Eventyr. Rgitigt?

Er der nogen der kan vurdere om dette ikke er korrekt beskrevet? Kom endeligt med noget mere hvis I kan :)

Folkeeventyr

I dag læses og høres folkeeventyret hovedsagligt af børn. Men folkeeventyret er ikke skabt for børn. Det blev skabt af voksne mennesker hvor historien gik fra mund til mund, fra slægt til slægt.
Ordet ”eventyr” stammer fra det engelske ord ”adventure” som betyder oplevelse. Men det er som regel ikke det der falder os ind, når vi hører ordet ”eventyr”. De fleste af os vil komme til at tænke på et eventyr som den litterære genre. Denne genre har fascineret folk overalt i verden i mange, mange år og gør det stadig den dag i dag.
Der er to grene til eventyrgenren nemlig kunsteventyret og folkeeventyret. Der er en kæmpe forskel mellem disse to former. I min opgave vil jeg blot benytte mig af den ene gren nemlig folkeeventyret. Dog vil jeg lige kort beskrive, de mest karakteristiske træk ved kunsteventyret blot for at vise den store forskel. Karakteristisk ved et kunsteventyr er, at der i modsætning til folkeeventyret, er én bestemt navngiven forfatter, altså den alvidende fortæller. Forfatteren bestemmer alt og har som regel også sit eget sprog og der er ofte kun lidt formelsprog. En kendt forfatter er blandt andet H.C Andersen. Når man hører et eventyr af ham, kan man straks genkende hans særlige måde at fortælle eventyr på. Ofte er der også spring i tiden det vil sige, at der nemt kan forekomme flash-backs. Handlingen i et kunsteventyr beskrives med følelser hvilket også ses ved personerne. De bliver nøje beskrevet og har karaktertræk og følelser hvilket er i stor modsætning til folkeeventyret hvor personerne oftest er meget flade, ment med, at der bliver brugt meget få ord til at beskrive personerne hvis de overhovedet er beskrevet. Et kunsteventyr bryder ofte med de traditionelle fortælleregler såsom ”Der var engang..” og ”De levede lykkeligt til deres dages ende.”. Det hænder, at et kunsteventyr her en ulykkelig eller åben slutning. Et kunsteventyr er ofte, i modsætning til folkeeventyret, skrevet med direkte henblik på børn.
(Eventyret gennem tiderne)
I bogen ”Il était une fois” har Nina Mohr Christoffersen og Birthe Dahlgreen kort beskrevet eventyres rejse gennem tiden. Oprindeligt var eventyr en mundtlig overlevering som foregik mellem voksne og for det meste også i de lavere sociale lag. Dette skyldes blandt andet, at eventyrerne omhandlede jævne menneskers livsvilkår. I 1800-tallet blev det acceptabelt, at man beskæftigede sig med eventyr. Dette skyldtes blandt andet, at Europa var præget af kriser og dårlig økonomi. Man søgte tilbage de gyldne tider og ville genrejse fortiden. Derfor begyndte man overalt i Europa, at forske i middelalderlitteraturen, som blandt andet indeholder folkeeventyret. Fra det tidspunkt begyndte man at tage eventyr seriøst.
Der er ingen der ved med sikkerhed hvornår folkeeventyret havde sin oprindelse og hvorhenne. Mange har gennem tiderne udformet en teori om, hvor folkeeventyret startede. Nogle mener, at de stammer fra Inden, andre mener, at de stammer fra Kelterne og en helt tredje mener, at det samme eventyr kan være opstået flere steder uafhængigt af hinanden og med den begrundelse, at der var fælles tankegang. Dette var bare få ideer om hvorfra folkeeventyret stammer.
Denne uvidenhed omkring folkeeventyrets oprindelse er netop også det, der karakteriserer et folkeeventyr. Ingen ved hvornår fortællingerne om folkeeventyret startede eller hvordan det blev fortalt første gang og ingen ved hvem der fandt på fortællingen første gang. Derfor kan vi være sikre på, at ganske vist eksisterer ét folkeeventyr i mange udgaver, men den originale version eksisterer højst sandsynligt ikke længere.
(Folkeeventyrets 5 hovedkategorier)
I 1910 forsøgte den finske folkemindeforsker Antti Aarne at opdele folkeeventyret i undergenrer. Dette lykkedes meget godt for ham da denne opdeling viste sig at blive den mest kendte. Senere, i 1928, blev den revideret af amerikaneren Stith Thompson. Denne inddeling bliver kaldt for Aarne-Thompson-kataloget.
Gruppe 1: Dyreeventyr. Dette er en kort fortælling hvor dyr har fået tillagt menneskers egenskaber.
Gruppe 2: ”Almindelige” eventyr. Herind under hører 4 underkategorier. Den første er trylleeventyr, som er den mest udbredte af alle kategorierne. Her befinder vi os i en magisk verden hvor man møder overnaturlige ting, mennesker omtryllet til dyr og trolde. Helten eller heltinden er i kamp ofte mod overnaturlig modstander. Hovedpersonen får tillagt en række prøver som han/hun løbende må forsøge at klare sig igennem.
En anden underkategori til det almindelige eventyr befinder det religiøse eventyr sig. Her har eventyret et religiøst indhold og ofte med et moralsk budskab. Hovedpersonerne er ofte personer/skikkelser fra Bibelen som Gud, Jesus, Jomfru Maria eller Djævlen.
Den tredje underkategori er Novelleeventyr. Her er der ingen overnaturlige eller magiske indslag. Den har samme struktur som trylleeventyret dog uden de overnaturlige elementer. De ligner en novelle men har stadig træk der lægger sig til eventyret som blandt andet er prøvelserne for hovedpersonen, og der optræder personer som en konge, dronning, prins og prinsesse.
Den sidste underkategori til almindelige eventyr er eventyr om dumme trolde og andre væsener. Disse eventyr vil typisk omhandle trolde der bliver narret af mennesker.
Gruppe 3: Skæmteeventyr. Denne form for eventyr gør ofte grin med de rige. Helten er i denne fortælling ofte fra lavere status. Men samtidig kan det også hænde, at den gør grin med de svage i samfundet eller andre grupper af personer (fx Molboerne i Danmark).
Gruppe 4: Formeleventyr. Det er en slags kædeeventyr hvor den samme handling gentages bare i en anden udgave.
Gruppe 5: Uklassificerede eventyr. Denne gruppe indeholder kun få eventyr. Her sætter man som regel de eventyr ind som ikke passer andre steder. Der er ikke nogen bestemte ”krav” til dens indhold.
(Et folkeeventyr)
Et folkeeventyr har mange let genkendelige træk som går igen i de fleste fortællinger. Blandt andet starter de med ”Der var engang..” eller på fransk ”Il était une fois..” og de ender også lykkeligt og det onde forsvinder. Et eksempel på, at eventyr ender godt er i ”Le Petit Poucet” af Charles Perrault:
En anden lidt atypisk slutning er også et eventyr af Perrault ”Cendrillon ou la petite pentoufle de verre”:
”On la mena chez le jeune prince, parée comme elle était : il la trouva encore plus belle que jamais, et peu de jours après il l’épousa. Cendrillon, qui était aussi bonne que belle, fit loger ses soeurs au palais, et les maria dès le jour même à deux grands seigneurs de la cour.”(s.88)
Normalt ender et eventyr med, at det onde enten tilintetgøres eller bliver straffet. I dette eventyr forener det gode sig med det onde, nemlig ved, at Cendrillon gør dem en tjeneste. Men selvom det er atypisk ender det stadig lykkeligt hvilket jo er karakteristisk for et eventyr.
Typisk for et folkeeventyr er, at personerne kun er beskrevet kort eller overhovedet ikke beskrevet og vi får heller ikke stedet af vide, det kan være i hvilken som helst landsby, hvilken som helst skov osv. Dette ses i alle eventyr både danske såvel som franske. Blandt andet i det franske eventyr af Perrault ”Le Petit Chaperon rouge”:
”Il était une fois une petite fille de Village..” (s. 26, il etait…)
Det ses tydeligt her, at det kan være hvilken som helst pige i hvilken som helst by der er tale om i denne fortælling. Vi kommer ikke ind på en nærmere beskrivelse på hvordan hun er, eller hvordan hun ser ud rent fysisk.
På samme måde er det i den danske udgave af ”Rødhætte” af Brødrene Grimm:
”Der var engang en sød, lille pige, som alle mennesker holdt meget af..” (s. 31 il etait)
Heller ikke her får vi mere af vide om hendes udseende.