Kronik - Hvaaaad?!

jeg har skrevet en kronik, den ligger herinde, og jeg kan godt hjælpe dig, men se lige min først

Ok, hvad hedder din kronik? Står den under Dansk?

Jeg har brug for hjælp! Please!!

Den er her, så kan du se, hvordan man bygger den op, skriv så din kronik og lad mig se den. Du skal naturligvis vide meget om det, du skriver.

Social arv og plads til alle.

Danmark er et rigt land, så det er ikke rimeligt, at vi accepterer hjemløshed. Politikerne må skaffe kollektiver til misbrugerne, hvor de kan dyrke det fællesskab, de har valgt
Det kan virke grotesk og uretfærdigt, at der i vort moderne samfund med et stort overskud på såvel handelsbalancen som statsfinanserne stadig er danskere uden tag over hovedet, alt imens fremmede kulturer, der kommer til landet og søger asyl, næsten pr. automatik får anvist lejligheder og bosteder på samfundets regning.

Nu kan man vel med nogen ret indvende, at livet på gaden for de hjemløse er blevet en livsstil med et socialt samvær og et netværk, som man ikke ville have, hvis man havde fast bopæl.

"Men tror du ikke, at det er noget, de selv vælger, tror du dybest set, at de ønsker en fast bopæl?" sagde en politiker en dag til mig under et vælgermøde med henvisning til den omtalte livsstil, hvor jeg havde peget på det urimelige i, at vi har etniske danskere uden tag over hovedet.

Som tidligere hjemløs alkoholiker en kort overgang i mine unge dage kan jeg kun svare: Jo. Mere eller mindre, valget er ens eget, man bør nok ikke lægge skylden på opvækst, miljø og hvad man nu kan finde på af undskyldninger for et mislykket liv.

Og dog. Måske er det alligevel en smule mere kompliceret end som så. Psykologerne taler om, at vi er produkter af arv og miljø, de taler om det medfødte, om den enkeltes genetiske kode, der former ens egen matrice, om det tilegnede og om de påvirkninger, man bliver udsat for især i barndommen. En god barndom er utrolig vigtig for et godt liv, hedder det i lærebøger om psykologi.

DEN sociale arv kan man ikke frigøre sig fra, selv om visse politikere påstår det modsatte. Lægesønnen bliver læge, arbejdersønnen bliver arbejder, og landmandssønnen bliver landmand. Det ligger i kortene, men også ens interesser befinder sig tæt på forældrenes. Det gælder for eksempel også den politiske observans: En radikal politikersøn bliver radikal, en arbejdersøn bliver socialdemokrat, landmandssønnen bliver venstremand, og direktørens søn bliver konservativ. Alt som en hovedregel.

Indoktrineringen i barndommen og ungdommen er massiv, bevidst eller ubevidst, fra hjem, skole og universitet. Vore forældre er rollemodeller, de bestemmer ofte direkte eller indirekte, hvordan vi skal være, og hvilke værdier vi skal lægge vægt på i livet, om vi skal have en håndværksmæssig uddannelse, om vi skal have en universitetsgrad, og/eller om vi skal realisere de drømme, som vore forældre havde, men som aldrig manifesterede sig i disses virkelige liv.

Rødstrømpebevægelsen og hashkulturen, der så dagens lys i 1968, betød et oprør mod det borgerlige Danmarks syn på kvindens rolle i samfundet og også et nyt syn på, hvordan man skulle leve sit liv.

Man sad ved Storkespringvandet og røg hash, man stræbte efter en primitiv livsstil, man søgte tilbage til naturen, som en af oplysningstidens filosoffer, Jean-Jacques Rousseau (1712-1778) anbefalede det, samtidig med at han pegede på risikoen ved det civiliserede liv med indførelsen af den private ejendomsret som den væsentligste anstødssten imod en retfærdig fordeling af jordens resurser.

Herhjemme byggede man kvindelejre, og man dyrkede nudismen. Disse unge fra Storkespringvandet var i stor udstrækning rekrutteret fra vore universiteter. Nogle af dem kender vi udmærket i dag, da de med årene er blevet endog særdeles borgerlige.

Jeg har ikke indtryk af, at disse datidens ungdomsoprørere, disse pionerer, der dengang talte de svages sag, skænker de hjemløse og andre udstødte mange tanker i dag.

Oprøret fra dengang medførte, at "den lille mands" parti, VS, oprindelig en fraktion af SF, kom i Folketinget med fire mandater, kun 100 stemmer fra spærregrænsen. Starutter kaldte Jens Otto Krag dem, da de rejste sig i tinget og skabte en uro, man ikke tidligere havde set i vort agtværdige folketing.

MAN kan ikke se bort fra den sociale arv, når man betragter det trin på Jakobsstigen, som hver enkelt af os havner på.

Nogle forbliver på stigens nederste trin livet igennem, blandt andre mange af de hjemløse: narkomanerne, alkoholikerne og på det seneste også ludomanerne, de, der spiller sig fra hus og hjem, de, der ikke kan undvære det kulørte miljø ved kasinoernes spilleborde eller på internettets uvirkelige virkelighed, kaldet Cyberspace, de, for hvem drømmen om den store gevinst forbliver en drøm, ja alle de udsatte grupper, som det moderne samfund har skabt i sin liberalistiske iver med en overflod af pengespil, værtshuse og alskens fristelser på snart sagt ethvert gadehjørne.

Mange mennesker tabes på gulvet på et eller andet tidligt tidspunkt i deres liv, der for dem gik skævt, og de dør på stigens nederste trin af en overdosis, af ensomhed eller simpelt hen af et vitaminfattigt liv i bredeste forstand. Endestationen hedder Skid Row. Men man kan også klatre så højt op på stigen, at man falder ned og slår sig.

At det sociale sammenhold blandt marginalgrupperne kan være særdeles stærkt, kan jeg kun bekræfte. Man identificerer sig med gruppen, uden at der foreligger et egentligt pres, man bliver en uløselig del af den, man er ikke alene om at bære de savn, man måtte slæbe rundt på: manglende arbejde, manglende uddannelse, et forlist ægteskab og manglende kontakt til "normaldanskeren".

Ludomanen, alkoholikeren, narkomanen og andre afvigere søger ligesindede, og der er altid en skulder at læne sig op ad, når man synes, at livet glider én forbi.

Den dag i 1968, da jeg flyttede fra et pensionat på Østerbro til en lille etværelses lejlighed i Albertslund, indtrådte der hos mig en voldsom følelse af tomhed, af forladthed. Jeg havde brat mistet mit sociale netværk. Jeg følte pludselig, at jeg havde sagt farvel hele omdrejningspunktet i mit liv: vennerne, værtshusmiljøet og sammenholdet på pensionatet, der for en stor del var beboet af misbrugere. Jeg følte mig tryg og accepteret dér.

Den skæbnedag, da jeg flyttede langt fra mine vante omgivelser, skulle jeg til at indstille mig på at leve mit liv på en radikalt anden måde. Det lykkedes ikke. På trods af min nye bolig, følte jeg mig meget alene, jeg fortsatte min sædvanlige livsstil, nu med et endnu kraftigere misbrug for at kompensere for den manglende sociale kontakt, og til sidst havnede jeg (næsten uomgængeligt, kunne man hævde) på gaden igen.

Mit forslag til vore politikere skal være: Gør nu noget ved problemet i stedet for blot at tale om det, acceptér, at der er grupper i vort samfund, der ønsker en anden form for tilværelse end den gængse.

Opskriften hedder kollektiver til de hjemløse, til misbrugerne, hvor de i fred og ro kan leve det liv, de har valgt med deres bajere og med lægeordineret narko til de værst stillede, et sted, hvor de kan bevare den sociale kontakt med ligesindede.

De får på den måde livskvalitet og tag over hovedet, og de kan dyrke det fællesskab, som de har valgt. Det her beskrevne tiltag, hvis realiseret, vil støvsuge gaderne for subsistensløse og andre af vore medmennesker, som forretningsindehaverne i blandt andet det indre Odense langer ud efter med mellemrum. Jeg kan for eksempel som mulige emner pege på de mange rådhuse, der nu er blevet tilovers efter kommunesammenlægningerne, men der må også bygges nyt.

Vi har råd til et rigt, varieret og spændende samfund, hvor der er plads til alle på trods af forskelligheder i levemåde og livsopfattelse.

Denne powerpoint-præsentation kan måske give dig nogle gode råd om de nye genrer efter reformen.
http://www.emu.dk/gym/fag/da/uvm/Skriftlig%20dansk%20efter%20reformen%20dec.06.ppt

#5
Hej!
Jeg skal nok sende min stil, når jeg har skrevet den. Men så tror jeg også at du skal have den artikel, jeg har skrevet den på baggrund af. Har du den?

nej, men det er en supergod ide, så har jeg noget baggrundsstof

#7 Kan du så ikke sende en besked til min indbakke, for jeg ved ikke hvordan jeg sender beskeder til nogen. Men jeg kan godt finde ud af at svare tilbage.

gør jeg nu