du!” sagde de to andre.

”Hvor bor I da?” spurgte Esben.

Jo, de boede da ude på marken i den høje bakke, som han godt kendte.

”Ja, ja da,” sagde Esben, ”lad gå med det!” Og så fulgtes han med de tre små bakketrolde ud til bakken, der lå og skinnede i måneskinnet.

Straks de kom hen til den, åbnede den sig, og her så Esben en herlighed, som han aldrig havde set mage til. Overalt var der sølv og guld, og de tre små bakketrolde kom slæbende med mere. Esben skulle få så meget, han ville have, hvis han bare ville give dem deres øje.

Men Esben brød sig ikke om sølv og guld, sagde han. ”Har I ikke andet at byde på,” sagde Esben, ”så beholder jeg øjet.”

Og så måtte de tre små bakketrolde da til at vise ham det bedste, de havde. Det var deres heste. De havde hver én. Den ene var sort, den anden var hvid, og den tredje var rød. Og til hver af hestene hørte en dragt: en sort, en hvid og en rød. Men disse heste ville de så grumme nødig af med. De havde i lang tid ikke nænnet at bruge dem, forklarede de. For hestene var så fint og skarpt skoet, at de kunne løbe på det klareste glas, om det skulle være.

”ja, det får ikke hjælpe,” sagde Esben.” ”Jeg har altid haft en vældig lyst til at ride; men aldrig har jeg kunnet få lov til det for mine brødre. Så det er hestene, jeg vil have!”

Nu blev de tre små bakketrolde ganske forknytte. Og Esben fik helt ondt af dem. Derfor sagde han, at hestene kunne da godt få lov til at blive i bakken hos dem, hvis han bare måtte ride dem, når han fik lyst.

Ja, på den måde måtte hestene da gerne være hans, sagde de tre små bakketrolde. Og de blev så glade over, at de fik lov at beholde dem, at de lovede ham et sværd.

”Tak, som byder!” sagde Esben, og dermed gav han dem deres øje tilbage.

De tre små bakketrolde skyndte sig nu at hente sværdet. Da de kom slæbende med det, viste det sig at være den knippel, som Per og Povl havde gået og gjort sig modige med ved æbletræet, men som de alligevel havde smidt fra sig, da det kneb.

”Det var da et underligt sværd!” sagde Esben.

”ja, det er det,” sagde de tre små bakketrolde. ”Men et sværd er det nu ligegodt – når det vel at mærke bliver svunget af den rigtigt i det rigtige øjeblik!” forklarede de. For det var nemlig så skarpt, at det kunne kløve et hår, og der fandtes ikke den ting i hele verden, som kunne stå for det sværd.

”Ja, det lød af noget,” sagde Esben. Og det rigtige øjeblik, det skulle jo nok komme før eller siden, mente han. Så sagde han tak for hestene og tak for sværdet og farvel i bakken og gik tilbage til haven, som , som om intet var hændt.

Morgenen efter kom faderen for at se, hvordan det var gået Esben. Han tænkte jo, det var gået med ham som med de to ældste brødre.

Men nej, der stod sandelig Esben nok så frejdig ved æbletræet: men på jorden lå der en masse æbler. Da faderen så spurgte, hvorfor alle de æbler var plukket ned, svarede Esben, at han havde haft besøg af de tre små bakketrolde, som ville stjæle af æblerne. Men han havde da fået dem gennet bort, uden at de havde fået et eneste æble med sig, og han havde fået dem til at love, at de aldrig skulle vise der sig igen.

Nu måtte faderen jo rose Esben, enten han ville eller ej. Og de to ældre brødre så selvfølgelig endnu mere skævt til ham end før.

Nu var der på den tid en stor sorg i landet. For kongens eneste datter, der var så smuk, at man aldrig havde set mage, sad oppe på et glasbjerg. Og med det var det gået sådan til:

Da prinsessen var så vidunderlig smuk, var der mange, som gerne ville have hende til kone. Så der var et evigt rend af friere på slottet. Men prinsessen ville ikke have nogen af dem, for hun syntes, den ene var mere umulig end den anden. Til sidst havde hun bestemt, at hun ville sætte sig op på et højt glasbjerg i nærheden af slottet, og at hun kun ville have den til mand, der kunne ride op til hende og hente et guldæble, som hun sad med i hånden. Og det var der selvfølgelig ingen, der kunne, for glasbjerget var så højt, og det var glat som den blankeste is og dertil stejlt som en stuevæg.

Men nu var det sådan, at for hver dag, der gik, blev glasbjerget højere og højere, og til sidst ville det vokse helt op i skyerne, hvor der herskede en forfærdelig drage med tre hoveder. Derfor havde kongen ladet bekendtgøre over hele landet og i mange andre kongeriger, at den, der kunne ride op ad glasbjerget og dræbe dragen og bringe prinsessen frelst ned, han skulle ikke alene få hende til kone, men også få det halve kongerige. Og alle, der havde mod til at prøve, skulle møde ved glasbjerget på en bestemt dag.

Denne bekendtgørelse havde Per og Povl også hørt, og nu fik de travlt med at sætte skarpe sko på deres heste for at komme med på færden og prøve, om de kunne vinde prinsessen og det halve kongerige.

Da den fastsatte dag kom, gjorde de sig rede til at tage af sted, og faderen ville følge med for at se, hvordan hans sønner klarede sig.

”Må jeg ikke komme med?” spurgte Esben.

”Vist ikke nej,” sagde faderen, ”hvad skulle du der, som hverken har hest eller nogen ting!”

Og brødrene sagde: ”Bliv du hellere hjemme ved din ild og pust i asken. Du kan passende koge noget melgrød imens, så vi kan få noget at leve af, når vi kommer tilbage.”

Dermed red de nok så strunke ud af gården, og Esben satte grødpotten på ilden. Men så snart faderen og de to ældste sønner var borte, lod Esben grød være grød og skyndte sig ud i bakken til de tre små trolde.

”Jeg skal bruge den sorte hest!” sagde Esben.

”Ja, og den sorte dragt,” svarede troldene og sadlede hesten til ham og gav ham dragten på.

Og så red Esben af sted i susende fart. På vejen red han forbi faderen og brødrene; men de kendte ham ikke.

Efterhånden som alle kom frem til glasbjerget, blev de stillet i en række rundt om bjerget, og på et tegn fra kongen red de til. Men ikke en eneste kunne tvinge sin hest op ad glasbjerget. De gled tilbage, så snart de nåede det; og dér lå de og tumlede rundt mellem hverandre. Der var en kravlen og en klatren, og mange af rigets unge mænd, fornemme og mindre fornemme mellem hinanden, lå ved foden af glasbjerget og havde brækket både arme og ben.

Kun Esben i den sorte dragt på den sorte hest red et langt stykke op ad glasbjerget, så prinsessen fik øje på ham.

”Der kommer han da vist!” tænkte prinsessen. Men i det samme gled hestens bagerste sko, så Esben måtte vende om. I galop red han bort, og ingen nåede at se, hvem han var. Han skyndte sig tilbage til bakketroldene med hesten og fik sine egne klæder på, og så måtte han hjem og se, hvordan det stod til med grøden i potten. Det var ikke så godt; for den var sort og sveden, så det kunne lugtes langt væk.

Da det var ved at blive aften, kom faderen og brødrene hjem.

”Nå, er grøden færdig, for vi er sultne?” sagde faderen

”jo,” sagde Esben og kom med den, som den var. Og nu kan det nok være, brødrene blev rasende. Her havde de aset og slidt hele dagen! Og de skældte og smældte og råbte, at Esben ikke duede til nogen verdens ting, ikke engang til at lave melgrød.

Imidlertid lod kongen spørge vidt og bredt, om nogen kendte den ridder, der var redet så langt op ad glasbjerget. Men ingen kunne fortælle ham, hvem han var. Så bestemte kongen, at alle mænd fra hele landet igen skulle give møde ved glasbjerget og forsøge på ny. Måske ville det lykkes bedre end første gang.

Igen fik Per og Povl travlt med at sætte skarpe sko på deres heste, og da dagen kom, drog de af sted sammen med faderen. Esben bad også denne gang om at komme med, men fik samme svar som sidst. Han havde værsgo at blive hjemme og koge melgrød. Men det skulle være ordentligt!

Nå, Esben satte jo så potten over gløderne. Men så snart brødrene var ude ad døren, lod han grøden skøtte sig selv og skyndte sig ud i bakken til de tre små trolde.

”Jeg skal bruge den hvide hest!” sagde Esben.

”Ja, og den hvide dragt!” svarede troldene; de havde det hele parat til ham. Og så¨gik det over stok og sten i fuld firspring. På vejen red han forbi sine brødre og faderen; men de kendte ham ikke.

Ved glasbjerget gik det som forrige gang. Alle sammen lå de og tumlede ved foden af det blanke og glatte bjerg, så snart kongen havde givet signal. Kun én rytter nåede op ad glasbjerget, og det var Esben i den hvide dragt på den hvide hest. Han fór op ad bjerget, så gnisterne føg omkring ham.

”Dér er han!” tænkte prinsessen, ”og han kommer da vist længere end den sorte ridder.” Men i det øjeblik gled Esbens hest på bagbenene, så han måtte vende om og ride ned igen. I flyvende fart red han tilbage til de små bakketrolde og fik sine egne klæder. Og dér sad han ved grødpotten, da faderen og brødrene kom hjem.

Også denne gang var grøden sort og sveden, og Esben måtte høre mange drøje ord for sin uduelighed.

Kongen bestemte nu, at man skulle kalde de unge mænd sammen til en tredje og sidste prøve. Måske var der én, som denne gang nåede op på glasbjerget og kunne udfri prinsessen. For nu hastede det. Prinsessen var nemlig så nær ved dragen med de tre hoveder, at det giftige prust fra dens næsebor skjulte hende, hver gang den trak vejret.

Per og Povl fik på ny travlt med deres heste, og da dagen kom, red de af sted med faderen. At Esben skulle med, ville de slet ikke høre tale om. Han havde bare at blive hjemme og passe sin melgrød, og de truede ham med al landsens ulykker, hvis han ikke gjorde det ordentligt.

Aldrig så snart var de ude af gården, før Esben hev potten over ilden, og så lod han grød være grød og skyndte sig ud i bakken.

”Jeg skal bruge den røde hest!” sagde Esben.

”Ja, og den røde dragt,” svarede troldene, ”og her er knippelen!” De havde alting parat til ham.

Og af sted gik det. Esben havde aldrig i sit liv troet, man kunne ride så hurtigt. Faderen og brødrene red han snart udenom; de tog den med ro for at spare deres heste. Men ridderen i den røde dragt kendte de ikke. En, to, tre var han forbi dem.

Ved glasbjerget blev alle stillet i en række, og da kongen gav signal, red de til. Men alle kom de hovedkulds ned med det samme. Kun én ridder fortsatte op ad det skinnende glasbjerg, og det var Esben i den røde dragt på den røde hest.

”Bare han ville nå herop!” tænkte prinsessen, da hun så ham komme. Og så var Esben der pludselig. I samme øjeblik lød der en susen og brusen i luften. Det var dragen, som spyede edder og galde fra alle tre hoveder.

”Tøv nu lidt!” sagde Esben, og så svingede han knippelen, som straks blev til det skarpeste sværd.

Og dér røg dragens tre hoveder af i ét eneste hug.

”Ja, du er den rigtige,” sagde prinsessen, ”du skal have guldæblet!” Og så satte Esben prinsessen op foran sig på hesten, og i ét nu var de nede hos kongen. Han blev så glad, at han omfavnede prinsessen og glemte alt andet.

”Jeg fandt dig. Se du nu til, om du kan finde mig!” sagde Esben til prinsessen, og dermed red han bort.

Så da glæden havde sat sig lidt, og de skulle til at se sig om efter den røde ridder, var han som sunket i jorden.

Esben havde imidlertid afleveret hesten og dragten til de tre små bakketrolde: og da brødrene og faderen kom hjem, sad han i sine klæder ved ilden. Denne gang var grøden brændt til det bare aske.

”Er det så mærkeligt, at vi kalder dig Esben Askepuster!” sagde brødrene, og de var så rasende, at hvis ikke faderen havde lagt sig imellem, så havde de slået ham.

Oppe på kongeslottet var der stor opstandelse. Kongen spurgte og spurgte, men ingen kunne fortælle ham noget om, hvor den røde ridder var blevet af. Da bekendtgjorde kongen, at på en bestemt dag skulle alle de unge mænd i landet, som havde forsøgt at ride op ad glasbjerget, møde frem for prinsessen. Hun skulle da selv prøve at finde sin redningsmand.

Per og Povl beredte sig til at tage af sted. For da ingen havde hørt eller set til den røde ridder siden, så var der jo den mulighed, at prinsessen lige så godt valgte en af dem som nogen anden.

”Må jeg også komme med?” spurgte Esben.

”Ja, det kunne være kønt,” sagde brødrene og lo. Og så red de til kongeslottet.

”Det får ikke hjælpe,” sagde Esben. Og så begav han sig af sted til fods og nåede da også netop i det øjeblik, prinsessen kom ud i slotsgården for at se på de opstillede riddere. Alle sammen holdt de sig strunke i sadlen og tænkte: ”Hun tager nok én af os. Men når prinsessen spurgte, om de havde guldæblet, kunne de ikke svare.

Esben stod bag ved rækken. Men han trak guldæblet af lommen og trillede det mellem hestenes ben hen for fødderne af prinsessen. Straks bøjede hun sig ned og tog det, og da hun rettede sig op, fik hun øje på Esben og kendte ham med det samme igen.

Så tog hun ham ved hånden og førte ham frem for kongen og sagde, at her var hendes redningsmand.

Kongen blev så glad, at han holdt deres bryllup lige med det samme. Men brødrene var sure og ville ikke med til bryllupsgildet.

”I skal måske hjem og koge grød!” sagde Esben. Men brødrene svarede ikke. De red lige hjem og satte sig og stirrede ind i ilden. Og da de blev sultne, gav de sig til at koge melgrød. Men denne gang var det dem, der kom til at svide grøden. Og hvis ikke de har forædt sig af bare ærgrelse, så spiser de endnu.


Her er en ”boganmeldelse” af Prinsessen på glasbjerget

[op]


Opgaver:

1. Giv en beskrivelse af Per, Povl og Esben (deres egenskaber).
2. Hvad er det, der gør, at lige netop Esben, og ikke Per eller Povl, klarer opgaven med at befri prinsessen?
3. Hvilken rolle spiller de tre små bakketrolde i eventyret?
4. Hvorfor mon Esben sætter prinsessen på en prøve?

[op]