rettesle.

Bare sæt den ind, så er der nok nogen, der gerne vil se på den. Det er i hvert fald min erfaring.

Der var næsten et døgn til at jeg skulle af sted med klassen. Bare tanken om at være sammen med 19 fremmede elever gjorde mig hektisk – meget hektisk.!! Jeg har aldrig været den type, som hurtigt snakker med nye mennesker på kort tid. Ikke fordi jeg hadede fremmede, men selve ordet ny atmosfære med nye men-nesker er noget ukendt for mig. Tja, årsagen er meget simpel, jeg har gået i den samme klasse på den samme skole siden 0. og har hverken prøvet at flytte lejlighed. Så det med ny atmosfære var i virkelighed en hel anden følelse.

Jeg cyklede over enge, grønne skove og forbi frodige marker med græssende køer. Jeg var på vej imod nye græsgange, nye udfordringer med adskillige forventninger. I håb om at få en fornem oplevelse med mine nye klassekammerater, som jeg nu har kendt i tre dage, cyklede jeg alt hvad jeg kunne op af bakken. Jeg var lang bagud, faktisk så langt at jeg ikke kunne se nogen fra min klasse.
Jeg vidste hverken hvor vi skulle hen eller hvad vi skulle lave. Alt var bare et stort spørgsmål, som fumlede rundt i baghovedet. Du ved sikkert, hvordan det er, når man er nysgerrig og alligevel får man intet at vide. Men set på den anden side, var det dybest set ikke det jeg spekulerede på. Mi-ne tanker var et helt andet sted, hvordan skulle vi alle sammen samles og fungere som en samvir-kende klasse. Vi var alle hvidt forskellige i personligheder. Sidst jeg har prøvet at være i denne situ-ation var i 0. da min gamle klasse skulle samles. Men jeg vil nu også bemærke, at det har nok været meget nemmere dengang end nu om dage. Dengang tænkte man jo ikke på udseende eller stil, man snakkede jo bare med én eller anden. Men nu har tiden forandret sig. Efterhånden er det udseende og stil som vær afgørende for alt. Gad vide om det var det samme som afgjorde alt i denne klasse?
Jeg havde næsten ingen energi tilbage, sveden drev ned ad min krop. Men denne gang vil den-ne lugt ikke bare forsvinde som de øvrige gange, da jeg ikke længere kunne komme i bad de næste tre døgn. Det var en ubehagelig tanke, ikke nok med det fik vi taget vores deodorant og rulle da vi mødte vores instruktør, Alex som han hed, ved en hytte nær Bygholm søen. Mit første indtryk af Alex var ikke lige det mest positive, hvordan kunne han finde på at rode alt vores ting igennem? Men det endte med, at han købte marsbar til os alle på vejen, og så var han jo måske flink nok. ?
Turen blev kun hårdere og hårdere, men pludselig blev vi stoppet lige ude foran en klatretræ som ragede meget højt op i himlen med sine 44,8 m højde. Hva’ skulle vi der?? Tja, Vi blev inddelt i grupper med 5, så jeg kom i gruppe med Ulrik, Josefine, Tim og Troels. Og så gjaldt det om at klatre højest med sin gruppe. Jeg vidste ikke om jeg turde det. Men efter at have set, at de fleste havde den samme holdning som mig, men alligevel gjorde det, ville jeg gerne prøve, så jeg stillede mig op frivillig. Jeg nåede ikke engang til den først ring, men til gengæld kunne jeg være meget stolt over at jeg fik prøvet.
Turen gik nu videre og efter et par pauser var vi der, MEN så skete der jo lige det, at jeg formo-dede, at der ikke vil ske mig noget hvis jeg kørte i fuld fart ned af en bakke hvilket jeg tog fejl, for idet jeg kommer tæt på de andre og ville bremse, mister jeg kontrollen og falder med hovedet ned i sandet og min dejlige cykel ovenpå mig. Det var bare det værste der kan ske efter at have kørt 44 km. Men jeg overlevede, og måtte trille cyklen resten af vejen sammen med de andre.
Lettelsen spredes da jeg havde nået målet, nemlig shelterne. I en glædesstund glemte jeg alt det besvær, jeg havde på vejen for at nå det. Bare et sted at sove var guld værd på det tidspunkt. Jeg fik indset hvor vigtig dagligdagen var for mig, alle de ting, som ingen betydning havde, fik pludselig en stor rolle

Hej!
Jeg har dog bare lige skimmet din stil igennem, eftersom jeg ikke har tid til at rette den. Men har lagt mærke til, at der mangler en del kommaer.
f.eks allerede i første linje >
Der var næsten et døgn til(,) at jeg skulle af sted med klassen.

herudover manglende t i nogle adjektiver. F.eks. "Jeg var lang(t) bagud.."

Også er der grammatikken, du kører lidt rundt med nutid og datid, så det bliver forvirrende, prøv at holde dig til en tid!>>
Turen gik nu videre og efter et par pauser var vi der, MEN så skete der jo lige det, at jeg formodede, at der ikke vil(le) ske mig noget(,) hvis jeg kørte i fuld fart ned af en bakke(,) hvilket jeg tog fejl (af?), for idet jeg (kom) tæt på de andre og ville bremse, mister jeg kontrollen og falder med hovedet ned i sandet og min dejlige cykel ovenpå mig.


Og det hedder et klatretræ ;D.

Herudover vil jeg da mene, den er da fin/ok, men du må nok heller høre fra eksperterne ;D

Hov endnu en rettelse :

Hvis jeg kørte med fuld fart ned af en bakke*

tæt (tættere?)

Jeg kan desværre ik nå at rette mere.

Hav en god aften.

OG punktum til sidst ;D

Et par småting

- Ikke to gange ??
- Ikke . før ?, kun et tegn efter .,?! er alle tegn.
- Skriv tal under 10 ud. Dvs. 5 bliver til fem.
- "Men efter at have set, at de fleste havde den samme holdning som mig," .. som jeg
- "Turen gik nu videre og efter et par pauser..." osv. - alt for lang sætning. Bør kortes ned med punktummer.
- "Det var bare det værste der kan ske" - datid og nutid blandet sammen i en skøn forvirring. Enten hedder det "var" og "kunne", eller også hedder det "er" og "kan". Forstår du? Du skriver det meste i datid, derfor bør det være i datid som rød tråd gennem hele stilen.
- "Lettelsen spredes da jeg havde nået målet" samme fejl med datid/nutid.
- Mangler et punktum til sidst.

Du er velkommen til at indsætte teksten igen efter rettelser.

Mvh
TanteOda

Tak til jer begge, specielt Trunte ;P