De litterære genrer

Skrivetips - Lidt om de litterære genrer
(af Erik Morsing)


Kunstudøvelse herunder litteraturen, som er den vi skal berette om her, i al sin mangfoldighed har til alle tider været et af menneskets vigtigste udtryksformer fra Sanskrit (indernes religiøse og litterære sprog) og Hieroglyffer (gammelægyptisk skrift med indslag af fonetiske tegn), tegn i jord og sand til vore dages avancerede og forfinede sprogbrug.
Vi iler frem i tiden, har ikke tid at dvæle ved minder om en længst svunden tid.

Bogen, den skønlitterære genre fik sin dåb i 1800-tallet, en sand brydningstid, hvor renaissancen (betyder genfødsel), en brydningstid, der afløste den mørke middelalder gled over i romantikken.
Goethes Sturm und Drang fra 1773 (Die Leiden des jungen Werters), affødte en syndflod af selvmord blandt helt unge mennesker, der led af ugengældt kærlighed gled hen i glemslen, ånden ville for enhver pris frigøres fra sine lænker. De kødelige lyster glemtes (gemtes). Nu tørstede man efter den åndelige nektar.
Thi hvad kan vel udtrykke følelser bedre end kunsten?
Bogtrykkunsten, sættemaskiner og pressere kunne pludselig mangfoldiggøre forfatternes værker, og på den måde nåede bøgerne ud til det kunsthungrende, brede publikum. Den åndelige trang kunne endelig mættes, fantasien få sit spejlbillede i det skrevne ord.
Pigen sidder på sit lønkammer med tællepråsen og skriver kærlighedsbreve til sin elskede, ungersvenden synger sine verselinier nedenfor hendes vindue i håb om et glimt af den attråede, og den unge, endnu ukendte forfatter kryber sulten og frysende sammen på loftkammeret med blyant og papir, som han har lånt af venner.
Han kan ikke andet, han må digte. Her rinder mig Knut Hamsuns "Sult" fra 1890 i sinde. Til dig, der endnu ikke har stiftet bekendtskab med dette værk, siger jeg:
"Skynd dig! Læs bogen! Se filmen! Du er ikke den samme som tilforn."
Moden skifter, romantikken afløses af socialrealismen, især efter Wall Street krakket i 1929, hvor massearbejdsløsheden knuger først Amerika og breder sig til hele Europa. Hungersnød, fattigdom og den spirende nazisme, der lovede arbejde og brød til alle, ved at iværksætte våbenproduktion i stor stil.
"Wir wollen Brot," skreg tyskerne.
Og de fik, hvad de ville have, uniformer, social status af Herrefolket, Mein Kampf, Tusindårsriget, hvor der ikke levnedes plads til svæklinge, ej heller til mange kunstnere, og løftet om Den Gylden Fremtid kan måske undskylde nogle af Nazitysklands forbrydelser?

Hån, forargelse og uforstand har til alle tider været forfatterens lod. De fleste af disse kunstnere er ikke blevet forstået af deres samtid, men har måttet leve deres liv i yderste fattigdom, thi tog man skrivetøjet fra dem, så visnede de og døde.
Digtekunsten var vel patetisk i 1800-tallet, heltene konger og riddere og prinsessen den eftertragtede mø, der kun kunne vindes ved stolthed, mod og mandshjerte.
Men tiderne skifter, sæder veksler, og litteraturen finder sine rødder i de aktuelle historiske kulisser, mens eventyret stadig lever i vore hjerter.
Og Gud ske Lov for det.

Novellen,
af fransk nouvelle, der betyder ny, er en kort prosafortælling (den lille roman) med et gennemgående tema: Kærlighed, svigt, barmhjertighed, offervilje for blot at nævne nogle få. Personer og steder behøver ikke være særlig markante, de kan godt være 'navnløse' figurer, der dog udtrykker noget væsentligt ved livet.
Min yndlingsnovelle: "Brief einer Unbekandten" af Stefan Zweig, består egentlig 'bare' af et enkelt men langt kærlighedsbrev til den ene af to hovedpersoner. Novellen er, med sit overordentligt smukke lyriske sprog, et stilistisk mesterstykke.
Stefan Zweig, sit store talent til trods, var ingen lykkelig mand. Han begik selvmord øjensynligt på grund af ulykkelig kærlighed.
Tager man en forfatter som Edgar Allan Poe (1809 - 49) skræmmer sproget læseren, ikke på grund af melodi, rytme, komposition eller syntaks, men på grund af ofte bizarre temaer, som er den menneskelige lidelse i al sin gru. En mester i uhygge, hvis man er til den slags.
Novellen må derfor, måske på grund af sin korte form, formå at fænge tematisk, sprogligt eller på anden måde.

Essayet,
af fransk essais blev lanceret i Frankrig af forfatteren og filosoffen Michel de Montaigne (1533 - 92).
Det er som novellen et kort prosastykke, men med filosofiske og/eller historiske, politiske emner, fortalt i et lyrisk tonesprog. Altså den kunstneriske stil adskiller essayet fra dokumentarskildringen, den journalistiske, beskrivende stilart.
En repræsentant for denne genre er forfatteren og nobelprismodtageren Albert Camus (1913 - ?). En politisk meget aktiv mand, som blandt andet skrev de filosofiske essays Le Mythe de Sisyphe og L'Homme révolté.

Lyrikken,
digtet var op til 1900-tallet især udtrykt som små verselinier. De skulle helst rime (hvilket de sjældent gør i dag), og de skulle have en stemning som motiv. Kærligheden er, og var vel det mest benyttede motiv hos romantikerne i sidste halvdel af det 19. århundrede.
Digtet udtrykker i kort form, hvad novellen fortæller om, men på en anderledes ofte mystisk facon. Specielt i vore dage er gøres der en dyd ud af at skrive digte i et så indviklet og mystisk tonesprog, som kun forstås af få.
"At rime er gammeldags," siger man, men det er jeg ikke enig i.

Her er et af mine yndlingsdigte af Steen Steensen Blicher (1782 - 1848):


"Sig nærmer Tiden, da jeg maa væk,
Jeg hører Vinterens Stemme;
Thi ogsaa jeg er kun her paa Træk,
Og haver andetsteds hjemme.
Jeg skulle sjunget lidt meer maaske-
Maaske vel ogsaa lidt bedre;
Men mørke Dage, jeg maatte see,
Og Storme rev mine Fjædre."

Romanen,
er den store, dybdegående skildring, kunstnerisk i ord og billeder med et eller flere gennemgående temaer. Der kan være få personer som hos Hans Fallada (Der Trinker), eller der kan være mange personer som hos Charles Dickens (1812 - 70). Hvem har ikke læst hans rørende fortælling: Oliver Twist. Eller som hos Alexander Dumas (Le còmte de Monte Cristo), læst af alle skolebørn Det er vigtigt, at romanen fænger med sine levende personer og sine fantasifulde billedskildringer.
Må jeg lige indskyde, at bogen Greven af Monte Cristo, sin storslåethed og spænding til trods, ikke er en bog, jeg synes om - langtfra. Og det skyldes udelukkende dens tema, som jo er meget markant. Forfatteren viger ikke en tomme udenfor sit hovedtema: Hævnen. Men det så jeg ikke, da jeg læste den i 8-9 års alderen. Dengang var jeg en hævnens engel, der skulle have afløb for alle mine frustrationer og nederlag i skolen, jeg så ikke hævnen som noget primitivt og uværdigt, og Tarzan-bøgerne tjente samme formål.
Det er lidt som om forfatterne vil slå mønt af menneskets svagheder.
Læseren skal i romanen virkelig føle, at han oplever fortællingen og ikke blot læser den. Romanformen må derfor siges at være den vanskeligste litterære udtryksform, idet den kræver forfatterens fulde engagement fra første til sidste side.
Her må ikke være 'døde' passager, og klimaks skal altid opbygges i et langsomt stigende crescendo, der kulminerer på de sidste sider.
Romanen skal, om nogen, holde læseren fanget i et jerngreb. Først da kan man sige, at den er lykkedes - sit temavalg til trods.

Ovenstående er kun en meget kort indføring i de litterære genrer og må ikke tages for nogen klar definition på digterisk kunnen. Men må jeg ikke gentage:
Det er så usigeligt vigtigt, at det skrevne ord griber læseren og fastholder ham/hende ved sit sprog, sit indhold, sin form: motiv og tema eller på anden måde.

Eventyret
"Barndommens eventyr, fortalt af en træt barnepige, mens hun vugger mig i søvn, bliver levende. Tilhøreren træder frejdigt ind gennem papiret og bestemmer selv handlingen. Han ved jo ikke noget om, at det kun er et eventyr..."
(Uddrag af romanen "Fortidens Skygger")

Er det ikke sådan vi oplevede det, mens vi endnu var børn, alt kunne ske, og vi var selv hovedperson, tilskuer og den, der svingede tryllestaven. Vi drømte vore drømme og glemte at skelne mellem fantasien og virkeligheden.
H.C Andersen, brødrene Grim, Alladins lampe med Ånden, der opfylder alle ønsker, stor, frygtindgydende og stærk, ham der befries fra flaskens spændetrøje, ham, der adlyder selv det mindste vink fra den rene, ubesmittede sjæl.
Troen flytter bjerge, i eventyret, men også i virkeligheden, hvis vi formår at blive som børn igen, hvis vi lytter til skovens mange lyde, spejler os i åens klare vand og bliver stille.
For kunstnersjælen lever eventyret evigt i hans hjerte.
Tusind og een nat, smukke prinsesser og prinser, feer, trolde, huldrer og nisser og kæmper med kræfter som bjørne.
Eventyret er i sandhed den genre, hvor alt kan ske, hvor barnets og den barnlige sjæls renhed inviteres til at deltage i englenes sang til lyden af harper, hvor smilet, det kærlige klap på kinden og ømheden får deres roller.
Fablen, selv et eventyr, men med dyr, der besjæles, der iklædes menneskelige egenskaber, lyster og laster.
Jo! Eventyret er om noget den genre, hvor sort og hvidt, lys og mørke, godhed og ondskab strides om magten, og hvor næstekærligheden tilsidst står som sejrherren, og hvor barnet kniber sin glædeståre.
"Åhh Mor! Må jeg ikke nok få en historie til?"
"I morgen mit barn, I morgen."