Klodshans ! - Haster

Straks ved historiens start får vi at vide, at der foreligger et problem ­ eller en opgave: kongens datter havde ladet meddele, "at hun vilde tage til Mand, Den, hun fandt bedst kunde tale for sig". Se, dét er jo godt nok en meget bredt formuleret opgave, som man kan forsøge at forberede sig på ­ og prøve at løse ­ på mange forskellige måder.

Det fremgår også tydeligt af historien, at alle tre brødre er stærkt motiverede for at klare opgaven ­ og de er alle i starten præget af megen selvtillid: begge de ældre brødre forsikrer: "Jeg faaer Kongedatteren!", men Klods-Hans gi'r den en tand extra: "Jeg faaer saadan en Lyst til at gifte mig. Ta'er hun mig, saa ta'er hun mig! og ta'er hun mig ikke, saa ta'er jeg hende alligevel!"



* Fanden-i-vold *

En sådan fandenivoldskhed ses netop hyppigt hos udpræget kreative mennesker ­ og det er der i hvert fald to gode grunde til:

­ kreative personer udsætter sig hyppigt for at blive til grin for såkaldt "ordentlige folk"

­ kreative personer er hyppigt det modsatte af specialister (vi kunne kalde dem "generalister") ­ hvis de da ikke ligefrem mangler de fleste af de forkundskaber, som "ordentlige folk" anser for en nødvendig (og nu og da også tilstrækkelig) forudsætning for at foretage sig noget i denne verden.

Vi ser klare exempler på begge dele i eventyret om Klods-Hans, hvor H.C.Andersen ved hjælp af en barok overdrivelse giver os en klar opfattelse af kreativitetens absolutte modsætning ­ i skikkelse af de to ældre brødre: de var nemlig så vittige og kløgtige, at det halve kunne være nok. De havde forkundskaber, "og de ere nyttige". Sagde man altså om dem, og troede de altså selv, men se så på, hvad de bestod af:
"Den Ene kunde udenad hele det latinske Lexicon og Byens Avis for tre Aar, og det baade forfra og bagfra; den Anden havde gjort sig bekjendt med alle Laugsartiklerne og hvad hver Oldermand maatte vide; saa kunde han tale med om Staten, meente han, dernæst forstod han ogsaa at brodere Seler, for han var fiin og fingernem".



* Fagidioterne *

Her er det for en gangs skyld den kreative H.C. Andersen, der får lejlighed til at gøre specialisterne eller ligefrem fagidioterne til grin: ­ alle dem i samfundet, der tror de er noget særligt, fordi de har lært noget særligt (i dette tilfælde oven i købet udenad!) ­ også selv om ­ eller måske netop fordi dét specielle, de har lært sig, er specielt ligegyldigt og ubrugeligt, når det kommer til stykket, d.v.s. når de f.ex. pludselig står i en ny, ukendt og presset situation, hvor alt nødvendigvis må sættes på ét brædt, hvor der må improviseres og udtænkes på livet løs, hvis situationen ikke skal tabes på gulvet. Den kreative persons menneskelige modpol er altså den mere eller mindre tvangsprægede duksetype: fagidioten.



* De forhåndenværende søm *

Første del af eventyret rummer også en hel stribe exempler på det allerede omtalte forhold: at kreative mennesker hyppigt udsætter sig for at blive til grin (eller forargelse) for såkaldt "ordentlige folk".
Faderen afviser forarget Klods-Hans´ optimistiske påstand om, at det er ham, der har de rette forudsætninger for at få prinsessen: "Det er noget Snak!" sagde Faderen, "Dig giver jeg ingen Hest. Du kan jo ikke tale! Nei, Brødrene det er Stadskarle!"
På denne baggrund: familiær afvisning og materielt handicap (ingen hest) ­ ta'r Klods-Hans så de første skridt i retning af en kreativ problemløsnings-proces: han begynder at anvende de forhåndenværende søms princip på en meget utraditionel facon. For et "ordentligt menneske" er en hest det eneste brugbare ridedyr ­ og især da, hvis man vil komme standsmæssigt afsted og ikke ønsker at blive til grin. En okse? Nej! det ville gå for langsomt, og man ville blive til grin. Den konventionelt tænkende problemløser ville formentlig allerede her konstatere, at uden en hest til rådighed er opgaven uløselig. Færdig! Men Klods-Hans griber straks til det eneste materielle "søm", han har til rådighed i starten:
"Maa jeg ingen Hest faa", sagde Klods-Hans, "saa ta'er jeg Gedebukken, den er min egen, og den kan godt bære mig!"
Undervejs får vi exempler på forskellen mellem konventionel og kreativ anvendelse af forberedelses-tiden.
Om den konventionelle forberedelse:
"Men Brødrene rede ganske stille forud, de talte ikke et Ord, de maatte tænke over paa alle de gode Indfald, de vilde komme med, for det skulde nu være saa udspeculeret".
Ikke sandt? Vi kender det allesammen: man skal til examen, til et ansættelsesinterview eller hvad-ved-jeg, og man forbereder sig på livet løs ­ overvejer på kryds og tværs, hvad "man" sikkert vil forvente af én (evt. med forskellige variationer i det forestillede forløb) ­ man trækker alt dét frem, man kan tænke sig at sige i situationen for at imponere med sin begavelse, sin kvikhed, sit vid o.s.v. Men jo mere man spekulerer og forbereder sig, jo mere bundet bliver man af begrænsningerne i sine egne forudsætninger og forestillingsevne. Og så skal det såmænd nok passe, at man ramler ind i en situation, som pludselig stiller én over for helt uventede og nye krav, hvor ens omfattende forberedelser kommer til at virke som hæmninger eller ligefrem som blokeringer ­ og bøh! ­ så står man pludselig dér med skægget helt begravet i postkassen ­ som en anden Hr.Flovmand!



* Det åbne sind *

Om Klods-Hans får vi derimod at vide, at han har indstillet sig på at bruge rideturen (forberedelses-tiden) til at finde nogle ting, han mener at kunne glæde prinsessen med som foræringer. De ting, han finder, er karakteriseret ved at være absolut værdiløse i sig selv og hver for sig absolut uegnede som gaver (og da ganske specielt fra en frier til en kongedatter!) ­ fra et konventionelt synspunkt, vel at mærke. De konventionelle brødre griner sig da også næsten en pukkel til over lillebror Hans'es tilsyneladende tossede indfald. Ukonventionelle kunstnere har derimod til alle tider vidst at inddrage tilsyneladende værdiløse ting fra naturen og/eller fra samfundets skrotbunker i deres kunstneriske frembringelser ­ betegnende nok: Jo nærmere vor egen tid, jo færre naturting og jo mere skrot! Mens brødrene således i overført betydning (mis)bruger forberedelses-tiden til beskuelse af egen navle og til ufrugtbar åndelig indavl, forholder Klods-Hans sig i extrem grad åben og modtagelig for udefra kommende indtryk og muligheder ­ og tilsidesætter (i hvert fald foreløbig) enhver form for kritisk vurdering af det indsamlede materiales brugbarhed i ­ og sine egne indfalds anvendelighed på ­ den efterfølgende afprøvnings-situation (d.v.s. mødet med prinsessen).
I den kreative forberedelsesfase er alting i princippet lige godt og potentielt anvendeligt ­ man blæser det knæsatte, vedtagne og normale en hatfuld.



* Gaverne til hende, der har alt *

Ved mødet med prinsessen er Klods-Hans udstyret med sit usædvanlige ridedyr (gedebukken) og med tre højst usædvanlige gaver, som han har fundet på vejen til slottet: en død krage, en gammel træsko, som overstykket var gået af, og som derfor ikke længere kunne bruges efter sin oprindelige bestemmelse ­ og noget pludder, som var kastet op af grøften, og som Klods-Hans var extra sikker på, at kongedatteren ville blive glad for, thi ""det er den fineste Slags, man kan ikke holde paa den!", og saa fyldte han Lommen".
Desuden er han som omtalt i besiddelse af den rette kreative indstilling og af en fandenivoldsk selvsikkerhed. I alle andre henseender har han odds imod sig: ingen forkundskaber (af konventionel art), ingen social støtte og ingen materielle værdier (stadigvæk i konventionel forstand).
Selve rammerne for prøvesituationen er lagt an, så den egner sig maximalt til at give lampefeber og få frierne til at gå fra snøvsen: kæmpemæssig kødannelse af indbyrdes aggressive konkurrenter, masser af tilskuere, uvante og distraherende omgivelser, omhyggelig notering af alt, hvad man siger, for at det kan komme på tryk i avisen næste dag, en voldsom hede, fordi der med vilje er lagt ordentlig i kakkelovnen i modtagelses-salen ­ og endelig en prinsesse, der er benhård, skrap i kæften og ude på at gøre frierne forvirrede og forlegne med sine uventede, næsvise og latterliggørende svar.
Naturligvis glemmer begge de ældre brødre hele deres "lektie" og kan kun komme med den (forventede) bemærkning om den højst påtrængende og banale kendsgerning, at der er forfærdelig varmt i salen.
Så følger straks prinsessens velforberedte, næsvise og sadistiske vits: det er fordi de i dag er i gang med at stege hanekyllinger (underforstået: de er i gang med at lade de uheldige friere stege i deres eget fedt!).
Bom! Så ryger klappen ned. Enhver ved, hvor vanskeligt det er på stående fod og i en presset situation at give igen på en aggressiv vittighed, der er rettet mod én selv ­ eller blot "holde bolden i spil".
Bøh! Begge de ældre brødre bli´r talt ud: "Duer ikke!" sagde Kongedatteren. "Væk!".



* Nøglen til det nye *

Så kommer turen til vor helt, hvis selv-præsentation naturligvis er usædvanlig: han kommer ridende ind på sin gedebuk! Herefter kommenterer han som de foregående den unaturlige varme og får stanget prinsessens sædvanlige vits om hanekyllingerne ud.
Men dels fordi Klods-Hans til stadighed oplever sig som den sikre vinder (om ikke andet vil han jo tage sig selv til rette!) og netop derfor ikke kan føle sig ramt af vitsen ­ og dels fordi selvsamme vits er en sand foræring, i den forstand, at den rummer nøglen til, hvorledes han kan kombinere sine tre usædvanlige gaver til en ny overraskende helhed ­ så kommer han ikke til at dele skæbne med sine uheldige brødre. Lynhurtigt opgiver Klods-Hans sin oprindelige plan om at forære prinsessen den døde krage, den gamle træsko og pludderet, griber i stedet "hanekyllingetemaet" og fastholder det som et konkret spørgsmål om madlavning.
Kraftigt sekunderet af prinsessen skaber han en ny overraskende helhed af tre hidtil adskilte ting: han leger (!), at den gamle træsko er et kogekar og pludderet dyppelse, og at han dermed er så heldig at have alt, hvad han skal bruge for at få stegt sin krage ­ nu hvor prinsessen alligevel er i gang med at stege hanekyllinger.



* Den kreative proces *

Og det svarer lige netop til en af de almindeligt anvendte definitioner af den kreative proces: at finde nye kombinationer af kendte elementer (tankebaner, forestillinger, ting o.s.v.). Overhovedet er det imponerende, hvor meget H.C. Andersen ­ direkte og indirekte ­ får sagt om kreativiteten (og dens modsætning), om den kreative proces og om det udpræget kreative gemyt (og dets modpol: fagidioten) i det korte eventyr.



* Det store barn *

Måske er der grund til endnu engang at understrege dén legende indstilling, dén barnlige åbenhed, dén respektløshed overfor alskens autoriteter og dén (ofte grovkornede) humor, der meget hyppigt karakteriserer kreative personer ­ og som H.C. Andersen giver mange slående exempler på i sit eventyr.
Selv om Klods-Hans-historien for alvorsmænd og -kvinder kan fremstå som ufornuftig med alt sit præg af usandsynlig konstruktion, så er den dog en exemplarisk anskuelig-gørelse af kreativitetens væsen ­ og en munter inspirationskilde.
Frækhed forlenet med originalitet belønnes! Det er eventyrets umoralske (?) morale.

Takker..- andre der har noget guf også?